243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.

306 – Frank Sinatra – Songs for Swingin’ Lovers (1956)

Når de fleste tænker Frank Sinatra, tænker de oftere på bestemte sange end hele albums. Det er ikke helt sært, for i Frank Sinatras storhedstid i 50’erne og de tidlige 60’ere var albummet ikke rigtig en kunstart. Singler solgte stadig bedre end albums dengang, men der var dog én genre, som allerede dengang havde taget albummet meget til sig, nemlig jazz. Her tænker man så især på navne som John Coltrane og Miles Davis, men der også er meget af Sinatras musik, der har et klart jazz-flair over sig, især det fra netop denne periode. Sinatra skrev ganske vist ikke en eneste af sine egne sange, og han havde ikke et fast hold af sangskrivere, men pladeselskabet besluttede sig for at lave en række albums med ham, der generelt opfattes som konceptalbums. På Songs for Swingin’ Lovers fra 1956 var konceptet kærlighed. Ja, det virker måske som et ret løst koncept i dag, men at have en rød tråd på den måde er faktisk til stor hjælp for albummets holdbarhed, og Sinatras status som en ren Charmetrold bliver godt og grundigt fastslået.

Alle sange på Songs For Swingin’ Lovers er covers, og det er ret bemærkelsesværdigt, for Sinatra formår virkelig sammen med arrangør Nelson Riddle og et dygtigt orkester at gøre sangene til helt unikke Sinatra-oplevelser. Når jeg tænker sange som I’ve Got You Under My SkinPennies From Heaven og Too Marvelous for Words, så er det bare Sinatras sange, og dette er på grund af knivskarp instrumentation og en sjælfuld sangstemme med en bred, bred toneskala. Rent teknisk er der ikke et tidspunkt, hvor Sinatras stemme ikke er imponerende, og han er også generelt virkelig god til at leve sig ind i det. Musikken kan godt blive lidt for poleret til min smag til tider, og jeg er ellers ikke en, der har noget imod en ganske almindelig popsang, hvis bare den er skrevet godt. Sange som Makin’ Whoopee er til gengæld lidt irriterende med deres konstante blinken med øjet og overdrevne uskyldighed, men jeg kan ikke sige noget ondt om melodien. I forhold til, at der er 15 sange på pladen, er en overraskende stor del af melodierne formidable. Underligt nok er den mest jazzede, We’ll Be Together Again, den kedeligste, og uheldigvis er den også den længste. Instrumentationen er fed, men melodien forsvinder sørme hurtigt fra hovedet.

Denne plades største force er uden tvivl den røde tråd, men underligt nok er det også det største problem; det ender bare med at være for meget af det samme. Det er jazzet popmusik om kærlighed, og det kan sagtens fungere i løbet af et helt album, men jeg tror, det ville have været bedst, hvis det havde været kortere. Der er næsten intet i vejen med de individuelle sange – de er godt skrevet og charmerende opført og det hele – men der er bare ikke nok variation eller albumdynamik til at retfærdiggøre 44 minutter. 44 minutter er ikke en lang længde, men det er for langt til denne plade. Jeg må indrømme, at der er sørget for at vælge sange, der handler om mange forskellige facetter af kærlighed. Der er rigtig mange ting, der er virkelig godt gennemtænkt og forud for sin tid på dette album, og det må jeg virkelig rose Sinatra og Riddle for, og de fleste sange holder også stadig, men som helhed er albummet en smule ufuldendt med nutidige øjne. Hvis du er meget glad for Frank Sinatras kendte numre, så er Songs for Swingin’ Lovers let at anbefale, men vær forberedt på, at alderen har sat sine spor.

477 – Fugees – The Score (1996)

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.