50 – Little Richard – Here’s Little Richard (1957)

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det stadig er sådan, men da jeg i sin tid frekventerede Gladsaxe Hovedbibliotek, var en af væggene i musiksektionen prydet af en række citater om betydningen af musik. Her kunne man blandt andre kloge ord finde Little Richards poetiske verselinje »A whop bop-a-lu a whop bam boo« fra debutsinglen ‘Tutti Frutti’. Disse vrøvleord er muligvis den eneste gang musiks virkning i sandhed er blevet kommunikeret sprogligt. Little Richards ekspertise i et ellers tæt befolket tidligt rock & roll-marked var vildskaben – den seksuelle energi, der nok er det allerbedste ved hans debutalbum ‘Here’s Little Richard’ fra 1957. Når man lytter til rockalbum fra den tid, er det vigtigt at have in mente, at man egentlig mest af alt får en håndfuld sange, der tilfældigvis blev indspillet tæt på hinanden – albummet som helhedsoplevelse var ikke rigtig en kunst, der havde bredt sig til rockmusikken før midt-60’erne. Med de briller på, er det ret utroligt, hvor konsekvent ‘Here’s Little Richard’ er. Det er indspillet over en måned, og alligevel får vi umanerligt mange stærke sange – ud over ‘Tutti Frutti’ står ‘Rip It Up’, ‘Jenny, Jenny’, ‘Long Tall Sally’ og ‘Ready Teddy’ som klare eksempler på Little Richards karismatiske lyd, når den er bedst.

Generelt er energiniveauet rigtig højt sammenlignet med samtidige plader fra fx Elvis Presley, Buddy Holly og Fats Domino, og trods sine 12 numre, varer albummet under en halv time. Og godt det samme, for Little Richards repertoire er ikke just det mest varierede. Rigtig ofte er det lignende bluesprogressioner igen og igen, og der er kun få numre, hvor vi tager en slapper. Muligvis burde albummet faktisk have været endnu kortere, for de roligere numre holder ikke det mindste – Richards stemme lyder stadig godt på ‘Can’t Believe You Wanna Leave’, ‘Baby’ og ‘Oh Why?’, og det er ikke fordi vi har at gøre med deciderede ballader, men Little Richard er langt bedre til at tage lytteren på vilde rock & roll-rutsjebaneture end gennem melodramatiske r’n’b-skæringer, hvor hjerte rimer på smerte. Hvis måske i det mindste, der var skruet op for kompleksiteten på disse numre, ville de retfærdiggøre sig selv, men vi ender med at have en række tracks, der ikke kan kompensere for, at Little Richard ikke er nær så kæk og frejdig som på de andre numre. Jeg må dog rose Richard for at have tænkt over, at 12 numre, hvor han råber, mens han hamrer på klaveret, godt kunne gå hen og blive trættende. Det bliver ‘Here’s Little Richard’ ikke, og det kan de langsommere sange nok takkes for.

Little Richard har talent, både som sanger, pianist og performer, det kan ikke modsiges – sammenlignet med de fleste i sin samtid har han endda talent for at skabe et sammenhængende album. Men han er også et produkt af sin tid, og det var en tid, hvor rockmusik stadig tog sine spæde skridt. Han er ledsaget af et dygtigt band, der også oser af charme, men selv de kan ikke distrahere fra det faktum, at albummet er ufatteligt simpelt – Richards stil var lidt blot at skrue ekstra op for det, der allerede skete i rock og r’n’b. Det er ikke særlig inspirerende at høre på længere, selv om der er en del stærke tracks. Men spilleglæden strømmer stadig fra albummet, og når det ikke er længere end sine 28 minutter, så ender dets simple natur aldrig med at blive et væsentligt problem. At vise så meget seksuel livskraft var vovet nok i 1957 – at forvente, at han skubber genren meget mere end det, er vist lige lovlig krævende, især efter 60 års udvikling i stilen. For i modsætning til sine stilfæller, så er det faktisk stadig både sjovt og hyggeligt, at høre ‘Here’s Little Richard’ i dag, man skal bare ikke forvente det helt store artistiske statement.

421 – Buddy Holly and the Crickets – The “Chirping” Crickets (1957)

Buddy Holly er et af de største ikoner i tidlig rock and roll-musik, og sammen med sit band, the Crickets, udgav han i 1957 sit første album. Det hed The “Chirping” Crickets og på dette finder man mange af Buddy Hollys mest berømte sange, heriblandt That’ll Be the Day, Not Fade Away og Oh Boy. Han starter ud med Oh Boy, og intet nummer ville virkelig kunne have startet et Buddy Holly-album bedre. Det er energisk, vildt og efter blot første gennemlytning sidder den godt fast i hovedet og efterlader et stort smil. Den ligeledes klassiske Not Fade Away følger lige efter, og det er igen et virkelig sjovt nummer. Man kan virkelig mærke, at Buddy Holly elsker at synge disse sange. De handler ganske vist alle sammen om kærlighed, men han lyder så oprigtig og lystig, at man bare begynder at elske ham tilbage. Hans charme er virkelig også det, der gør You’ve Got Love til sådan en god kærlighedssang, for selvom melodien ikke er ringe, ville sangen nok virke banal i hænderne på Frankie Valli eller Bruce Channel. Det samme kan nok siges om Maybe Baby, men den er dog noget kækkere i lyden, så den dur stadig.

Buddy Holly har jeg absolut ingen problemer med som forsanger, mens resten af the Crickets heller ikke forvolder mig nogen problemer med deres instrumentation. Det største problem i løbet af hele pladen er the Picks, der virkelig irriterer mig med deres personlighedsløse falsetter. På sølle tre numre medvirker de ikke, og selvom de ikke decideret ødelægger de ellers gode sange, er det dejligt, når de ikke er der. Det er ikke kun deres skyld, men jeg synes virkelig, It’s Too Late er et kedeligt, banalt nummer. Heldigvis er ingen af sangene på pladen længere end 2½ minut, så hvis du ikke kan lide et nummer, så er det heldigvis hurtigt overstået. Buddy Holly er uden tvivl bedst til det kække og lystige, og her kan jeg absolut sige, at Tell Me How Brillerer. Dog er den ikke nær så sjov og fængende som That’ll Be The Day, som jeg ville kalde hans allerbedste sang, og det er jeg ikke ene om. Hvis vi lige overser den i dag tragikomiske linje i omkvædet, der nævner dagen, han skal dø på, er dette en helt perfekt popsang. Det er en af de få sange uden the Picks på sig, og den er slet ikke til at stå for.

I’m Looking for Someone to Love er også rigtig sjov. Omkvædene er måske ret lange, hvilket er et problem, men man får nogle ret gode guitarsoloer mellem omkvæd og vers, så det opvejer lidt problemerne. Triste sange er ikke noget, Holly er specielt god til. Det viste han tidligere på It’s Too Late, og An Empty Cup (And a Broken Date) er faktisk værre. Den siger mig intet, og der er en alt for lang sektion, hvor kun the Picks synger. Send Me Some Loving er derimod et godt eksempel på, at han sagtens kan være sentimental. Det ødelægger ikke noget, at han er langsom, og ikke decideret spjætter af lykke. Dog er charmen på dette nummer ikke vildt langvarig, og det skulle nok ikke have været pladens længste nummer, selvom det jo så ikke siger så meget igen. Last Night kører meget i samme dur, og man kan godt blive lidt varm om hjertet, når man hører den. The “Chirping” Crickets afsluttes i det sjove hjørne med Rock Me My Baby. Sjældent har vrøvleord lydt så oprigtigt som derpå. The “Chirping” Crickets har sine fejl og mangler – det havde de fleste albums fra før Beatles-æraen, men dette albums største problem er faktisk længden. Man føler det er slut, næsten så snart det er begyndt. Det kan dog stadig anbefales til alle fans af klassisk rock and roll.