Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det stadig er sådan, men da jeg i sin tid frekventerede Gladsaxe Hovedbibliotek, var en af væggene i musiksektionen prydet af en række citater om betydningen af musik. Her kunne man blandt andre kloge ord finde Little Richards poetiske verselinje »A whop bop-a-lu a whop bam boo« fra debutsinglen ‘Tutti Frutti’. Disse vrøvleord er muligvis den eneste gang musiks virkning i sandhed er blevet kommunikeret sprogligt. Little Richards ekspertise i et ellers tæt befolket tidligt rock & roll-marked var vildskaben – den seksuelle energi, der nok er det allerbedste ved hans debutalbum ‘Here’s Little Richard’ fra 1957. Når man lytter til rockalbum fra den tid, er det vigtigt at have in mente, at man egentlig mest af alt får en håndfuld sange, der tilfældigvis blev indspillet tæt på hinanden – albummet som helhedsoplevelse var ikke rigtig en kunst, der havde bredt sig til rockmusikken før midt-60’erne. Med de briller på, er det ret utroligt, hvor konsekvent ‘Here’s Little Richard’ er. Det er indspillet over en måned, og alligevel får vi umanerligt mange stærke sange – ud over ‘Tutti Frutti’ står ‘Rip It Up’, ‘Jenny, Jenny’, ‘Long Tall Sally’ og ‘Ready Teddy’ som klare eksempler på Little Richards karismatiske lyd, når den er bedst.

Generelt er energiniveauet rigtig højt sammenlignet med samtidige plader fra fx Elvis Presley, Buddy Holly og Fats Domino, og trods sine 12 numre, varer albummet under en halv time. Og godt det samme, for Little Richards repertoire er ikke just det mest varierede. Rigtig ofte er det lignende bluesprogressioner igen og igen, og der er kun få numre, hvor vi tager en slapper. Muligvis burde albummet faktisk have været endnu kortere, for de roligere numre holder ikke det mindste – Richards stemme lyder stadig godt på ‘Can’t Believe You Wanna Leave’, ‘Baby’ og ‘Oh Why?’, og det er ikke fordi vi har at gøre med deciderede ballader, men Little Richard er langt bedre til at tage lytteren på vilde rock & roll-rutsjebaneture end gennem melodramatiske r’n’b-skæringer, hvor hjerte rimer på smerte. Hvis måske i det mindste, der var skruet op for kompleksiteten på disse numre, ville de retfærdiggøre sig selv, men vi ender med at have en række tracks, der ikke kan kompensere for, at Little Richard ikke er nær så kæk og frejdig som på de andre numre. Jeg må dog rose Richard for at have tænkt over, at 12 numre, hvor han råber, mens han hamrer på klaveret, godt kunne gå hen og blive trættende. Det bliver ‘Here’s Little Richard’ ikke, og det kan de langsommere sange nok takkes for.

Little Richard har talent, både som sanger, pianist og performer, det kan ikke modsiges – sammenlignet med de fleste i sin samtid har han endda talent for at skabe et sammenhængende album. Men han er også et produkt af sin tid, og det var en tid, hvor rockmusik stadig tog sine spæde skridt. Han er ledsaget af et dygtigt band, der også oser af charme, men selv de kan ikke distrahere fra det faktum, at albummet er ufatteligt simpelt – Richards stil var lidt blot at skrue ekstra op for det, der allerede skete i rock og r’n’b. Det er ikke særlig inspirerende at høre på længere, selv om der er en del stærke tracks. Men spilleglæden strømmer stadig fra albummet, og når det ikke er længere end sine 28 minutter, så ender dets simple natur aldrig med at blive et væsentligt problem. At vise så meget seksuel livskraft var vovet nok i 1957 – at forvente, at han skubber genren meget mere end det, er vist lige lovlig krævende, især efter 60 års udvikling i stilen. For i modsætning til sine stilfæller, så er det faktisk stadig både sjovt og hyggeligt, at høre ‘Here’s Little Richard’ i dag, man skal bare ikke forvente det helt store artistiske statement.