261 – Tracy Chapman – Tracy Chapman (1988)

Alle kender vendingen “one-hit wonder”, men på samme måde findes der mange one-album wonders. Navne som The Killers, Moby Grape, Arrested Development og selvfølgelig Tracy Chapman hører til i denne kategori, for de færreste har lyttet til mere end hendes første album, der simpelt nok hed Tracy Chapman. Med denne enorme sællert fik hun da også tre meget store hits: Fast Car, Baby Can I Hold You og Talkin’ ‘Bout a Revolution. Hendes stil er også lige det, der var in i slut-80’erne, nemlig middeltempo-sange opført med simpelt akkompagnement og stor fokus på følelser. I modsætning til Chicago, Gregory Abbott og Bette Midler, så havde Tracy Chapman virkelig noget på hjerte, og når man lytter til en sang som Fast Car, så føles det hele så nært, at det sagtens kunne være sket i virkeligheden. Man fornemmer, at Chapman kender til fattigdom og ulykke i familien. Om hun gør, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er fantastisk fortalt, og melodien går lige ind i hjertet. Hårde emner som revolution, fattigdom, racisme og vold i hjemmet bliver lige fra starten taklet på pladen. Sidstnævnte bliver behandlet på en kort sang uden instrumentation ved navn Behind the Wall, og denne behandling er virkelig effektiv. Man kan godt få en klump i halsen.

Selv på kærlighedssangene føles det meget nært og trist, mens Chapman samtidig formår at skabe virkelig fængende melodier, som man sagtens kan smile til og klappe med på. Og jeg elsker virkelig, når musikere gør sådan noget, for at kunne se på de samme sange fra forskellige vinkler. Det er sådan noget, grupper som Gang of Four og The Smiths var eksperter i nogenlunde samtidig, og Chapmans bedste numre fungerer næsten ligeså godt efter disse parametre. Men de fire kærlighedssange på pladen er også meget forskellige. Min favorit er uden tvivl den klassiske Baby Can I Hold You, som er rigtig let at tilknytte sig følelsesmæssigt med den stærke tekst, men også den mere energiske For My Lover og den følsomme If Not Now brillerer med deres gode melodier, som bliver i hovedet i lang tid. Afslutningsnummeret, den langsomme For You, føles virkelig som albummets følelsesmæssige klimaks. Som en individuel sang er den dog ikke særlig mindeværdig. Melodien er ikke helt fantastisk til at gribe lytteren, og instrumentationen har vi hørt før. Numrene Mountains O’ Things og She’s Got Her Ticket har meget eksotisk instrumentation, der vist er inspireret af både afrikansk folkemusik og kalypso, men følelsesmæssigt siger de mig bare ikke særlig meget.

På nummeret Why? stiller Chapman et simpelt spørgsmål i løbet af kun to minutter, og at stille et så simpelt spørgsmål som “hvorfor er der så meget uretfærdighed i verden” kan virke naivt, men det virker faktisk. Det virker nok mest af alt fordi sangen er så hurtig og direkte, og så prøver den ikke på at være lommefilosofisk. Spørgsmålene skal ikke besvares, de skal bare tænkes over, og hun får dig rent faktisk til at bemærke et par ting, du nok ikke havde lagt mærke til ellers. Som helhed er albummet ikke helt fantastisk opbygget, men da sangenes kvalitet er så høj, så gør det ikke særlig meget, især ikke når albummet alligevel er ret kort med blot 36 minutter. Heldigvis er åbningsnummeret, Talkin’ ‘Bout a Revolution godt til at sætte det hele i gang, og For You runder smukt det hele af, og de generelle principper for albumdynamik er der da også taget højde for. Måske måtte Mountains O’ Things godt være lidt længere fra She’s Got the Ticket, for nu lægger man ikke specielt meget mærke til sidstnævnte, og med undtagelse af Baby Can I Hold You har alle kærlighedssangene desværre hobet sig op i slutningen af pladen, men foruden sådan nogle bagateller og de manglende perfektioner på visse numre, så er Tracy Chapman en let plade at anbefale.

290 – Talking Heads – Talking Heads: 77 (1977)

Talking Heads udmærkede sig i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne virkelig med deres legesyge pop-rock, der formåede at finde en perfekt middelvej mellem syrede Brian Eno og mere folkellige navne som 10cc og Steve Miller. De rammer allerede plet med deres første plade, Talking Heads: 77 fra, du gættede det, 1977. Herpå får man først og fremmest deres klassiske single Psycho Killer, men der er skam mere end blot det at komme efter. F.eks. er der det sjove åbningsnummer, Uh-Oh, Love Comes to Town, der danner et godt grundlag for at kunne forstå gruppen. De er sjove, de er på overfladen ikke specielt seriøse, men de er virkelig dygtige sangskrivere, og der er faktisk meget at dykke ned i. Og som albummet fortsætter, bliver det sidste, jeg sagde, virkelig tydeligt. Sangskrivningen er rigtig unik, og dette kan man takke forsanger og guitarist David Byrne for. Han har skrevet næsten hele pladen på egen hånd, lige med undtagelse af Psycho Killer, som han skrev sammen med trommeslager Chris Frantz og bassist Tina Weymouth.

Nogle gange kritiserer jeg albums for, at de ikke hænger særlig godt sammen eller udnytter albumformatet særlig godt. Det gør Talking Heads: 77 dog, og det gør den med stil. Det starter uskyldigt nok med Uh-Oh, Love Comes to Town, og som albummet bevæger sig fremad, bliver hele lyduniverset mere og mere sindssygt. Det betyder dog slet ikke, at alle højdepunkterne findes til sidst. Sagen er nemlig, at Talking Heads bevæger sig meget vidt omend balanceret rundt i hele følelsesspektret i løbet af albummet. Som pladen går fremad bliver følelserne bare mere komplicerede og enorme. Det store klimaks kommer da med de fuldkommen maniske sange Psycho Killer og Pulled Up. Det er en interessant dynamik, og albummet føles derfor meget levende. Det er nærmest som at se en virkelig god dramatisk film, så nærværende er det. Udover sangskrivningen er David Byrnes indlevning også helt fantastisk, og det gør det hele meget reelt.

Men noget af det bedste ved gruppen er, at det ikke er så artsy-fartsy igen. Det minder faktisk i grunden ret meget om punk-musik, selv på de lystigere numre. Der er masser af punket attitude i instrumentationen. Det er noget mere kompliceret at spille, men man kan let mærke deres rødder i punkgenren. De er vilde og uregerlige, og man ved aldrig rigtig, hvor man har dem. Der er dog også meget pop over deres sange. De er alle utroligt fængende. Jeg kan stort set ikke tælle hvor mange gange, jeg har sunget med på sange som Happy DayDon’t Worry About the Government eller selvfølgelig Psycho Killer. Tekstuniverset på Talking Heads: 77 er også noget for sig. De kaldte deres næste plade for More Songs About Buildings and Food, og det er faktisk ikke helt upassende, for sådanne ting er ikke meget ulig det, du rent faktisk ville kunne finde på Talking Heads: 77. Der bliver gået godt op i banaliteter og ligegyldigheder, og det skaber et smukt, levende univers. At være i selskab med David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison er altid dejligt, og Talking Heads: 77 er et af deres bedste albums.

313 – Tom Petty and the Heartbreakers – Damn the Torpedoes (1979)

Mange musikere har en tendens til at forsøge at flytte så mange grænser, at de bare glemmer nogle af hovedingredienserne i musik – af og til behøver man ikke andet en velspillet, velskrevet rockmusik, og det er netop det, Tom Petty and the Heartbreakers altid har været eksperter i, og dette talent fremviser de tydeligt på deres tredje plade, Damn the Torpedoes fra 1979. Den åbner med den dramatiske Refugee, der med sin flotte orgeltunge intro virkelig sørger for at sparke albummet i gang. Der er meget bitterhed og vrede, men det, der gør Refugee til et af albummets højdepunkter er bare den fede melodi. Man får den let på hjernen, og dens energi er virkelig frembrydende. Petty fortsætter med Here Comes My Girl, der med sin ret bløde spoken word-start fungerer som flot kontrast til Refugee, og på omkvædet er den virkelig kærlig og fin. Dens overgang mellem spoken word og skønsang fungerer flot, og det føles meget naturligt. Den springer virkelig ud blandt resten af pladen, for ellers lavede Petty typisk meget mainstream rockmusik, men denne har mange små særheder på sig, og det er virkelig sødt.

Det tredje nummer hedder Even the Losers, og den er ligesom Refugee meget rocket. Der er et meget gammeldags rock and roll-flair over versene, og omkvædet er et dejligt fængende underdog-ærklæring, der sagtens kunne være opført af Bruce Springsteen, og den er så sandelig også på denne herres niveau med al sin heartland-attitude. Shadow of a Doubt (A Complex Kid) har ikke rigtig et omkvæd, men for enden af hvert vers er et virkelig fedt hook, som Petty synger så overdrevent, at man får lyst til selv at skråle med, hvilket sker ret tit. Century City minder ret meget om det, vi ellers har hørt, men det vi ellers har hørt er jo også virkelig godt. Det er ikke den mest fængende sang eller noget, men den har sin plads på albummet, den er til at synge med på, og den er ret sjov. En af Pettys stærkeste sange nogensinde kommer da i form af Don’t Do Me Like That. Det er en uhyre simpel melodi, men den virker virkelig godt, den er virkelig sjov, den er let at forstå, og den er også let at relatere til. Man kunne blive bange for, at den simple melodi ville gøre musikken for ensformig, men et kontrast-stykke i midten forhindrer det, og derudover er det pladens korteste sang, så det gør ikke så meget.

You Tell Me er ikke nummeret, man vil huske tydeligst, når man er færdig med Damn the Torpedoes, men den er en ret god melodi alligevel. Den spiller ikke videre utroligt mod de andre sange, den er ligeså højlydt og energisk som Don’t Do Me Like That, bare ikke nær så hurtig, og dens dynamik er også mindre ekstrem. What Are You Doin’ In My Life? starter til gengæld forholdsvis stille ud, mens den skruer tempoet godt op igen. Omkvædet er utrolig fængende, og dens guitarsolo er måske ikke den mest imponerende, du nogensinde kommer til at høre, men den lyder rigtig godt, og den passer godt til sangen. Afslutningsnummeret Lousiana Rain starter med et stille interludium, der var ret tiltrængt, for ellers havde pladen næsten været højlydt fra start til slut. Selve sangen er en sentimental lille sag, der faktisk fungerer rigtig godt til at runde Damn the Torpedoes af. Ambitionerne var her mest af alt sat til at skrive 9 rigtig gode sange, og størstedelen er også formidable, og alle er gode. Dog virker det ikke helt som om, albumoplevelsen var en stor fokus, da den høje energi bliver ved på rigtig mange numre, men alle numre er værd at lytte til.

339 – Tom Waits – The Heart of Saturday Night (1974)

Jeg elsker Tom Waits rigtig, rigtig højt. Han er fuldkommen genial, og han er aldrig bange for at tage chancer, og albums som SwordfishtrombonesRain DogsBone Machine og Mule Variations er rigtig lette at anbefale, hvis du vil prøve noget nyt og noget sært. Noget af det, man lettest kan kende Waits på, er hans hæse stemme, men den har jo naturligvis ikke altid lydt af så mange smøger. På hans tidligste albums såsom Closing Time og The Heart of Saturday Night er han meget pænere i vokalen, men begge har titler, der dog virkelig leder tankerne mod røgfyldte barer med øl og whisky i flæng, og et par slagsmål om dagen finder sikkert også sted. Det er meget sådanne temaer, The Heart of Saturday Night, beskæftiger sig med, og når jeg hører den plade, så kan jeg kun forestille mig, at Waits optræder sent om aftenen i hjørnet af en bar i den grimme ende af byen. Der sidder han bag sit klaver med en cigaret roligt i hånden. Pladen har enormt meget stemning, og det er uden tvivl dens største styrke.

Tom Waits lavede altså med The Heart of Saturday Night et album, der som sådan er 41 minutters barmusik. Og tro mig, jeg elsker virkelig barmusik, men måske gik Waits lidt for langt med konceptet. Se, man går til baren for at få afløb for sine sorger, for at drikke, for at hygge sig, og der er mange andre potentielle årsager, men musikken er sjældent årsagen. Barmusik er som sådan bare baggrundsmusik. Waits har skrevet nogle ret flotte melodier til albummet, f.eks. New Coat of PaintSan Diego SerenadeDiamonds on My Windshield og (Looking For) The Heart of Saturday Night, og jeg nyder disse rigtig meget. Faktisk er hele den første halvdel af pladen rigtig, rigtig god, jeg har næsten ingen problemer med den, med undtagelse af at melodierne ikke altid har helt fantastisk samspil, så man til tider kan blive lidt træt af al den folk-jazz. Det er dog lidt synd, at alle de svagere numre findes på sidste del af pladen, men jeg tror som sådan ikke, at de er så svage igen. De giver bare lytteren mere af det samme, og det har man ikke brug for, og det gør at albummet ikke tåler så mange gennemlytninger igen.

De første få gange, man hygger sig med The Heart of Saturday Night kommer man dog i selskab med en masse stemning og skævhed, og de bedste melodier kan let huskes. Hvis dette er din første Tom Waits-plade vil du nok nyde den endnu mere, fordi du da endnu ikke ved, hvad han egentlig er i stand til. Man får lidt af den særere Waits med sange som Diamonds on My Windshield, der er en semi-spoken word sang, der kører over en jazzet walking bass, og Semi Suite er også en virkelig barok melodi, der lyder mere fordrukken end nogen anden sang på hele pladen. Jeg elsker som sagt Waits rigtig højt, men jeg elsker ikke The Heart of Saturday Night lige så højt. Jeg må dog sige, at det er et fint stykke håndværk, og som alt andet, Waits har lavet, så minder den ikke om så meget andet i branchen. På en skala over Waits-albums er den måske et af de mere ordinære, og specielt helstøbt kan man ikke kalde den, men charme kan føre dig langt i livet, og charme, det har denne plade sandelig.

345 – Talking Heads – Stop Making Sense (1984)

I 1983 holdt Talking Heads tre koncerter i Pantages Theatre i Hollywood, og disse koncerter blev i 1984 sat sammen til filmmesterværket Stop Making Sense, som var instrueret af Jonathan Dmme, der i dag er bedst kendt som instruktøren bag Ondskabens Øjne. Det er en af de bedste musikfilm nogensinde, og hvis du vil se hvordan en helt perfekt koncert skal skæres, så bør du se den. Den er klippet så godt, at det bare ser ud som om, at det er en enkelt koncert, og der sker hele tiden et eller andet på scenen. Gruppen spiller nogle af deres bedste og mest kendte numre, navnligt mange sange fra den dengang helt nye plade Speaking in Tongues, og ingen af numrene har nogensinde lydt bedre. Det er en skøn oplevelse, som jeg på det varmeste kan anbefale enhver. Bandet er desværre gået fra hinanden i dag, men forsanger David Byrne giver stadig fremragende koncerter. Det giver sig selv, at sådan en film også måtte få sig et soundtrackalbum, og sådan et blev udgivet et par måneder efter filmens premiere.

Som album, så er det en fin plade. Som noget, der skal komplimentere filmen, så er den ekstremt skuffende. Næsten halvdelen af numrene, man kunne opleve i filmen mangler, og de, man endelig kan finde på pladen, har de fuldstændig forbyttet rækkefølgen på. Det burde ikke være så svært. Al lyden var jo optaget, og selvom det nok er filmens bedste numre, som pladen har beholdt, så er der intet, der forhindrede dem i i det mindste at sætte dem i rigtig rækkefølge. Den første liveplade, de udgav, var The Name of This Band is Talking Heads, og den var et dobbelt-album. Hvorfor de ikke kunne udgive denne som to LP’er giver slet ingen mening. Musikken er dog intet mindre end fænomenal. Alle Talking Heads’ dengang fem studiealbums bliver repræsenteret med mindst ét nummer, så man får lidt af hvert. Som med filmen er det også vidunderligt opført. Man kan mærke helt enorm spilleglæde fra bandet, og man bliver selv helt glad i låget. Det er bare synd, at det er så komprimeret en udgave af mesterværket.

Heldigvis blev alting gjort godt igen i 1999, hvor en ny udgave af pladen kom. Denne havde undertitlen Special New Edition. Denne udgave er et mesterværk. Det eneste negative, man eventuelt kunne sige om denne plade, er at der end ikke er udgivet en udgave, hvor man får både filmen og dvd’en. Med 1999-udgaven får man alle de flotte numre fra filmen, og selvom visse af dem er redigeret en smule, så gør det ikke rigtig noget. Selv lægger jeg ikke rigtig mærke til det. Til gengæld lægger jeg mærke til, at hele bandet lægger enormt meget kærlighed i musikken. Jeg lægger også mærke til, hvor perfekt numrene komplimenterer hinanden, når de kommer i denne “rigtige” rækkefølge. Pladen lægger stille ud med simplistiske udgaver af Psycho Killer og Heaven, og så begynder det hele straks at eskalere med Thank You For Sending Me an Angel, der altid gør lytteren opmærksom, og som man altid kan bruge til at piske en stemning op. Så i sidste ende må jeg sige, at filmen er et mesterværk, 1984-udgaven af albummet er en fin plade, der dog ikke repræsenterer filmen så godt, og 1999-udgaven af albummet er en af de bedste liveplader nogensinde, hvis ikke den bedste.

377 – TLC – CrazySexyCool (1994)

I 1990 dannede tre unge kvinder med kunstnernavnene Left-Eye, T-Boz og Chilli R&B-gruppen TLC. T-Boz og Chilli var skønsangere, og Left-Eye rappede. Efter en ret fjollet debutplade i 1991 skiftede de i 1994 fuldstændig image med deres anden plade, CrazySexyCool. Hvor den første plade bestod af ret uskyldig pop-rap med R&B-vokaler her og der, var CrazySexyCool meget mere fokuseret på skønsangerne T-Boz og Chilli. Derudover var tonen langt mere seriøs, og produktionen blev foretaget af meget anerkendte hip hop- og R&B-producere som Sean Combs, Babyface, Dallas Austin. Derudover optræder nogle ret anerkendte rappere også her: Phife Dawg fra A Tribe Called Quest, André 300 fra OutKast og Busta Rhymes. Disse tre er alle meget dygtige og underholdende, og de udfylder rent faktisk roller, som Left-Eye ikke bare kunne have overtaget, for hun bliver ellers ikke brugt så ofte i løbet af albummet, som man kunne ønske sig.

På albummet er der 16 numre, men jeg ville kun kalde 11 af dem egentlige sange. Resten er interludier, og 2 af gæsterapperne har deres optrædener på disse. Disse to er naturligvis ret gode, men CrazySexyCool (Interlude)Intermission-Lude og Sexy (Interlude) sætter bare albummet i tomgang. Sidstnævnte er ganske vist ret morsomt, men det stopper alligevel albummets ellers ganske gode flow. De 11 “rigtige” sange er til gengæld alle rigtig gode. Melodierne er for det meste virkelig fængende, og stemningen er oftest som albummets titel. Der er uden tvivl mest “Sexy” og “Cool” over det meste af musikken, men når Left-Eye dukker op, får vi os en god portion “Crazy”. Denne sexede og cool lyd kan man selvfølgelig takke producerne for, men også T-Boz og Chilli fortjener meget af æren for det. Deres levering er pragtfuld, især når vi snakker numrene, der netop omhandler sex, såsom Red Light SpecialLet’s Do It Again og Take Our Time.

Sangene er skrevet af mange forskellige, inklusive vores tre hovedpersoner, hvor kun Left-Eye har været med til at skrive mere end blot et interludium, og da hendes navn kun står ved sange, hvortil hun har et rapvers, så antager jeg, at det kun er det, hun har skrevet. Hun er dog virkelig dygtig til det. Hun er ikke en verdensmester eller noget, men hun kan sgu sit kram. Men selvom alle sangene er skrevet af forskellige mennesker, er de alle af virkelig høj kvalitet. Hvad angår deciderede sange, er der ikke ét dårligt nummer på pladen, og til trods for de mange sangskrivere og producere, er lyden temmelig konsekvent, og albummet har ikke dårlig dynamik heller. Dynamikken er ikke decideret imponerende, så man kan godt blive en smule træt af at høre noget, der lyder lidt for meget som det, man ellers lige har hørt. CrazySexyCool er et rigtig godt album. Hvis du kan lide popmusik, så er dette virkelig let at anbefale. Der er rigtig mange godter på den, og langt det meste er værd at lytte til.

378 – Toots and the Maytals – Funky Kingston (1972)

Den jamaicanske vokalgruppe Toots and the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er noget videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vædlig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er det også oftest virkelig sjovt. De fleste af pladens sange er virkelig skægge at lytte til, og man bliver også virkelig let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, Sit Right DownPomp and Pride, deres cover af Richard Berrys Louie Louie (bedst kendt med the Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners I Can’t Believe er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots and the Maytals finde ud af!

Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. Redemption Song er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots and the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne, har de virkelig svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo-wop-sangen Daddy’s Home af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots and the Maytals bliver den langsommere, mere monotom og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtigt reggae. Det er bare en doo-wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.

Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. It Was Written Down er ikke nær så godt som noget på første halvdel, men det har absolut masser af charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album afslutter med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med et fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots and the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots and the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.

382 – Talking Heads – More Songs About Buildings and Food (1978)

I 1978 udgav Talking Heads deres andet album, der i øvrigt har det, jeg ville kalde den bedste albumtitel nogensinde: More Songs About Buildings and Food. På denne arbejdede de for første gang sammen med den geniale producer Brian Eno, som fik gjort albummet mere helstøbt og mættet end ellers. De lavede et af den slags albums, hvor sangene hver især sjældent er noget, man ville kalde for gruppens bedste, men hvor albummet som helhed hænger virkelig godt sammen. For eksempel er åbningsnummeret, Thank You For Sending Me An Angel, ikke så fængende eller mindeværdigt igen, når man hører det på egen hånd. Ja, jeg ville måske endda kalde det en smule ufuldendt. Men det bygger rigtig flot op mod noget større. Det bliver rigtig intenst, og til trods for sin korte længde ender det med at være meget mindeværdigt. Lyden på albummet er mere punket end Talking Heads hidtil havde været. Gruppen havde altid haft deres rødder i punk, men her er mere vrede og følelsesmæssig tumult end nogensinde før.

Hvis man kigger på gruppens debut, Talking Heads: 77, er det mest tiltalende ved pladen uden tvivl de fantastiske vokalmelodier og følelserne, forsanger David Byrne udtrykker. Disse er absolut ikke ringe på More Songs About Buildings and Food, men et væsentligere element på den plade er nok instrumentationen. Især bassist Tina Weymouth og trommeslager Chris Frantz er væsentlige figurer i løbet af hele pladen. David Byrne selv gør også en hel del sjove ting på guitaren. Det er ikke de mest teknisk imponerende ting i verden, men de passer virkelig godt til de skøre følelser, man kan mærke på mange af numrene. Albummet er i øvrigt virkelig godt, når vi snakker dynamik. Dynamik er måske i højere grad end instrumentation den helt store fokus. Man kan gang på gang på gang lytte til dette album, og man bliver ikke spor træt af det. Numrene følger hinanden virkelig naturligt, og de varierer alle flot mellem langsomt og hurtigt, højlydt og stille.

Albummet er meget godt, men det er ikke helt perfekt. Jeg kunne især godt tænke mig lidt mere fokus på melodierne. Der er så utrolig få af dem, som bliver hos dig, når du er færdig med albummet. Ja, først efter adskillige gennemlytninger, kunne jeg selv huske melodien til andet end Take Me To the River, og det er endda et cover. Det er desuden et rigtig godt cover. Sangen er oprindeligt af Al Green, og mens hans vidunderlige soulsang virkelig er værd at skrive hjem om, har det lidt mere af en psykotisk charme, når man får den gennem Talking Heads. I løbet af sangen prøver Byrne at efterligne Greens ømme vokal på bestemte punkter, og det virker virkelig godt som kontrast til de store råb, han kommer med på andre steder i sangen, og det står nok i endnu skarpere kontrast til vildskaben og vreden, der lægges i musikken mod slutningen. More Songs About Buildings and Food handler ikke specielt meget om bygninger eller mad, men det er rigtig godt alligevel. Det er en virkelig sjov, dynamisk plade, som er mange gennemlytninger værd.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som SingaporeClap HandsCemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.

398 – The Temptations – Anthology (1995)

I 1960 blev en R&B-vokalgruppe ved navn The Elgins dannet. Den bestod af fem smukke unge mænd ved navn Otis Williams, Elbridge “Al” Bryant, Melvin Franklin, Eddie Kendricks, og Paul Williams, alle ganske dygtige sangere. Det legendariske pladeselskab Motown skrev i 1961 kontrakt med disse unge mennesker, og navnet blev hurtigt ændret til The Temptations. Disse gutter var trods mange udskiftninger blandt medlemmer vældig populære igennem 60’erne og 70’erne, og i 1973 blev nogle af deres største hits opsamlet på pladen Anthology. Denne plade er senere kommet i nyere udgaver i 1986 og 1995. I dag snakker jeg om 1995-udgaven, hvorpå man selvfølgelig stadig kan finde alle de største klassikere, heriblandt My GirlPapa Was A Rollin’ StoneJust My ImaginationGet ReadyAin’t Too Proud to BegThe Way You Do the Things You Do og Cloud Nine. Der er dog hele 46 numre på pladen, så naturligvis er ikke alle lige fantastiske. Overraskende få er dog dårlige. Jovist, der er et par stykker, men Temptations havde et overraskende højt niveau på singlerne hele vejen gennem karrieren.

Pladen er opstillet kronologisk, og det kunne selvfølgelig let have været et problem, hvis de havde holdt sig alt for meget til den samme slags musik i bestemte perioder, men det har de faktisk ikke. Kun første halvdel af første disk består af noget lidt ensartet pop-soul inspireret af Smokey Robinson. Der er dog stadig en hel del fremragende numre herpå, selvom de næsten alle sammen indeholder ord som “Love”, “Girl” eller “Baby” i titlen. Første disk rammer dog mod midten et virkelig en stribe af vidunderlige popmelodier, og anden halvdel er meget varieret, med alle mulige forskellige afskygninger af R&B på sig. Så stikker man anden disk i, og det er næsten helt utroligt, hvor godt det så begyndte at gå. Personligt foretrækker jeg funk og disco over soul til næsten enhver tid, og selvom de havde prøvet funk før, var de vist for alvor kommet i rette hænder, da de udgav Cloud Nine i 1968. Derfra blev deres musik meget mere funky, måske endda en smule psykedelisk, og deres stemmer passer fuldstændig perfekt til denne vilde, energiske, dynamiske genre.

Det der virkelig overraskede mig positivt var, at Temptations rent faktisk ikke begyndte at stinke, som 70’erne løb hurtigt afsted. Deres kvindelige modstykke i the Supremes kunne slet, slet ikke følge med tiden, og medlemsudskiftninger var noget af det værste, de blev udsat for. Begge disse ting klarede the Temptations virkelig godt, så selv fra 80’erne kan man finde nogle ret fede sange. Det store problem ved Anthology ender bare med at være, at den er 2½ time lang. Og det er rigtig lang tid, så man skal være ret forelsket i Temptations, hvis man vil lytte til denne plade. Ellers er der mange andre opsamlinger, der kan anbefales, heriblandt The Ultimate Collection, og hvis man er mere til én æra af the Temptations end en anden, kan man prøve at lytte til henholdsvis The Early Classics og Psychedelic Soul. Dog er Anthology slet ikke en ringe opsamling. Hvis du bare ikke kan få nok af gruppen, er det bare det rene guf, men hvis du aldrig har været den store fan, skal du nok ikke gå hertil for at blive overbevist.