Talking Heads udmærkede sig i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne virkelig med deres legesyge pop-rock, der formåede at finde en perfekt middelvej mellem syrede Brian Eno og mere folkellige navne som 10cc og Steve Miller. De rammer allerede plet med deres første plade, Talking Heads: 77 fra, du gættede det, 1977. Herpå får man først og fremmest deres klassiske single Psycho Killer, men der er skam mere end blot det at komme efter. F.eks. er der det sjove åbningsnummer, Uh-Oh, Love Comes to Town, der danner et godt grundlag for at kunne forstå gruppen. De er sjove, de er på overfladen ikke specielt seriøse, men de er virkelig dygtige sangskrivere, og der er faktisk meget at dykke ned i. Og som albummet fortsætter, bliver det sidste, jeg sagde, virkelig tydeligt. Sangskrivningen er rigtig unik, og dette kan man takke forsanger og guitarist David Byrne for. Han har skrevet næsten hele pladen på egen hånd, lige med undtagelse af Psycho Killer, som han skrev sammen med trommeslager Chris Frantz og bassist Tina Weymouth.

Nogle gange kritiserer jeg albums for, at de ikke hænger særlig godt sammen eller udnytter albumformatet særlig godt. Det gør Talking Heads: 77 dog, og det gør den med stil. Det starter uskyldigt nok med Uh-Oh, Love Comes to Town, og som albummet bevæger sig fremad, bliver hele lyduniverset mere og mere sindssygt. Det betyder dog slet ikke, at alle højdepunkterne findes til sidst. Sagen er nemlig, at Talking Heads bevæger sig meget vidt omend balanceret rundt i hele følelsesspektret i løbet af albummet. Som pladen går fremad bliver følelserne bare mere komplicerede og enorme. Det store klimaks kommer da med de fuldkommen maniske sange Psycho Killer og Pulled Up. Det er en interessant dynamik, og albummet føles derfor meget levende. Det er nærmest som at se en virkelig god dramatisk film, så nærværende er det. Udover sangskrivningen er David Byrnes indlevning også helt fantastisk, og det gør det hele meget reelt.

Men noget af det bedste ved gruppen er, at det ikke er så artsy-fartsy igen. Det minder faktisk i grunden ret meget om punk-musik, selv på de lystigere numre. Der er masser af punket attitude i instrumentationen. Det er noget mere kompliceret at spille, men man kan let mærke deres rødder i punkgenren. De er vilde og uregerlige, og man ved aldrig rigtig, hvor man har dem. Der er dog også meget pop over deres sange. De er alle utroligt fængende. Jeg kan stort set ikke tælle hvor mange gange, jeg har sunget med på sange som Happy Day, Don’t Worry About the Government eller selvfølgelig Psycho Killer. Tekstuniverset på Talking Heads: 77 er også noget for sig. De kaldte deres næste plade for More Songs About Buildings and Food, og det er faktisk ikke helt upassende, for sådanne ting er ikke meget ulig det, du rent faktisk ville kunne finde på Talking Heads: 77. Der bliver gået godt op i banaliteter og ligegyldigheder, og det skaber et smukt, levende univers. At være i selskab med David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison er altid dejligt, og Talking Heads: 77 er et af deres bedste albums.