I 1960 blev en R&B-vokalgruppe ved navn The Elgins dannet. Den bestod af fem smukke unge mænd ved navn Otis Williams, Elbridge “Al” Bryant, Melvin Franklin, Eddie Kendricks, og Paul Williams, alle ganske dygtige sangere. Det legendariske pladeselskab Motown skrev i 1961 kontrakt med disse unge mennesker, og navnet blev hurtigt ændret til The Temptations. Disse gutter var trods mange udskiftninger blandt medlemmer vældig populære igennem 60’erne og 70’erne, og i 1973 blev nogle af deres største hits opsamlet på pladen Anthology. Denne plade er senere kommet i nyere udgaver i 1986 og 1995. I dag snakker jeg om 1995-udgaven, hvorpå man selvfølgelig stadig kan finde alle de største klassikere, heriblandt My Girl, Papa Was A Rollin’ Stone, Just My Imagination, Get Ready, Ain’t Too Proud to Beg, The Way You Do the Things You Do og Cloud Nine. Der er dog hele 46 numre på pladen, så naturligvis er ikke alle lige fantastiske. Overraskende få er dog dårlige. Jovist, der er et par stykker, men Temptations havde et overraskende højt niveau på singlerne hele vejen gennem karrieren.
Pladen er opstillet kronologisk, og det kunne selvfølgelig let have været et problem, hvis de havde holdt sig alt for meget til den samme slags musik i bestemte perioder, men det har de faktisk ikke. Kun første halvdel af første disk består af noget lidt ensartet pop-soul inspireret af Smokey Robinson. Der er dog stadig en hel del fremragende numre herpå, selvom de næsten alle sammen indeholder ord som “Love”, “Girl” eller “Baby” i titlen. Første disk rammer dog mod midten et virkelig en stribe af vidunderlige popmelodier, og anden halvdel er meget varieret, med alle mulige forskellige afskygninger af R&B på sig. Så stikker man anden disk i, og det er næsten helt utroligt, hvor godt det så begyndte at gå. Personligt foretrækker jeg funk og disco over soul til næsten enhver tid, og selvom de havde prøvet funk før, var de vist for alvor kommet i rette hænder, da de udgav Cloud Nine i 1968. Derfra blev deres musik meget mere funky, måske endda en smule psykedelisk, og deres stemmer passer fuldstændig perfekt til denne vilde, energiske, dynamiske genre.
Det der virkelig overraskede mig positivt var, at Temptations rent faktisk ikke begyndte at stinke, som 70’erne løb hurtigt afsted. Deres kvindelige modstykke i the Supremes kunne slet, slet ikke følge med tiden, og medlemsudskiftninger var noget af det værste, de blev udsat for. Begge disse ting klarede the Temptations virkelig godt, så selv fra 80’erne kan man finde nogle ret fede sange. Det store problem ved Anthology ender bare med at være, at den er 2½ time lang. Og det er rigtig lang tid, så man skal være ret forelsket i Temptations, hvis man vil lytte til denne plade. Ellers er der mange andre opsamlinger, der kan anbefales, heriblandt The Ultimate Collection, og hvis man er mere til én æra af the Temptations end en anden, kan man prøve at lytte til henholdsvis The Early Classics og Psychedelic Soul. Dog er Anthology slet ikke en ringe opsamling. Hvis du bare ikke kan få nok af gruppen, er det bare det rene guf, men hvis du aldrig har været den store fan, skal du nok ikke gå hertil for at blive overbevist.