485 – Loretta Lynn – All Time Greatest Hits (2002)

Loretta Lynn er en af de mest roste countrysangerinder nogensinde, og hvis man vil høre hende, skal man nok helst finde sig et opsamlingsalbum. Hendes største hits fra 1964-78 blev i 2002 samlet på All Time Greatest Hits. Nu har jeg jo mine små problemer med countrymusik, så næsten uanset hvor god hun nu engang er, eller hvor stor betydning hun har haft for genren, så har jeg stadig svært ved at værdsætte hende. Så jeg vil starte med at snakke lidt om noget af det, jeg rent faktisk godt kan lide ved albummet: For det første er det, hvis vi kun ser på det som en opsamling, rigtig godt udvalgt. Jeg føler ikke, at nogle af Lynns mest kendte numre mangler, og det er generelt godt sammensat, så selv jeg, der jo ellers har mine problemer med country sagtens kan lytte alle 22 numre igennem. Jeg synes ikke selv, at Lynn varierer meget fra nummer til nummer, men der er sørget godt for, at to numre, der lyder alt for ens, aldrig kommer efter hinanden på All Time Greatest Hits.

Loretta Lynn er også en ganske god sangskriver. Desværre har hun ikke skrevet så mange af sangene på opsamlingen igen, men når hun gør, mærker man, at hun virkelig har noget at sige. Fist City handler f.eks. om Lynns tidligere mand, der er hende utro og oven i købet mishandler både hende og de andre kvinder, når nu han er i gang. Sangen er udformet som en advarsel, og den blev i sin tid bandlyst fra mange radiostationer, da dens tekst blev ret kontroversiel. Det behøver ikke at blive så slemt igen, før hendes tekst dog bliver interessant, men hendes bedste numre har alle til fælles, at hun selv helt eller delvist har skrevet dem. Selv før jeg vidste dette, syntes jeg at numre som Rated X og Coal Miner’s Daughter føltes mere reelle og nærværende end resten, så når hun er involveret, er det rigtig tydelig. Desværre er der dog kun 5 af dem i alt blandt de 22 numre på pladen. 5 andre numre er duetter med Conway Twitty, og dem har jeg noget sværere ved at holde ud. De er rigtig corny, og selvom begge er karismatiske personligheder, føles deres samspil bare så utrolig falsk og overfladisk.

Det største problem ved Loretta Lynn er det samme som for de fleste andre countrymusikere, nemlig lyden. Det lyder bare så ensartet, hvis du spørger mig. Jeg har svært ved at huske det meste af musikken, den føles kønsløs, og end ikke på sange med så tunge, hårdtslående tekster som Fist City eller Rated X kan jeg mærke en på nogen måde tilsvarende styrke i melodien. Når Lynn ikke selv har skrevet teksten, kunne man let risikere at teksten blev corny som bare pokker, men det sker heldigvis kun på duetterne. Nogle få af dem har rigtig gode tekster, der sagtens kan måle sig med Lynns, men de fleste er bare lige så lette at glemme som melodierne er. Hvis du er til gammeldags country, så er Loretta Lynn jo en klassisk sangerinde, som du nok bør lytte til, men for mig personligt, gjorde hun ikke meget specielt i løbet af de sangene på All Time Greatest Hits. Albummet indeholder til gengæld meget af det, hun er blevet berømt for – både på godt og ondt – så det er en god introduktion til Lynn, og hvis du ikke kan lide noget på det album, finder du næppe meget interessant i resten af hendes diskografi.