433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.

436 – Brian Eno – Here Come the Warm Jets (1974)

Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.

Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.

Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.