Tag-arkiv: Brian Eno

Nyheder: Juni 2014

Udgivet den af
Svar

Så har årets sjette måned åbnet sin dør, og for fanden, jeg er spændt. Ikke alene er jeg blevet optaget på Sankt Annæ Gymnasium, som jeg skal starte på til august, jeg er også kommet halvvejs gennem Rolling Stone-listen, og jeg har vundet 6 cd’er, en vinyl og en T-shirt gennem P6 Beat. Jeg har taget en lille pause fra forberedelserne til afgangsprøverne, og her vil jeg fortælle jer om mit musikliv. I den kommende måned står det bl.a. på NorthSide, hvor jeg forhåbentlig skal få mig en masse fede koncertoplevelser gennem navne som Arcade Fire, Pixies, The National og Queens of the Stone Age. Før det skal jeg dog se Kvelertak i Lille Vega, og jeg kan klart anbefale at lytte til dem, hvis du er en fan af heavy metal – de har en sjov stil, der er helt deres egen, og så trænger de til mere popularitet.

The Vinyl Countdown, mit radioprogram på Rockkanalen kører sideløbende med bloggen, men her på bloggen vil I naturligvis få anmeldelserne først. Jeg fejrede i onsdags denne halvvejs-milepæl ved at spille en masse numre, jeg ellers ikke havde haft mulighed for at spille. Jeg glæder mig enormt meget til de næste 50 afsnit. Det er skønt at lave, og hvis man vil høre det, så tænd for Rockkanalen hver onsdag kl. 17. Hvis dette ikke er muligt, bliver mit program genudsendt hver søndag kl. 15.

Bibzoom fortjener en større ros denne måned end nogensinde før. De har nu udgivet ikke blot i alt 100 anmeldelser fra min hånd, de har også interviewet mig i den anledning:
Interview med mig
Bob Dylan – Time out of Mind
The Doors – Strange Days
Sinéad O’Connor – I Do Not Want What I Haven’t Got
PJ Harvey – Rid of Me
The Clash – Sandinista
Big Star – Radio City
Lynyrd Skynyrd – (Pronounced ‘Lĕh-‘nérd ‘Skin-‘nérd)
Nas – Illmatic

Som altid vil jeg afslutte et af disse indlæg med en liste over de kommende albums, jeg glæder mig mest til i denne måned:

  1. Jack White – Lazeretto
  2. Lower – Seek Warmer Climes
  3. The Antlers – Familiars
  4. First Aid Kit – Stay Gold
  5. Parquet Courts – Sunbathing Animal
  6. Dub Thompson – 9 Songs
  7. Clipping. – CLPPNG
  8. Bob Mould – Beauty & Ruin
  9. Eno Hyde – High Life
  10. Blaue Blume – Beau & Lorette

Nyheder: Maj 2014

Udgivet den af
Svar

Glædelig 1. maj alle sammen. Jeg har haft en fantastisk dag, hvor jeg har været i fælledparken, set Debatten live og mødt Bubber. Han er en ganske flink fyr, og han gav endda vennerne og mig en autograf. Bedre bliver det næsten ikke. Nå, men musik er vel det vigtigste. Vigtigst af alt, så er bloggen oppe at køre igen. I vil få alle anmeldelserne her, før de kommer i radioen, og i kan rigtig glæde jer til en masse guf. Jeg har ikke planlagt nogen koncerter denne kommende måned, men det betyder jo ikke, at jeg ikke skal til én. F.eks. så jeg den forgangne måned forholdsvis spontant Wire Hype og Burn the Preacher på Rust, og det var en virkelig hyggelig oplevelse.

The Vinyl Countdown, mit radioprogram på Rockkanalen, er stadig i levende live, og jeg glæder mig sindssygt meget til, at jeg her i maj vil kunne sige, at jeg har gang i afsnit nr. 50, hvor jeg vil være halvvejs med Rolling Stone-listen. I løbet af denne måned vil bloggen forhåbentligt se top 15-lister over navne til henholdsvis Roskilde Festival og NorthSide. Glæd jer!

Bibzoom er stadig flinke til at lægge mine anmeldelser op på deres side. I løbet af denne måned vil jeg kunne fejre et jubilæum, idet de vil have lagt 100 anmeldelser op fra mig. Det er ret stort, og mon ikke, der så følger en lille overraskelse med? Disse anmeldelser lagde Bibzoom op i april:
Tom Waits – Mule Variations
Van Halen – Van Halen
James Brown – 20 All-Time Greatest Hits
The Go-Go’s – Beauty and the Beat
Massive Attack – Mezzanine
Minutemen – Double Nickels on the Dime
Wire – Pink Flag
Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard

Og selvfølgelig skal denne måneds nyhedssektion også afsluttes med en top 10 over albums, jeg ser frem til denne måned:

  1. Swans – To Be Kind
  2. tUnE-yArDs – Nikki Nack
  3. The Black Keys – Turn Blue
  4. The Brian Jonestown Massacre – Revelation
  5. The Roots – … And Then You Shoot Your Cousin
  6. Eno Hyde – Someday World
  7. The Horrors – Lumnious
  8. Atmosphere – Southsiders
  9. Badbadnotgood – III
  10. Lykke Li – I Never Learn

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Udgivet den af
Svar

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.

436 – Brian Eno – Here Come the Warm Jets (1974)

Udgivet den af
Svar

Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water“ – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.

Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.

Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.