Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.