Tag-arkiv: Elvis Costello & the Attractions

166 – Elvis Costello & the Attractions – Imperial Bedroom (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Elvis Costello rigtig højt. Han har givet os mange fremragende albums, og hans musikalske udfoldelser strækker sig over en bred vifte af stilarter. Han startede i slutningen af 70’erne med en meget punk-præget lyd, og da vi i 1982 ramte udgivelsen af albummet Imperial Bedroom, var næsten ethvert spor af punkmusik forsvundet til fordel for storladen barok instrumentation. Arrangementerne på alle sange er store og flotte, hvilket står i smuk kontrast til Costellos spydige og sarkastiske stemme. Det er svært at nævne numre, der især udmærker sig, for de fleste er virkelig flot arrangeret og produceret, men en af mine personlige favoritter er Human Hands, hvor et af de væsentligste instrumenter er et klaver, men lyden udvikler sig hele tiden. Jeg bliver afsindigt glad, når det nummer er i gang. Jeg er også ellevild med Tears Before Bedtime, der især under omkvædet minder meget om noget fra David Bowie-albums som Station to Station eller Low. Dette er nok især grundet nogle skæve vokalarrangementer. Meget af denne flotte instrumentation kan vi takke Steve Nieve for. Han spiller ikke blot akkordeon, cembalo, klaver og orgel samt arrangementer af både stryger- og blæserensembler.

På grund af disse sjove og flotte arrangementer, får hele Imperial Bedroom en flot grad af uforudsigelighed. Der kommer altid et eller andet, man ikke lige forventer. Om det er et par få toner fra nogle messingblæsere, et pludseligt vokal-overdub, eller bare en guitarsolo af den lidt mere spøjse slags, så sidder man med spidsede øren og venter den næste lille instrumentale genistreg. Sangene er også konstrueret på mange forskellige måder. Nogle er bare omkvæd og vers, men f.eks. Beyond Belief har et mildt crescendo i løbet af første halvandet minut, der så leder op til noget, der ligner et omkvæd, men det er langt fra simpelt at skildre, hvilken slags bestanddele, der i det hele taget er tale om. Og det er også et meget helstøbt album. Der er intet nummer, der stikker ud som den oplagte single, ingen Pump It Up, ingen Alison. Og det er ikke fordi numrene ikke er kommercielt anlagte, og der blev da udgivet to singler, Man Out of Time og You Little Fool. Der er i mine øjne intet, der gør disse to sange mere oplagte singler end Human Hands eller …And in Every Home.

Man kan virkelig ikke finde ét eneste nummer, der ikke holder den høje standard, der er sat. På visse andre Costello-albums er der nogle få numre, der godt kan blive trættende på gentagne gennemlytninger, f.eks. Sunday’s Best og Less Than Zero, men intet nummer har på Imperial Bedroom sådan en effekt på mig, og der er endda flere sange end på de fleste Costello-plader. Imperial Bedroom er også mærkbart længere end Costellos tidligere værker med sine hele 50 minutter, men det kan slet ikke mærkes. Det er der mange årsager til; den generelt høje kvalitet, den store soniske variation og generelt god albumstruktur er nok de væsentligste. Jeg elsker virkelig, hvordan albummet udvikler sig, især hvor godt den intense opbygning på Beyond Belief får lov til at introducere albummet. Den melankolske og diskrete Town Cryer fungerer ligeledes godt til at runde pladen af. De resterende numre er da en ren rutsjebanetur gennem lyd og følelser. Imperial Bedroom er en fænomenalt god plade, som bare bliver bedre for hver gennemlytning. Elvis Costello er en genial musiker, og Imperial Bedroom er noget af det mest geniale, han har lavet.

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.