Jeg elsker Elvis Costello rigtig højt. Han har givet os mange fremragende albums, og hans musikalske udfoldelser strækker sig over en bred vifte af stilarter. Han startede i slutningen af 70’erne med en meget punk-præget lyd, og da vi i 1982 ramte udgivelsen af albummet Imperial Bedroom, var næsten ethvert spor af punkmusik forsvundet til fordel for storladen barok instrumentation. Arrangementerne på alle sange er store og flotte, hvilket står i smuk kontrast til Costellos spydige og sarkastiske stemme. Det er svært at nævne numre, der især udmærker sig, for de fleste er virkelig flot arrangeret og produceret, men en af mine personlige favoritter er Human Hands, hvor et af de væsentligste instrumenter er et klaver, men lyden udvikler sig hele tiden. Jeg bliver afsindigt glad, når det nummer er i gang. Jeg er også ellevild med Tears Before Bedtime, der især under omkvædet minder meget om noget fra David Bowie-albums som Station to Station eller Low. Dette er nok især grundet nogle skæve vokalarrangementer. Meget af denne flotte instrumentation kan vi takke Steve Nieve for. Han spiller ikke blot akkordeon, cembalo, klaver og orgel samt arrangementer af både stryger- og blæserensembler.

På grund af disse sjove og flotte arrangementer, får hele Imperial Bedroom en flot grad af uforudsigelighed. Der kommer altid et eller andet, man ikke lige forventer. Om det er et par få toner fra nogle messingblæsere, et pludseligt vokal-overdub, eller bare en guitarsolo af den lidt mere spøjse slags, så sidder man med spidsede øren og venter den næste lille instrumentale genistreg. Sangene er også konstrueret på mange forskellige måder. Nogle er bare omkvæd og vers, men f.eks. Beyond Belief har et mildt crescendo i løbet af første halvandet minut, der så leder op til noget, der ligner et omkvæd, men det er langt fra simpelt at skildre, hvilken slags bestanddele, der i det hele taget er tale om. Og det er også et meget helstøbt album. Der er intet nummer, der stikker ud som den oplagte single, ingen Pump It Up, ingen Alison. Og det er ikke fordi numrene ikke er kommercielt anlagte, og der blev da udgivet to singler, Man Out of Time og You Little Fool. Der er i mine øjne intet, der gør disse to sange mere oplagte singler end Human Hands eller …And in Every Home.

Man kan virkelig ikke finde ét eneste nummer, der ikke holder den høje standard, der er sat. På visse andre Costello-albums er der nogle få numre, der godt kan blive trættende på gentagne gennemlytninger, f.eks. Sunday’s Best og Less Than Zero, men intet nummer har på Imperial Bedroom sådan en effekt på mig, og der er endda flere sange end på de fleste Costello-plader. Imperial Bedroom er også mærkbart længere end Costellos tidligere værker med sine hele 50 minutter, men det kan slet ikke mærkes. Det er der mange årsager til; den generelt høje kvalitet, den store soniske variation og generelt god albumstruktur er nok de væsentligste. Jeg elsker virkelig, hvordan albummet udvikler sig, især hvor godt den intense opbygning på Beyond Belief får lov til at introducere albummet. Den melankolske og diskrete Town Cryer fungerer ligeledes godt til at runde pladen af. De resterende numre er da en ren rutsjebanetur gennem lyd og følelser. Imperial Bedroom er en fænomenalt god plade, som bare bliver bedre for hver gennemlytning. Elvis Costello er en genial musiker, og Imperial Bedroom er noget af det mest geniale, han har lavet.