65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

292 – The Velvet Underground – White Light/White Heat (1968)

Hvis du så meget som bare nævner The Velvet Underground i min nærhed, kan du gøre mig usandsynligt glad. Min yndlingssang af den eksperimentelle gruppe er en 17 minutter lang protopunk-sang ved navn Sister Ray. Den findes på gruppens anden plade, White Light/White Heat fra 1968. Denne plade åbner med et titelnummer, der blander noget af den mest støjende rockmusik, man kunne finde dengang med en meget blues-inspireret melodi og backingvokalister, der mest af alt lyder af doo-wop. Det er ikke den bedste lydkvalitet i verden, men det lægger flot grund for det, pladen kommer til at være. Det andet nummer, The Gift, har meget støjende instrumentation i højre speaker og spoken word læst op af bandets bassist, bratschist og organist, John Cale, i den venstre. John Cales stemme er i modsætning til musikken meget rolig, hvilket får begge til at springe ud. Han fortæller en virkelig morsom historie, som jeg helst ikke vil afsløre slutningen på, men jeg vil da fortælle, at det handler om en mand, der sender sig selv med posten.

Albummet fortsætter stærkt med det tredje nummer, Lady Godiva’s Operation. Denne sang formår på en eller anden sær måde at være både stille og larmende, i instrumentation såvel som sang. De går begge meget fint frem og tilbage mellem det så hurtigt, at det føles som om, det sker på en og samme tid. Sangen virker meget simpel omend excentrisk i starten, men som tiden går, bliver den mere og mere bindegal, især i vokalen, men instrumentationen udvikler sig også. Det er interessant, at så meget kan ske, for melodien er uhyre simpel. En ligeledes simpel melodi er den efterfølgende Here She Comes Now, der også starter meget stille ud. Den er mere diskret end Lady Godiva’s Operation i sin udvikling, men den er der skam. Det er en virkelig fed melodi, og gruppens excentricitet er virkelig tydelig her. Den fungerer måske bedre i kontekst, end den gør på egen hånd, men den er stadig et eksempel på fantastisk sangskrivning. På albummet markerer den som albummets uden tvivl roligste sang overgangen mellem en rolig omend stadig støjende første halvdel, og det støjorgie, der er anden halvdel.

Lige fra første tone på I Heard Her Call My Name er der dømt støj for fuld skrue. Det er støjende i starten, og det bliver helt vanvittigt, som den skrider fremad. Efter det første minut, hvor der er sang, der kører efter en egentlig melodi, så går det brat over i en kort guitarsolo på et halvt minut. Så kommer endnu et decideret vers, men så går den igen brat over i en støjende guitarsolo, der varer halvdelen af sangen, over 2 minutter. Men det er ikke langt, og det er ikke støjende, hvis man sammenligner det med afslutningsnummeret, den efter min mening bedste sang på pladen. Sangen hedder som tidligere sagt Sister Ray og varer over 17 minutter. Den kører næsten hele vejen igennem på et meget simpelt riff, og det hele er dejligt distorteret og støjende. Teksten handler om vold, stoffer, homoseksualitet og transvestitter, og med linjer som “She’s busy sucking on my ding-dong” og vilde orgelsoloer, der bare overfalder hinanden. Det er et fantastisk nummer, men jeg indrømmer at det langt fra er noget for alle. Det er dog noget for mig, og det er en væsentlig del af årsagen til, at White Light/White Heat er en fantastisk plade.

314 – The Velvet Underground – The Velvet Underground (1969)

Der er virkelig få bands, jeg elsker mere end the Velvet Underground, og noget af det bedste ved dem er, at hvert album er en fuldkommen ny idé, der ikke minder om deres tidligere plader. Den første, The Velvet Underground & Nico var en smuk, artistisk og også ganske syret plade, hvor bratschen spillede en enorm rolle. Den anden, White Light/White Heat var mere simpel og rå i sin lyd, og den ville være en af de væsentligste faktorer i skabelsen af punkgenren. Deres tredje plade, der simpelt nok bare hedder The Velvet Underground er for det meste en rimelig simpel, næsten poppet plade, hvor instrumentationen generelt er rigtig let at følge med i, og der er kun et enkelt nummer på over 6 minutter her. Bandet var helt nede på jorden og lette at tage og føle på, og derfor var fokus i høj grad på bare at skrive gode tekster og melodier. Og det gjorde de om noget. Der er ikke en eneste sang på hele pladen, der ikke har en stor betydning for helheden, og de er meget forskellige. Ganske vist har mange nogenlunde samme instrumentation og tempo, men wow, stemning og sangskrivning fungerer vidunderligt for dem alle.

The Velvet Underground er en meget følsom plade meget af tiden. Det er selvfølgelig let nok at sige om de tristere, langsommere numre, f.eks. Candy SaysPale Blue Eyes, Jesus og I’m Set Free, men hele pladen har virkelig nogle deprimerede undertoner. Beginning to See the Light er ganske vist en forholdsvis energisk sang, men den virker ikke spor glad. Den virker mere som om, den prøver at overbevise sig selv om, at det hele ikke er så skidt igen. Man kan også bare kigge på titlen; den ville ikke hedde Beginning to See the Light hvis lyset nu hele tiden havde været der, så der har uden tvivl været mørke tidligere. Forsanger Lou Reeds stemme bærer meget af pladen. Han er ikke den stærkeste vokalist i verden, nej langt fra. Han virker faktisk næsten altid som om, han er ved at bukke under. Det kunne måske være fordi han har svært ved at ramme tonerne, men det giver albummet en virkelig smuk og følsom lyd. Man får ekstremt meget medlidenhed med Reed, og albummet bliver da til meget mere end bare en samling sange.

Noget af det, der gjorde The Velvet Underground bemærkelsesværdige i første omgang, var deres særhed og deres mod på at udfordre rockmusikkens normer. Man kunne lidt forvente, at de ikke ville gøre det her, og der ville som sådan ikke være noget galt i at holde sig til de simplere sange. Det gør de dog alligevel, og de er som altid skønne. Lou Reed kommer som altid med nogle spøjse vendinger, f.eks. “Put jelly on your shoulder” på nummeret Some Kinda Love, men han bliver for syret, når noget sært sker rent musikalsk. Der er i løbet af hele albummet små musikalske særheder, der bygger op mod det, men intet kan reelt måle sig med de to sidste numre, hvad angår særhed. Det første af disse, The Murder Mystery, der er 8 minutter lang, består i løbet af meget af sangen af to stemmer, der siger forskellige ting, og man kan derfor ikke høre, det der bliver sagt, men musikalsk bliver det rigtig kaotisk. Omkvædet bliver sunget af deres dygtige trommeslager Moe Tucker, der skaber meget stemning. Og efter dette lange musikkaos, så afsluttes albummet ironisk nok virkelig uskyldigt med After Hours, der er en virkelig sød lille sang. Det er ganske vist et antiklimaks, men det er et så ekstremt antiklimaks, at det faktisk virker, og især når vi snakker om en plade som The Velvet Underground.

415 – Van Halen – Van Halen (1978)

Van Halen debuterede i 1978 med en eponym plade, og det var virkelig noget af en debut. Den starter med den klassiske Runnin’ With the Devil. I dag kunne man let tænke, at det ikke var andet end en sjov hair-metal-sang, men i 1978 var det en rockrevolution. Hair-metal var slet ikke begyndt at være et begreb endnu. Hvem var tættest på at lave det? Kiss? Aerosmith? Alice Cooper? Van Halen var virkelig dem, der fik skabt denne form for musik, og Runnin’ With the Devil kunne meget vel være den første sang i genren. Og hvem begynder ikke af og til at synge med på dens fængende omkvæd? Det andet nummer, Eruption, er bare en næsten to minutter lang guitarsolo, og det er måske den bedste guitarsolo nogensinde. Deres guitarist, Eddie Van Halen, er nok den bedste rockguitarist nogensinde, der hverken har spillet i Yardbirds eller hedder Jimi Hendrix. Efter dette får vi et rigtig godt cover af Kinks-sangen You Really Got Me. Det er i grunden bare en hårdere udgave, hvor Eddie Van Halen gør nogle vilde ting på guitaren, men det virker rigtig godt, og det er ret let at smile af.

Striben af klassiske numre fortsætter med Ain’t Talkin’ Bout Love. Det er igen et rigtig sjovt nummer, og det er et, hvor dynamikken er helt i top. Den har rigtig spøjse vendinger, der fanger min interesse som lytter. Den tager sig selv seriøst nok, til at den føles overbevisende, men ikke så seriøst, at den ikke er sjov mere. Den efterfølgende I’m the One er ikke en af pladens mest kendte sange, men den er nu også rigtig sjov, og Eddie opfører nogle af pladens bedste soloer på den. Desværre er guitaren ikke mixet så højt her, så det kan være svært at høre, hvor imponerende, det i grunden er. Og den doo-wop-inspirerede del mod slutningen er også ret morsom. Jamie’s Cryin’ er et af pladens hårdeste numre. Det er rigtig fængende, og Eddie er som altid ganske imponerende. Sangens struktur er rigtig god, men overgangende fra A- til B-stykker kunne godt have været bedre, og så er det et af de numre, der lyder bedst, når David Lee Roth ikke synger. Atomic Punk er også i den hårdere ende, og den har faktisk et godt snært af Black Sabbath i sig. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var et cover af en Sabbath-sang.

Desværre forholder det sig ikke sådan, at albummet konsekvent er lige pragtfuldt. Det meste af guffet sidder i forenden af pladen. Feel Your Love Tonigher egentlig en ret kedelig kærlighedssang. Den er repetetiv, kedelig, og den prøver på at ramme hårdt så ofte, at hooken bare ender med at være trættende. Sangen minder mig lidt om George Harrisons I’ve Got My Mind Set On You, og det er alene en god grund, til at den ikke burde være endt på pladen. Little Dreamer er i fuldstændig den modsatte. Little Dreamer er heller ikke noget fantastisk, men der er da nogle gode elementer, her især stemningen og guitaren. Melodien er bare ikke noget specielt. De viser dog igen, at de har meget at byde på med deres cover af den gamle bluessang Ice Cream Man. Den starter bare som en akustisk bluessang, og David Lee Roth er som sædvanlig en ren charmetrold. Nummeret udvikler sig til en sædvanlig Van Halen-sang, og her finder man det, jeg ville kalde pladens næstbedste guitarsolo. Afslutningsnummeret, On Fire, er også rigtig godt. Det var et godt valg, at dette skulle afslutte albummet, for der er masser af fylde og fut i det nummer. Van Halen er en plade, som især kan anbefales til fans af poprock og heavy metal, men så sandelig også til andre, for i begge genrer var den banebrydende, og den holder ret godt.