Der er virkelig få bands, jeg elsker mere end the Velvet Underground, og noget af det bedste ved dem er, at hvert album er en fuldkommen ny idé, der ikke minder om deres tidligere plader. Den første, The Velvet Underground & Nico var en smuk, artistisk og også ganske syret plade, hvor bratschen spillede en enorm rolle. Den anden, White Light/White Heat var mere simpel og rå i sin lyd, og den ville være en af de væsentligste faktorer i skabelsen af punkgenren. Deres tredje plade, der simpelt nok bare hedder The Velvet Underground er for det meste en rimelig simpel, næsten poppet plade, hvor instrumentationen generelt er rigtig let at følge med i, og der er kun et enkelt nummer på over 6 minutter her. Bandet var helt nede på jorden og lette at tage og føle på, og derfor var fokus i høj grad på bare at skrive gode tekster og melodier. Og det gjorde de om noget. Der er ikke en eneste sang på hele pladen, der ikke har en stor betydning for helheden, og de er meget forskellige. Ganske vist har mange nogenlunde samme instrumentation og tempo, men wow, stemning og sangskrivning fungerer vidunderligt for dem alle.

The Velvet Underground er en meget følsom plade meget af tiden. Det er selvfølgelig let nok at sige om de tristere, langsommere numre, f.eks. Candy Says, Pale Blue Eyes, Jesus og I’m Set Free, men hele pladen har virkelig nogle deprimerede undertoner. Beginning to See the Light er ganske vist en forholdsvis energisk sang, men den virker ikke spor glad. Den virker mere som om, den prøver at overbevise sig selv om, at det hele ikke er så skidt igen. Man kan også bare kigge på titlen; den ville ikke hedde Beginning to See the Light hvis lyset nu hele tiden havde været der, så der har uden tvivl været mørke tidligere. Forsanger Lou Reeds stemme bærer meget af pladen. Han er ikke den stærkeste vokalist i verden, nej langt fra. Han virker faktisk næsten altid som om, han er ved at bukke under. Det kunne måske være fordi han har svært ved at ramme tonerne, men det giver albummet en virkelig smuk og følsom lyd. Man får ekstremt meget medlidenhed med Reed, og albummet bliver da til meget mere end bare en samling sange.

Noget af det, der gjorde The Velvet Underground bemærkelsesværdige i første omgang, var deres særhed og deres mod på at udfordre rockmusikkens normer. Man kunne lidt forvente, at de ikke ville gøre det her, og der ville som sådan ikke være noget galt i at holde sig til de simplere sange. Det gør de dog alligevel, og de er som altid skønne. Lou Reed kommer som altid med nogle spøjse vendinger, f.eks. “Put jelly on your shoulder” på nummeret Some Kinda Love, men han bliver for syret, når noget sært sker rent musikalsk. Der er i løbet af hele albummet små musikalske særheder, der bygger op mod det, men intet kan reelt måle sig med de to sidste numre, hvad angår særhed. Det første af disse, The Murder Mystery, der er 8 minutter lang, består i løbet af meget af sangen af to stemmer, der siger forskellige ting, og man kan derfor ikke høre, det der bliver sagt, men musikalsk bliver det rigtig kaotisk. Omkvædet bliver sunget af deres dygtige trommeslager Moe Tucker, der skaber meget stemning. Og efter dette lange musikkaos, så afsluttes albummet ironisk nok virkelig uskyldigt med After Hours, der er en virkelig sød lille sang. Det er ganske vist et antiklimaks, men det er et så ekstremt antiklimaks, at det faktisk virker, og især når vi snakker om en plade som The Velvet Underground.