Jeg elsker tidlig alternativ rock. Jeg elsker i det hele taget alternativ rock, men i 80’erne havde det generelt en hårdhed og en attitude, der ikke ses nær så ofte i dag. Og hvis noget band havde attitude i de go’e gamle dage, så var det Pixies, og lige fra deres første album i fuld længde, Surfer Rosa. Pixies gjorde meget ud af, at vise, at de havde rødder i punk-musikken, og de fleste af sangene på Surfer Rosa er da også rigtig korte og hårdtslående. Kun 4 af de 13 sange er over 3 minutter lange, men disse er også nogle af de bedste. Navnlig er Where Is My Mind? og Gigantic nogle smukke sange, og de er også sjovt nok nogle af de langsomste på pladen. Forstå ikke dette sådan, at Pixies ikke er gode til at skrive hurtige sange, men placeringen mellem alle disse hurtige sange får fremhævet de langsommere sange. Det gør dem virkelig forfriskende, og får dem også til at fremstå meget dybsindige og filosofiske. Især Where Is My Mind? lyder som om, forsanger Black Francis’ sindstilstand bare går i spåner.

Mellem numrene finder man tit ren snak. Både noget, der virker forberedt, men på andre tidspunkter virker det fuldstændig improviseret. Det giver lidt ekstra liv til pladen, så den føles som om, den kunne være optaget i en lang smøre i en garage. En enkelt gang fortsætter det i længere tid end hvad godt er, nemlig mellem Oh My Golly! og Vamos, hvor der går næsten et helt minut uden musik, men selv her er det stadig en ret morsom lille optagelse. Forsanger Black Francis er en virkelig speciel vokalist. Han har en enorm skingerhed i sin stemme, og den er samtidig meget nasal. Den minder i grunden ret meget om Billy Corgan fra the Smashing Pumpkins, der ville blive store et par år senere, Black Francis råber bare meget mere. Den største sanger på pladen er dog efter min mening backingvokalist Kim Deal, som synger for på et enkelt nummer, nemlig den skønne Gigantic. Ellers er hun bare en virkelig skarp stemme, der brager sig frem. Man kan let lægge mærke til hende, og hun stjæler virkelig hele showet, hver gang hun åbner munden.

Pixies er virkelig gode til at udtrykke følelser på Surfer Rosa, og følelsen, de udtrykker oftest er uden tvivl forvirring. Det føles som om intet i hele verden går, som det skal, når man lytter til pladen, og dette kan især Black Francis’ sangskrivning takkes for, men meget af det ligger også i måden, det bliver spillet på. Black Francis’ skingre vokal bevæger sig over nogle meget distorterede guitarer, der tit er lige så langt fremme i lydbilledet som vokalen. Tit fylder de endnu mere, og de spiller meget simple, punkede akkord-strukturer, og på grund af disses store fremtræden i musikken er den generelle stemning meget psykopatisk og vild. Teksterne er på grund af de høje guitarer ikke altid lige lette at høre, men for det meste er de fuldstændig vanvittige. På Broken Face bliver f.eks. der sunget om en dreng, der er resultat af generationers incest, og som dermed ser ret forfærdelig ud. Albumstrukturen er også meget smuk. Alle sangene hænger virkelig smukt sammen, og grundet den korte længde, føler man ikke, at distortionen fylder for meget. Surfer Rosa er et fuldkommen pragtfuldt album, som alle fans af rockmusik bør lytte til.