68 – Michael Jackson – Off the Wall (1979)

Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen ‘Off the Wall’ fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones havde fået til opgave at være fast producer i løbet af projektet, var sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er følsomme bløde pop-ballader, og der er nogle rigtig poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere i dag, og især disko-numrene holder. Pladen starter med ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’, en af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på ‘Off the Wall’, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig formår at opnå samme storhed. Dansenumrene er dog nok generelt dem, der holder sig bedst. ‘Working Day and Night’, ‘Off the Wall’ og ‘Burn This Disco Out’ rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.

Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’ har nok svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har ofte en vis charme, men jeg finder det ikke nær så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Det er ikke fordi musikken har den store dybde, og så sjov som musikken kan være, er det ikke svært at forstå ‘disco sucks’-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens ‘Rock with You’ er en ganske sød kærlighedssang, der især har en ganske velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han opfører bl.a. et cover af Paul McCartneys ‘Girlfriend’, og mens den lyder langt mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke ‘Girlfriend’ fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney nogensinde har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.

‘Girlfriend’ er langt fra den eneste synder på pladen, og de dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend’ får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen ‘She’s Out of My Life’, der prøver så hårdt på at virke dyb, voksen og følsom, at sangen ender med at være en virkelig flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne ‘I Can’t Help It’ er også en lidt tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da lidt sødt. Den søde, uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som ‘Bad’ og ‘Thriller’, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. ‘Off the Wall’ er generelt ikke værd at skrive hjem om.

237 – Madonna – Like a Prayer (1989)

I 1989 var Madonna toppen af poppen. Hun havde udgivet tre vildt succesfulde studiealbums med utrlolig populære singler, spillet hovedrollen i 4 film, og til en af dem havde hun endda lavet soundtracket, som har nogle ret populære sange på sig. Hendes popularitet nåede dog højdepunktet med albummet Like a Prayer i 1989. På denne finder man nogle af de bedste popsange nogensinde, heriblandt det fantastiske titelnummer. Det store gospelkor, den sjove melodi og den faktisk særdeles kloge og vittige tekst arbejder sammen om at opnå det, enhver popmusiker bør stræbe efter. Det er simpelthen bare perfektion. Madonna ved, hvad hun laver, og selvom det hele er simpel popmusik, så gør hun hver sang ganske forskellig fra den sidste, og hun sørger også på de individuelle sange for ikke at gentage sig for meget. Det er en stor kunst at skabe en fængende sang uden at gentage sig så meget, at det kan være trættende at lytte til gentagne gange. Den sang, der er tættest på at komme til dette er Cherish, men den er kompositorisk virkelig stærk, og selvom det er en simpel kærlighedssang, er teksten ganske klog. Og instrumentationen er godt nok funky.

I forhold til, at det er popmusik, så er sangene også meget lange. Kun to af pladens 11 sange er under 4 minutter, og de fleste er tættere på 5 minutter end 4. Det er dog fuldkommen retfærdiggjort i de fleste tilfælde. Cherish udvikler sig nok lidt for lidt efter min smag, den måtte godt have skåret 30 sekunder af. Ellers er der mere på spil end blot omkvæd og vers. Der er mange brud i strukturen, selv på tilsyneladende simple sange som Keep it Together og Till Death Do Us Part. Till Death Do Us Part er dog ikke den bedste sang på pladen på nogen måde. Den er sjov og energisk, men den føles kunstig, og før Madonna begynder på at synge, så lyder det lidt som baggrundsmusik fra The Sims eller TV-shoppen. Den er lidt sukkersød og hyperaktiv, men heldigvis bliver den efterfulgt af den stille klaverballade Promise To Try, der er en flot afstikker på pladen. Apropos afstikkere, så tog det mig virkelig lang tid at værdsætte Love Song, som hun har skrevet og opført i samarbejde med Prince. Den lyder rigtig meget af Prince, og det er lidt distraherende, for den er meget skævere end noget andet på pladen. Den er dog både stemningsrig og dybsindig, og det ender med at være et højdepunkt.

Selvom der er nogle små problemer på nogle enkelte numre, så er det største problem nok pladens afslutningsnummer, Act of Contrition. Madonna synger ubehageligt ømt over små klip fra sangen Like a Prayer spillet baglæns. Det er en meget sær sang, og heldigvis er den ganske kort, men det er en meget antiklimaktisk afslutning. Hun afslutter med at råbe “What Do You Mean It’s Not in the Computer?”. Det ville måske have virket, hvis hun generelt var mere eksperimentel, men her føles det bare underligt. Det passer slet ikke ind. Dog vil jeg give det point for at være kreativt og unikt. I løbet af Like a Prayer får du både nogle velkendte singler, men som du hører albummet adskillige gange, bliver det til en meget helstøbt oplevelse, hvor sange som Express Yourself og Cherish er lige så store klassikere i dit hoved som Love Song og Spanish Eyes. På sidstnævnte samt faktisk ret mange andre af pladens sange er der en ægte messingblæserkvartet. Samtidens popsangere ville sikkert bare bruge synthesizere, men Like a Prayer er en af Madonnas mest organiske plader. Og det er også en af de bedste.

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

252 – Metallica – Metallica (1991)

Hvis du er heavy metal-fan, så er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, om det så skulle være frivilligt eller ej, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘Em AllRide the LightningMaster of Puppets og …And Justice For All. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er virkelig dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt nok kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The Black Album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl at tale om metal, og det er hårdere end meget af den hair metal, der huserede i 80’erne gennem bands som Def Leppard, Whitesnake og Twisted Sister, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som Master of PuppetsOne eller Fade to Black. Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. Og for at sammenligne, så kan man faktisk bare kigge igen på Master of PuppetsOne og Fade to Black, der alle indeholder blødere sektioner, som slet ikke gengives på The Black Album.

Men, man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s Dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er faktisk også virkelig mange fede sange at finde på dette album. Det er sjovt at rocke med på Enter Sandman, og på Nothing Else Matters bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. The Unforgiven er en dejligt dramatisk, truende sang, som faktisk har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har ret interessante lyde, for eksempel er introen til Sad But True opført sådan, at det lyder lidt som en sitar, og introen til The Struggle Within har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang meget flavour er bassen på The God That Failed, der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.

Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville der være et stort problem, som man kan pege på, og det er produktionen. De fleste andre problemer læner sig meget op ad dette, men den store svaghed ved The Black Album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var uden tvivl gruppens dengang mindst polerede plade. Langt de fleste sange på albummet har i løbet af størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er Of Wolf and Man en meget umindeværdig sang, og til trods for den flotte intro, har jeg svært ved at få meget ud af The Struggle Within. Og så er der også forsanger James Hetfields stemme. Han føles virkelig ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, så lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, så lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.

271 – Smokey Robinson & the Miracles – Going to a Go-Go (1965)

Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for the Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er det mest populære af de to navne, så har Smokey Robinson  også haft en meget stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med deres album Going to a Go-Go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, The Tracks of my Tears, ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, virkelig dygtige sangere, der harmonierer meget smukt, og en sang, der i sin helhed bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a Go-Go; 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra et par forskellige kreative vinkler. Eller, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.

Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske Ooh Baby Baby og den noget mindre imponerende Since You Won My Heart, men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. From Head to Toe handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, The Tracks of My Tears handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og My Baby Changes Like the Weather sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det hele er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af Ooh Baby Baby og A Fork in the Road, men på disse er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid, så ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt Ooh Baby Baby et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg det som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og virkelig stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo, kommer den hurtigt fremad.

Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro på, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er dog også gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt, som om, den er gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først virkelig begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på vestkysten. Dem, og så var der jazzmusikere. Intet af dette beskriver rigtig Smokey Robinson & the Miracles, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man slet ikke komme udenom. Hvis du vil have motown-lyden som den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a Go-Go er muligvis deres største album-værk, men lyt også gerne til mange af de singler, de har udgivet ved siden af.

278 – Madonna – The Immaculate Collection (1990)

Madonna, dronningen af pop, var et af 80’ernes største musikalske navne. Hendes albums solgte godt, hendes singler blev spillet ofte, og hun havde aldrig udgivet en greatest hits-plade. Dette blev ændret i 1990 med The Immaculate Collection, der samler 17 af hendes største hits. Pladen er opbygget kronologisk, og man følger dermed meget nøje Madonnas udvikling fra den søde lille popprinsesse på Holiday til den bombastiske excentriker på Rescue Me. Der er sange fra alle hendes dengang fire studiealbums, plus to sange fra soundtracks og to sange udgivet for første gang i anledning af The Immaculate Collection, og disse to, Vogue og Justify my Love, endte heldigvis også med at blive store hits. Det kan være svært at udvælge sange til en greatest hits-opsamling, når man har at gøre med en så kommercielt succesfuld kunstner som Madonna. Enten får man en meget lang plade, der ikke rigtig holder som et album, eller også får man en plade af acceptabel længde, der ikke medtager alle de store hits.

På The Immaculate Collection må man undvære sange som True BlueWho’s That Girl og Causing a Commotion. Pladen varer 73 minutter, og denne længde fungerer fint. De andre sange er ikke rigtig nogle af mine personlige favoritter eller noget, så jeg kan sagtens overleve uden dem. Til gengæld er næsten alle sangene på pladen popmusik af højeste kvalitet. Grundet den store udvikling, Madonna foretog sig på de 7 år, pladen strækker sig over, er den kronologiske opstilling også en virkelig god måde at kunne følge med i hendes udvikling som kunstner. Derfor føles de tre sidste sange, Vogue Justify my Love og Rescue Me, der alle er meget syntetiske og futuristiske og indeholder spoken word, som en slags endelig udvikling for Madonna. Og det føles virkelig som om hendes karriere kunne have stoppet her, selv hvis man tager senere mesterværker som Ray of Light i betragtning. Man har været gennem en rejse med Madonna, og jeg nød rigtig meget af den.

Madonnas store singler, Like a PrayerLike a VirginPapa Don’t PreachMaterial Girl og Borderline er jo lige til at synge med på, og de fylder meget af pladen. Albummets sange er alle meget poppede, og derfor kan man allerede ved anden gennemlytning synge med på selv dem, man ikke kender i forvejen. De fleste af sangene er også meget sjove at danse til. Jeg vil sige, at to af sangene fra True Blue-albummet, Live to Tell og Open my Heart, ikke er nær så lette for mig at nyde som resten. De er fine nok, men ved siden af sjove, nærmest latterlige sange som Into the Groove og Like a Prayer virker det ikke helt overbevisende. Det bliver bare til nogle ret ordinære middeltempo-sange. Så kunne man i det mindste gøre dem ligeså oprigtige og ømme som Borderline eller Papa Don’t Preach, men man kunne også bare give dem et lille gimmick som latin-inspirationen på den eksotiske La Isla Bonita. Det meste af pladen er dog fyldt med bundsolid, dansevenlige popsange fra en af 80’ernes bedste popstjerner. Hvis du vil lære Madonna at kende, så er dette det ideelle sted at starte, og den er bedre end det moderne modsvar, Celebration, som jeg selv finder alt for langtrukken.

279 – Mary J. Blige – My Life (1994)

90’ernes R&B-scene var meget eksplosiv i sin kreativitet. Genrer som hip hop-soul, neo-soul og new jack-swing begyndte at blomstre, og det gjorde de med navne som Mary J. Blige og albums som hendes anden plade, My Life fra 1994. Dette album var produceret af en af årtiets definerende producere, Sean Combs alias Puffy. Og Puffys produktion er helt suveræn. Lyden er altid virkelig kærlig og omsorgsfuld, og arbejdet med Bliges stemme er virkelig smukt. Melodierne er også meget fængende. Lige fra det første nummer, Mary Jane (All Night Long) må man gøre sig klar på at høre nogle vaskeægte ørehængere. Hvordan man får denne, I’m Going DownI’m the Only Woman eller det flotte afslutningsnummer, Be Happy ud af hovedet, er mig en gåde. Teksterne derimod, det er en lidt anden historie. De er alle om ret trivielle emner, sex, at slå op, kærlighed og… ja, det er det. Men hey, det kan man også skrive meget om, og mange gode albums har kun fokuseret på et enkelt af disse emner, så så skidt er det ikke, vel?

Desværre jo, for teksterne er uhyre simpelt skrevet. Vi snakker om sange, der ikke er bange for at rime money med honey, joy med boy, myself med no one else, feel med real, stay med way, og det er som sådan ikke så slemt igen – og det havde da også en vis charme i 50’erne. Men denne plade er fra 1994, og den lyder også så moderne, at der virkelig ikke er noget ved den, der føles gammeldags. Det er selvfølgelig imponerende, at musikken holder så godt, men det gør det bare tydeligere, at teksterne er frygteligt simpel. Derudover er alle disse børnehaverim at finde på omkvædene. Der er et cover af I’m Going Down af Rose Royce, og ja, derpå bliver down rimet med around, og det er jo ikke imponerende eller noget, men forskellen her er, at det passer naturligt ind. Det lyder fuldstændig logisk at sige “I’m going down, ’cause you ain’t around, my whole world’s upside down”. Derimod er det bare fjollet at synge “Come into my bedroom honey, what I got will make you spend money” med mindre Mary Jane (All Night Long) rent faktisk handler om livet som prostitueret. Denne er oven i købet en virkelig stærk sang i alle andre aspekter.

Lad mig lige vende tilbage til produktionen. Over halvdelen af alle sangene sampler mindst ét nummer, men det lyder bare så godt sammen med sangen, at man ikke lægger mærke til det. Selv lagde jeg kun mærke til ét sample, og det var i et interludium. Oven i alt dette, så bruger sangene også hip hop-beats. Ja, alle disse bløde soulsange bruger hårdtslående trommemaskiner. Det passer faktisk godt sammen, og det hjælper albummets dynamik. Apropos albummets dynamik, så er den fin. Det er ikke noget fantastisk, men den er fin. Hvilket derfor gør det svært at undskylde, at pladen er over en time lang. Ja, det er en hel del. Især når man tænker på, at de fleste sange er om stort set det samme, og de bliver også behandlet på nogenlunde samme måde. Det er ikke et problem i sig selv, men med pladens længde bliver det lidt kedeligt. Jeg kunne godt have undværet sange som Don’t GoI Never Wanna Live Without You og Be with You. Pladen bliver dog holdt i vejret af stærke melodier, fantastisk produktion og en vidunderlig stemme. My Life har mange skønhedsfejl, men anbefales, det kan den nu engang godt, især til fans af de seneste 20 års R&B.

280 – Muddy Waters – Folk Singer (1964)

Muddy Waters er anset af mange som opfinderen af elektrisk blues, og det overraskede derfor mange, at hans album Folk Singer fra 1964 var et 100% akustisk album. Foruden Waters på guitar har vi her to af blueshistoriens største andre navne: Willie Dixon på kontrabas og ingen ringere end Buddy Guy til at spille guitar sammen med Waters. Derudover er der også en trommeslager ved navn Clifton James. Meget af albummets fokus ligger i forholdet mellem instrumenterne, og dette er klart lige fra åbningsnummeret, My Home Is in the Delta. Det er en helt traditionelt opbygget bluessang, og hvis jeg spillede et cover af den her og nu, så ville der ikke være noget imponerende ved den. Waters lægger også hele sin sjæl i sin stemme, og det er bare skønt at høre på de dygtige musikere. Det andet nummer, Long Distance Call er også meget imponerende, men det er ret skidt placeret, hovedsageligt fordi den er næsten identisk med åbningsnummeret. Det er samme basgang, samme trommeslag, samme melodi – det er bare lidt dybere. Waters er stadig dygtig i sin vokal, og de andre tre imponerer til stadighed, men de kunne da have ændret sangen lidt mere.

Så får man heldigvis en sang som My Captain, en mere ømt spillet sang. Der er slet ikke trommer på denne sang, og bassen er meget påpasselig med at dukke op. Waters føles for alvor sårbar i denne Dixon-skrevne sang, og de instrumentale passager er virkelig smukke. Der kommer virkelig gang i den med Good Morning Little Schoolgirl, oprindeligt af Sonny Boy Williamson. Jeg blev introduceret til denne klassiker gennem Waters, og denne frække lille sang er bare helt fænomenalt opført her. Det er helt seriøst en fantastisk udgave, og hvis du kan lide originalen, så bør du virkelig lytte til Waters-udgaven. You’re Gonna Need My Help starter med at lyde som en ganske ordinær bluessang, men Waters’ behandling er virkelig unik. Guitarsoloen, der begynder midt i sangen er noget af det flotteste, genren har oplevet. Denne plade lyder i det hele taget fedt. Hver eneste streng er så let at høre, man kan bare mærke sjælen. Cold Weather Blues er stort set bare My Captain om igen og ærlig talt er My Captain også bare bedre, selvom der er nogle flotte øjeblikke på dette nummer.

Big Leg Women er endnu en trommeløs sang, men denne er meget liderlig og fast i rytmen, og at have så fast en rytme helt uden brug af trommer er rigtig flot. Og det lyder også fantastisk, helt ulig det meste andet blues-musik. Og hvis man skal blive ved de frække sange, så er intet nummer frækkere end Country Boy. Det er faktisk lidt svært at holde ud at høre på, hvor fræk han er, for det bliver en smule… sexistisk. Det bliver så sexistisk, at jeg er meget overbevist om, at han bare spiller en rolle, dels fordi han bogstavelig talt synger “I’ll always treat you wrong”. Afslutningsnummeret hedder Feel Like Going Home, og det føles ikke rigtig som en afslutning, selvom titlen virkelig antyder det. Det er en fin sang, der udnytter Buddy Guy og Muddy Waters’ guitarkundskaber til at skabe meget unikke lyde, men et klimaks ville jeg næppe kalde det. Som med de fleste albums fra før ca. 1965, så er strukturen ikke helt fantastisk. Lyden på denne plade er absolut det mest tiltrækkende, for den er stadig fantastisk i dag. I 1964 var dette album epokegørende og unikt. I dag er det stadig imponerende, men det føles som så meget andet.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.