Madonna, dronningen af pop, var et af 80’ernes største musikalske navne. Hendes albums solgte godt, hendes singler blev spillet ofte, og hun havde aldrig udgivet en greatest hits-plade. Dette blev ændret i 1990 med The Immaculate Collection, der samler 17 af hendes største hits. Pladen er opbygget kronologisk, og man følger dermed meget nøje Madonnas udvikling fra den søde lille popprinsesse på Holiday til den bombastiske excentriker på Rescue Me. Der er sange fra alle hendes dengang fire studiealbums, plus to sange fra soundtracks og to sange udgivet for første gang i anledning af The Immaculate Collection, og disse to, Vogue og Justify my Love, endte heldigvis også med at blive store hits. Det kan være svært at udvælge sange til en greatest hits-opsamling, når man har at gøre med en så kommercielt succesfuld kunstner som Madonna. Enten får man en meget lang plade, der ikke rigtig holder som et album, eller også får man en plade af acceptabel længde, der ikke medtager alle de store hits.

På The Immaculate Collection må man undvære sange som True Blue, Who’s That Girl og Causing a Commotion. Pladen varer 73 minutter, og denne længde fungerer fint. De andre sange er ikke rigtig nogle af mine personlige favoritter eller noget, så jeg kan sagtens overleve uden dem. Til gengæld er næsten alle sangene på pladen popmusik af højeste kvalitet. Grundet den store udvikling, Madonna foretog sig på de 7 år, pladen strækker sig over, er den kronologiske opstilling også en virkelig god måde at kunne følge med i hendes udvikling som kunstner. Derfor føles de tre sidste sange, Vogue Justify my Love og Rescue Me, der alle er meget syntetiske og futuristiske og indeholder spoken word, som en slags endelig udvikling for Madonna. Og det føles virkelig som om hendes karriere kunne have stoppet her, selv hvis man tager senere mesterværker som Ray of Light i betragtning. Man har været gennem en rejse med Madonna, og jeg nød rigtig meget af den.

Madonnas store singler, Like a Prayer, Like a Virgin, Papa Don’t Preach, Material Girl og Borderline er jo lige til at synge med på, og de fylder meget af pladen. Albummets sange er alle meget poppede, og derfor kan man allerede ved anden gennemlytning synge med på selv dem, man ikke kender i forvejen. De fleste af sangene er også meget sjove at danse til. Jeg vil sige, at to af sangene fra True Blue-albummet, Live to Tell og Open my Heart, ikke er nær så lette for mig at nyde som resten. De er fine nok, men ved siden af sjove, nærmest latterlige sange som Into the Groove og Like a Prayer virker det ikke helt overbevisende. Det bliver bare til nogle ret ordinære middeltempo-sange. Så kunne man i det mindste gøre dem ligeså oprigtige og ømme som Borderline eller Papa Don’t Preach, men man kunne også bare give dem et lille gimmick som latin-inspirationen på den eksotiske La Isla Bonita. Det meste af pladen er dog fyldt med bundsolid, dansevenlige popsange fra en af 80’ernes bedste popstjerner. Hvis du vil lære Madonna at kende, så er dette det ideelle sted at starte, og den er bedre end det moderne modsvar, Celebration, som jeg selv finder alt for langtrukken.