458 – John Prine – John Prine (1971)

John Prine dukkede ud af det blå op i 1971 med sit debutalbum, der simpelt nok blot hed John Prine. John Prines musik bestod i rigtig høj del af country og folk, og kun på få sange lyder han mere af det ene end det andet, oftest fordi hans accent narrer lytteren til at tro, at der egentlig er mere country i musikken, end der egentlig er. Og som en person, der ikke er specielt glad for country, hjalp det virkelig ikke på min umiddelbare opfattelse af albummet, at han sang sådan. Men John Prine synger næsten ikke i første omgang. Han bevæger sig tit i et eller andet sært mellemrum mellem sang og spoken word, ofte med de omkvædene som tydelige undtagelser, selvom det dog heller ikke er garanteret. Når man har med et så stille album at gøre, er det sværere at finde et godt åbningsnummer, men Illegal Smile gør det nu rimelig godt i den rolle. Kort tid efter Prine har åbnet munden, kommer han med linjen “Bowl of oatmeal tried to stare me down… and won” – og så er det svært, ikke at få rettet sin opmærksomhed mod albummet.

Desværre er det nummer nok pladens utvivlsomt absolutte højdepunkt. Meget andet går fra at være en kende fladt over at være mildt fængende til efterlade intet indtryk på mig som lytter i mindste grad. De bedre numre er f.eks. den ufatteligt country-lydende Paradise, som bare borer sig ind i hovedet med en utrolig fængende melodi – Pretty Good, der til en afveksling bruger elektrisk guitar. Det lyder mest af alt som et tredjerangs Bob Dylan-nummer, men det er stadig ret godt for enhver, der ikke er Dylan. Og den kraftigt orgel-drevne Sam Stone er også ganske sød. Til gengæld ville jeg slet ikke kunne fortælle dig, hvordan sange som Donald and Lydia, Spanish Pipedream eller Far From Me lyder, hvis du spurgte mig her og nu. Et gennemgående plus er dog, at Prine er en rigtig dygtig lyriker. Hans lyriske emner – Jesus, narkotika, blandede bolsjer – siger mig ikke en pind, men han gør dem altid lette at forstå, så det er ganske rart. Desværre formidler han kun ca. halvdelen af tiden selve musikken i en grad, hvor jeg nyder det.

John Prines blanding af folk og country virker for så vidt ganske unikt. Jovist, det er set andre steder, men i forhold til, at albummet er fra 1971, så holder det sig ganske godt. Det fungerer også ganske godt, hvis du ikke kan falde i søvn, især den sidste halvdel, hvor sangene bliver meget svagere. Ikke at jeg nogensinde er alt for begejstret for ret meget på første halvdel, men anden halvdel går nærmest ligeså hurtigt ud af hukommelsen, som den træder ind. Melodierne er bare ikke specielt stærke. Afslutningen, Flashback Blues, der holder sig i den mest folk-orienterede ende af pladen, er dog ret god. Den er lystig og dynamisk, og den runder rimelig godt det hele af. Men når alt kommer til alt, er John Prine ikke et utrolig specielt album. Det har absolut numre på sig, som jeg er glad for at kende til, men på den anden side, er der bare rigtig meget ved pladen, der ikke er værd at huske på. Det prøver ikke på at være mere, end det er, men det er bare i bund og grund ikke så meget. Det kan nok anbefales til fans af countrymusik eller rigtig store fans af traditionel folk-musik, men publikummet er så sandelig noget af en niche.