233 – Simon & Garfunkel – Bookends (1968)

Paul Simon og Art Garfunkel var nogle af de største og dygtigste musikere i Amerika i 60’erne, og det beviste de med album efter album. Mange af deres største hits var på soundtracket til filmklassikeren The Graduate, hvortil de også lavede nyt materiale. Det største nye hit til den film var uden tvivl Mrs. Robinson, der handler om en af figurerne i filmen. Denne sang fik også lov til at optræde på deres næste album, Bookends. Man kunne være bange for, at sådan en sang bare var blevet hægtet på for at kunne sælge flere plader, men det forholder sig sådan, at sangen hele tiden var tiltænkt denne plade – teksten kom bare først, da de skulle lave soundtracket. Og man kan virkelig høre, at denne plade er velgennemtænkt. Den er ikke lavet for at være en hitparade, den er lavet som en oplevelse. Det første nummer, Bookends Theme er bare et halvt minut behageligt guitar, der introducerer pladen. Det næste nummer, Save the Life of My Child, er et af de mest atypiske Simon & Garfunkel-numre overhoved. Den starter ikke bare elektrisk, det er nærmest elektronisk. Der er et storladent gospelkor i baggrunden, og man kan også høre noget af The Sound of Silence blive spillet mellem versene.

Bookends er et konceptalbum, og første side handler om livets gang, og hvor Save the Life of My Child handler om spæd, så omhandler den rolige, optimistiske America om at være en ung mand, der drager mod fremmed land. Overgangen mellem de to sange føles helt naturlig, og det er den ligeledes mellem America og Overs. Der er faktisk en lang pause, men så bliver en tændstik strøget, og et lys tændes. Overs handler om at være voksen, og at opdage at ungdommen er forbi. Den bliver flot efterfulgt af interludiet Voices of Old People, der er en optagelse af gamle mennesker, der taler sammen på et plejehjem. Det er et god interludium, men 2 minutter er måske lige i overkanten for at introducere en sang på 2½ minut, men det er stadig en god introduktion til Old Friends, der handler om at være helt gammel og døden nær. Side 1 afsluttes af en længere udgave af Bookends Theme, der også indeholder vokal, der synger om en overstået tid, altså livet. Det er en smuk afslutning. Men hov – livet er slut nu, og der er kun gået 15 minutter. Vi mangler side 2!

Side 2 består af 5 ikke nær så tæt relaterede sange, men mange temaer går igen fra side 1. Det har dog nok mest af alt noget at gøre med Paul Simons vanlige idiosynkrasier i sangskrivningen. Der er nemlig temaer om både dødelighed, tid og modenhed. Foruden Mrs. Robinson skulle de fleste sange fra side 2 være sange, der oprindelig var tiltænkt The Graduate-soundtracket, men som ikke endte derpå. Men de er i hvert fald ikke blevet kasseret på grund af lav kvalitet, for disse 5 sange er alle fantastiske. De er noget af det bedste, Simon & Garfunkel har skrevet, og alle fire singler kom da også fra denne side af pladen. Kun den søde Punky’s Dilemma blev ikke til en single, og den er ellers ligeledes mesterlig. Og man lægger ikke rigtig mærke til, at de ikke hænger sammen med side 1. Side 2 afsluttes endda også med en sang om at være gammel og at tage i zoologisk have. Men At the Zoo føles alligevel som en antiklimaktisk afslutning. Jeg føler ikke, at pladen bliver særlig godt afsluttet. Jeg føler faktisk at pladen er mere fuldendt, hvis jeg kun lytter til side 1 end hvis jeg lytter til hele pladen. Men det er stadig en fortræffelig plade. Side 1 er en vidunderlig fortælling, og side 2 er nogle af gruppens bedste individuelle sange. Det kan jeg ikke klage meget over.

293 – Simon & Garfunkel – Simon and Garfunkel’s Greatest Hits (1972)

Den særdeles populære folk-rock-gruppe Simon & Garfunkel gik efter fire virkelig succesfulde albums hvert til sit i 1970, og de tog i 1972 afsked med et opsamlingsalbum. Dette album fik den simple titel Simon and Garfunkel’s Greatest Hits, men sådan en titel må dog tages med et gran salt. I deres korte karriere formåede de ganske vist at få flere hits end de fleste kunne med blot 5 albums, hvor det første ikke engang havde nogen hits på sig. Men man får skam alle de sange, man umiddelbart tænker på, når man hører navnene Simon og Garfunkel: The BoxerBridge over Troubled WaterCecilia, The Sound of SilenceMrs. Robinson og I Am A Rock er alle repræsenteret, og det er jo skøn musik. Paul Simon er en helt fantastisk sangskriver, og sangene på denne plade viser det tydeligt. Man kan dog godt undre sig over udvalget af visse sange. De førnævnte er selvfølgelig alle selvskrevne, men hvorfor er ukendte sange, der end ikke var singler, såsom Kathy’s SongBookends Theme og For Emily, Whenever I May Find Her på pladen, mens hverken A Hazy Shade of Winter eller At the Zoo er inkluderet.

Med en gruppe, der har udgivet så få plader, forventer jeg lidt, at deres greatest hits-album vil medtage mindst en sang fra hvert album. Jeg ville derfor ikke have noget imod, hvis de havde inkluderet bare en enkelt sang fra gruppens debut, Wednesday Morning 3 A.M. Det kan dog tilgives. Hvad jeg har sværere ved at tilgive er, at For Emily, Whenever I May Find Her, The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy)Homeward Bound og Kathy’s Song er på denne plade i live-udgaver. Det er ikke fordi, det er dårlige optrædener, men der er ingen årsag til, at de oprindelige udgaver ikke bare kunne være brugt, og derudover er det ikke behageligt for lytteoplevelsen, når der pludselig kommer et live-nummer. Det er forholdsvis godt behandlet, så det stadig lyder ret naturligt, da applausen fra slutningen af Homeward Bound fortsætter over i Bridge over Troubled Water. El Condor Pasa (If I Could) passer også ret naturligt ind efter live-udgaven af Kathy’s Song, men det ændrer ikke på, at jeg absolut ville have foretrukket at høre originalerne.

Hvorfor ville man så lytte til Simon and Garfunkel’s Greatest Hits? Hovedsageligt fordi sangene stadig er virkelig gode. Nogle af de bedste popsange nogensinde er at finde på denne plade. Rækkefølgen er ikke altid lige i øjet, men der er nogle ret geniale øjeblikke. For eksempel er Mrs. Robinson et fantastisk åbningsnummer, noget den aldrig fik æren af at være i sin originaludgivelse på albummet Bookends. Til gengæld er Cecilia ikke så fantastisk til at afslutte albummet, selvom den nok kunne have rundet det hele godt af, hvis den ikke afsluttede med at fade. Hvis du ikke kender meget til Simon and Garfunkel, så er det nok en fin introduktion. The Best of Simon & Garfunkel fra 1999 er også en ret god opsamling, og den retter op på de fleste problemer, Simon and Garfunkel’s Greatest Hits har, mens den ligeledes er dejligt kompakt. Mange opsamlinger går for meget op i at medtage alt for meget, og med et så kortlivet band som Simon & Garfunkel, så er det nok ikke nødvendigt. Jeg vil sige at Simon and Garfunkel’s Greatest Hits er en meget upoleret opsamling, men musikken derpå er fuldkommen fantastisk.