Kategoriarkiv: J

22: John Lennon ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ (1970)

Udgivet den af
Svar

På 2003-udgaven af Rolling Stone-listen over de 500 bedste album nogensinde kunne man finde ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ som #22 – ligesom de fleste plader omkring den, blev den rykket præcis én plads ned på 2012-udgaven, da en Robert Johnson-opsamling blev indsat på toogtyvendepladsen. Hermed var det den højest rangerede soloplade af noget Beatles-medlem.

Hverken Paul, George, Ringo eller Lennon selv har sidenhen kunnet overhale den på de opdaterede udgaver af listen, men det har en del andre kunstnere dog kunnet. Albummet blev i 2020 rykket til #85 – en plads, den bevarede efter 2020-listens lille 2023-opdatering.

Mit bedste bud på en årsag til den ændrede placering er – ud over et generelt opgør mod boomer-generationens hvide rockidolers dominans – at Lennon specifikt er blevet gevaldigt genevalueret i nyere tid. De kritiske masser har i høj grad skinnet et lys på, hvordan han både mishandlede sin kone Cynthia og negligerede sin søn Julian.

Jeg synes dog på mange punkter, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er en skrigende relevant plade i dag. Dens indflydelse kan stadig tydeligt mærkes. Tænk på hvor meget popstjerner i dag forener deres kunst med deres personlige oplevelser som kendisser. Hvordan nye udgivelser fra Taylor Swift, Billie Eilish, Ariana Grande, Charli XCX, et cetera, kræver, at du tager stilling til deres liv som kendisser.

Andre har ganske vist forenet det personlige og det kunstneriske før Lennon, men Lennon bryder decideret muren ned på ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, hvor han også direkte konfronterer sin egen kendisstatus. akkurat lig hvad Eilish sidenhen har gjort på et nummer som ‘Everything I Wanted’.

På ‘Hold On’ forholder han sig direkte til hvordan The Beatles gik i opløsning, og han nævner både sig selv og Yoko Ono ved navn. Det er råt og næværende og nærmest helt ukomfortabelt. Det føles som om, Lennon lukker os ind i en side af livet som rockstjerne, som det aldrig helt var meningen, vi skulle se.

På ‘I Found Out’ synger han »I seen religion from Jesus to Paul« – hvor »Paul« er en meget bevidst dobbeltbetydning, der både henviser til Paulus og Lennons gamle bandfælle Paul McCartney. Sangen handler om Lennons foragt for religiøse masser, der forsøger at sprede deres budskab, men der er mange undertoner af, at det også omhandler hans foragt for den idolisering, han selv blev genstand for.

Den slag observationer står side om side med en lyd der er temmelig bitter og rå – lig mange af Lennons mere grove skæringer fra ‘The White Album’. Der er en nøgen sårbarhed over produktionen og arrangementerne. ‘Lennon/Plastic Ono Band’ er lyden af en mand, der hader vores kendiskulture, men som også har så mange tanker om den, at han ser sig selv nødsaget til at lave kunst, der serverer et ufiltreret og nærværende billede af det liv, han lever, og som kendiskulturen har skabt. Og når man føler, at man kommer så tæt på gennem kunsten, har det den ironiske skæbne, at Lennon med længder er den Beatle, hvor folk blev mest investerede i hans personlige liv.

‘Silly Love Songs’ fik os ikke til at diskutere Paul McCartneys mentale velvære – men når Lennon på ‘God’ gør sammenligningen mellem religion, politisk dogmatisme og Beatlemania eksplicit, bliver jeg virkelig rystet. »I don’t believe in Hitler / I don’t believe in Jesus / I don’t believe in Kennedy« synger han, for senere i samme vers at fortælle, at han hverken tror på Elvis Presley, Bob Dylan eller The Beatles.

Det var selvfølgelig ikke det første rockalbum, der var villigt til at være personligt. Et album som ‘Pet Sounds’ af The Beach Boys er selvsagt også et meget personligt værk, der reflekterer Wilsons personlige angst og bekymringer. Men du behøver ikke at vide noget om Brian Wilson som person for at forstå værket. Han namedropper ikke sin kone eller sine bandfæller. Jeg kan virkelig ikke komme på nogen, der i samme grad som Lennon har gjort en pointe ud af at indvie lytteren i livet som superstjerne, inden han gjorde det. Og nu er det alle vegne, og sociale medier er nærmest en påkrævet paratekst for fuldt ud at kunne fordybe sig i tidens mest skælsættende popudgivelser.

Dette aspekt af ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ skaber kontekst, selv for sangene, der ikke nødvendigvis lægger op til sådan en læsning på egen hånd. Mange har hyldet ‘Working Class Hero’ på grund af dens politiske budskaber, der peger på hvordan systemerne underminerer arbejderklassens interesser og udvander arbejderklasseidentiteter med den groende middelklasse. Den barske alvor i nummerets lyd gør det da også til en af de mest hårrejsende politiske sange nogensinde.

Men jeg synes også, det er interessant hvordan omkvædet centrerer sig på, at en status som arbejderklassehelt er noget at aspirere mod. En identitet, der skaber noget for individet. Som om Lennon her også udtrykker en slet skjult skam over, at han ikke er en »working class hero«, men i stedet en verdensberømt rockstjerne. »A working class hero is something to be« – men en rockstjerne er per implikation dermed ikke »something to be«.

Lennon redefinerede hvad det ville sige at være megastjerne i musikkens verden – ligesom hvordan Elvis gjorde det før ham, og både Michael Jackson og Taylor Swift har gjort det efter ham. Og jeg synes, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er hans helt store værk på den front – og jeg synes heldigvis at både lyden og sangskrivningen over en bred kam kan bære det. Nøgenheden ved, at de første linjer på pladen er sunget til hans mor, og at de sidste linjer besynger hendes død – det er hjerteskærende, og det er også virkelig kløgtigt fundet på.

Jeg tror dog ikke, jeg ville anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ til nogen, der ikke allerede er relativt bekendte med The Beatles’ og John Lennons historie. Man behøver ikke at være en ekspert, men meget af albummet antager, at du i forvejen ved lidt om, hvem John Lennon og The Beatles er. Akkurat som hvordan meget kunst antager, at du har lidt basalt styr på hvem Jesus er, eller for den sags skyld hvem Hitler er. Måske er det det, Lennon ville sige med sammenligningen.

Hvis du dog kender til konteksten – og derudover kan lide Lennon som sangskriver – kan jeg kun anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’. Det er i min optik klart det stærkeste, han har lavet uden for Beatles-regi, og det er et rigtig barskt, medrivende punktum for Beatles-æraen.

24 – James Brown – ‘Live’ at The Apollo (1963)

Udgivet den af
Svar

Det er over fem år siden, jeg sidst har brugt denne blog. Jeg forlod den lettere uceremonielt, fordi jeg havde en idé om, at jeg stadig ville hoppe ind fra tid til anden, når jeg ikke havde andre projekter, jeg var i gang med. Men nu er der gået fem år.

De seneste fem år har jeg brugt på meget andet – jeg har især brugt meget tid på at skrive for Soundvenue, hvor jeg siden 2018 har været tilknyttet som musikskribent.

Desuden har jeg siden min sidste anmeldelse her på bloggen kastet mig ud i podcastingens verden. Først med en podcast om Roskilde Festival – den hed ‘Orange Snak’ og kørte fra 2019 til 2020. Ideen var, at podcasten året rundt ville dykke ned i både festivalens bookinger og i dens historie – dog primært førstnævnte.

Den idé blev lidt ødelagt, da festivalen i 2020 blev aflyst grundet Covid-19, og da en Roskilde Festival i 2022 endelig syntes uundgåelig, var det svært at få en genstart af podcasten til at give mening. Det hjalp heller ikke det store, at jeg primært indspillede på en lokal radiostation, og at jeg derfor på ingen måde havde udstyret til at indspille og klippe en kvalitetspodcast derhjemme, hvilket kan høres på kvaliteten af de afsnit, der udkom, mens pandemien var på sit højeste. Jeg leger af og til med ideen om at lade den vende tilbage, men jeg kan ikke se det for mig i skrivende stund.

I 2023 startede jeg dog en ny podcast op – og denne gang sørgede jeg for selv at investere i udstyr og software, så jeg ville være tilfreds med projektet. Den hed ‘Sang mod sang’ og var direkte inspireret af den amerikanske podcast ‘Song vs. Song’. Jeg startede den med min gode ven Nicholas Hein, og den har nu stået på i et år – og vi er stadig lige så entusiastiske for projektet, som da det startede.

Siden min seneste anmeldelse på denne blog har jeg også startet den populære Facebook-musikside ‘Det bedste danske album nogensinde’, der sidenhen har skiftet navn til først ‘Den bedste danske film nogensinde’ og sidenhen til ‘Den bedste danske sang nogensinde’. Med andre ord har jeg haft nok at se til de seneste fem år.

Men september 2024 skete der noget. Jeg sad flere dage i træk og forsøgte at samle overskuddet til at skrive en anmeldelse for Soundvenue, men energien kom bare ikke. Albummet var ellers glimrende. Til at starte med konkluderede jeg, at jeg havde skriveblokade. Men sidenhen konkluderede jeg, at det var en alvorlig burnout, der måske kunne have elementer af stress eller depression over sig.

Jeg bestilte en lægetid og fik en psykologhenvisning. Men jeg sørgede også (med rigtig meget hjælp og støtte fra mine nærmeste) for at omlægge mine vaner. At sørge for at komme udenfor hver dag. At undgå at bruge for meget tid det samme sted. At bruge min vandflaske regelmæssigt. At give mig selv tid til at fordybe mig i rekreationelle aktiviteter, frem for at behandle dem som overspringshandlinger, der skubbede til, hvornår jeg gik i gang med mine pligter.

Det er begyndt at gå markant bedre. Og jeg glæder mig til at gå i gang med at skrive professionelt igen. For jeg føler mig efterhånden klar. Men jeg har besluttet mig for – bare som en prøve – at starte med at skrive nogle tekster på hobbyplan, så jeg ikke springer tilbage i skrivemaskineriet, før jeg er klar.

Og det er her, hvor bloggen kommer ind i billedet. I tidernes morgen besluttede jeg mig for, at jeg her på bloggen ville anmelde de 500 bedste album nogensinde ifølge Rolling Stone (eller i hvert fald ifølge Rolling Stone anno 2003 – listen blev lettere revideret i 2012 og massivt gentænkt fra bunden i 2023). Jeg nåede de første 476, inden jeg skiftede fokus til Soundvenue, hvilket ærlig talt er et kæmpestort antiklimaks.

Jeg havde engang en ambition om, at jeg ville fortsætte med at anmelde de 38 album, der blev tilføjet i 2012, og at jeg (såfremt der kom nye udgaver) også ville anmelde de tilføjelser, de måtte have. Jeg regnede ikke dengang med, at 164 album ville blive udskiftet til den tid.

Jeg skal ikke sige, om jeg når mod enden denne gang. Jeg ved ikke, om jeg holder denne blog i live, når jeg begynder at arbejde igen. Hvis jeg gør, tror jeg det bliver med relativt sparsomme opdateringer.

Med dette lange forord ude af vejen, vil jeg hermed anmelde det album, jeg var nået til – nemlig ”Live’ at the Apollo’ af James Brown. Dette album blev rykket til #25 på 2012-udgaven af Rolling Stone-listen, og i 2023 blev det rykket til #65.

Inden jeg skrev denne anmeldelse, loggede jeg på min blog, hvor jeg blev mødt af en adskillige år gammel kladde, der i praksis var en 75% færdiggjort anmeldelse. Det var sjovt at blive mødt af en tekst fra februar 2019, der faktisk indeholdt mange af de samme tanker, jeg har gået med, mens jeg over det sidste par dage har genlyttet til albummet. Alligevel har jeg dog valgt at skrive teksten helt forfra, dels så den reflekterer min nuværende skrivestil og dels, da dette jo netop er en øvelse i at begynde at skrive igen oven på en sygemelding.

Jeg synes, det er sjovt, at ”Live’ at the Apollo’ er den højest placerede James Brown-udgivelse på 2003-udgaven af Rolling Stone-listen. Ikke fordi, det ikke er en glimrende udgivelse – det er det skam. Men snarere fordi den er meget fjern fra, hvad de fleste tænker på, når de tænker på James Brown i dag.

Hele Browns liv var hans kælenavn ‘The Godfather of Soul’, men hvis jeg skulle opremse de store mandlige soulsangere, ville jeg nok pege på en del af Browns kolleger, inden jeg kom i tanker om Brown – Sam Cooke, Otis Redding, Marvin Gaye, Stevie Wonder, Curtis Mayfield. Browns bedste numre er i min optik klart hans funk-skæringer, og det er mit klare indtryk, at de har defineret hans eftermæle langt mere end den traditionelle rhythm & blues og soul, der definerede hans tidlige output.

Funken opstår dog først for alvor i 1965, så den er ikke til stede på denne hæderkronede Brown-liveplade. Nix, der er ingen ‘Papa’s Got a Brand New Bag’, ‘I Got You (I Feel Good)’ eller ‘Say It Loud – I’m Black but I’m Proud’ på denne skæring. De store hits hedder i stedet ‘Try Me’, ‘Night Train’ og ‘Please Please Please’ – sidstnævnte er nok i dag Browns bedst huskede nummer fra den æra, og det er ikke engang inkluderet som en selvstændig sang. I stedet optræder det i starten og slutningen af en medley sammen med syv andre sange.

Men det vilde er, at det virker. Studieindspilningerne fra tidligt i Browns karriere siger mig ikke det store hinsides den historiske interesse, men ”Live’ at the Apollo’ fungerer eminent. Albummet sørger nemlig for, at fokus er på Browns uovertrufne evner som performer.

Det er en ret rå og upoleret indspilning. Man kan høre mange små “uperfektheder”, der gør, at albummets verden føles levende. Jeg føler mig transporteret direkte til The Apollo Theatre, når jeg på et nummer som den ti minutter lange ‘Lost Someone’ hører ham fyre det ene dyriske skrig af efter det andet, hvortil publikum i alle retninger svarer igen med fangirl-skrig – og når Brown derefter udpeger bestemte publikumsmedlemmer med ordene »I believe someone over here lost someone«, er det svært ikke at visualisere det for sig, hvordan han interagerer med de forreste rækker.

Under saxofonsoloen på ‘Think’, et af albummets mest tempofyldte numre, opstår der tilsvarende billeder på nethinden af Brown, der danser – så tydeligt er det nemlig, at han giver den hele armen. Det samme gælder de instrumentale stykker, der stedvist agerer som korte overgange mellem numrene, samt den instrumentale passage, der runder afslutningsnummeret ‘Night Train’ af.

På ‘Night Train’ får vi også noget fremragende call-and-response mellem Brown og The Famous Flames, som hans faste kor hed. Albummet spræller af liv. Selv langsommere sange, såsom doowop-skæringerne ‘Try Me’ og ‘I Don’t Mind’, er utrolig nærværende. Her er der plads til at Brown virkelig kan sprede vingerne som vokalist. Og her mener jeg ikke blot på et teknisk plan (omend han er imponerende), men også som historiefortæller. Hjertesorgen har ikke mange dimensioner på et tekstmæssigt plan, når det gælder disse sange, men han lægger hele armen i at give dem et rigt følelsesliv.

Men der er også bare spil for galleriet – det er tydeligt, at han nyder at lege med sit publikum. Når han til sidst i medleyen vender tilbage til hittet ‘Please Please Please’, er det en euforisk homerun. Han ved, at vi har siddet og ventet på, at den ville vende tilbage, efter at den blev teaset i starten af medleyen, så der er kæmpe optursstemning, når vi når dertil.

Jeg har kun få anker. For det første er vokalen stedvist meget choppy, i hvert fald på udgaven, der er på streaming. Jeg kunne sværge, at jeg engang lånte albummet på biblioteket, hvor det ikke var tilfældet, men flere steder cutter Browns vokal abrupt ud af den ene kanal i et halvt sekund – som hvis kablet til dine hovedtelefoner var ustabilt.

Dernæst lider albummet virkelig af, at Browns katalog endnu ikke var så stærkt, som det ville blive. Brown har lavet over 30 efterfølgende livealbum, og hvis han bringer en tilsvarende energi, tror jeg klart, jeg ville foretrække dem. Han lavede endnu et ”Live’ at the Apollo’-album i 1968, og der er sætlisten meget mere efter min appetit. Etteren holder dog stadig rigtig godt, og hvis man vil høre rhythm & blues og soul, som det lød i start-60’erne, er det klart et af de første album, jeg vil anbefale.

30 – Joni Mitchell – Blue (1971)

Udgivet den af
Svar

Når Joni Mitchells sangskrivning er bedst, føles den intuitiv – som om, Mitchell bare sidder med sit instrument, åbner munden, og mere eller mindre ved et tilfælde, er det et øjeblikkeligt imødekommende mesterværk, der ryger ud af det. På hendes mest roste album, ‘Blue’ fra 1971, er hun på sit mest sårbare – ofte alene med en guitar, en dulcimer eller et klaver. Blot fire af de ti sange har yderligere instrumentation, men det er ikke spraglet, og Mitchell selv er stadig i klar fokus, instrumentalt såvel som vokalt. Hun er god til at skrive stærke sange, der leveres så naturligt, at det næsten ikke viser sig, at stort set alle hendes sange er bygget op af den samme simple vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Hendes idiosynkratiske stemme er også så gribende, at man næsten ikke bemærker, at instrumentationen er så simpel i løbet af hele albummet. Hun rammer så mange forskellige stemninger med sin vokal, at hun næsten kan lyde som et helt orkester, når hun blot har et instrument ved sin side. Ingen dele af albummets underspillede lyd er percussioninstrumenter – rytmen lægger sig i sig stedet i guitaren, dulcimeren eller klaveret, hvilket gør lyden så meget mere skrøbelig. Dette fravær af en dreven rytme i bunden af tracket, er noget af det, der gør ‘Blue’ til en så nøgen lytteoplevelse.

Joni Mitchells melodier sidder lige i skabet. Der er ikke noget fra den mere jazzede ende af hendes sangskrivning, som jeg nu holder særlig meget af, men den intime folklyd på albummet klædes nok alligevel bedst af de mere traditionelle retninger, sangene melodisk bevæger sig i. Bemærk dog, at selv om universet på ‘Blue’ er traditionelt, er det på ingen måde forældet. Sange som ‘California’, ‘Carey’ og ‘A Case of You’ kunne blive udgivet i dag, og de ville sandsynligvis stadig blive overdænget med roser i diverse indie-cirkler. Der er noget tidløst over både hendes lyd, hendes melodier og hendes livagtige, maleriske lyrik. ‘River’ er et klart højdepunkt her – det er jul, og Mitchell er vemodig over sin tilværelse i verden, så hun drømmer om en flod, hun kan skøjte på. Det er så simple billeder, men alligevel har de så umiddelbar gennemslagskraft. Selv om titlen ‘Blue’ klart angiver, at det melankolske står centralt på albummet – især mod slutningen – er der godt med optimistiske lyspunkter, der gør albummet lettere at lytte til. Især åbningsnummeret ‘All I Want’ er et lystigt, imødekommende track, der gør det til tider ganske tunge album let at sluge.

Den simple lyd på ‘Blue’ er lidt af et tveægget sværd for mig. Den gør, at pladen egner sig helt perfekt til for eksempel en grå regnvejrsdag, men hvis jeg hører albummet for mange gange, kan jeg godt savne lidt tjubang. Jeg må dog sige, at instrumenterne bliver spillet med en fantastisk detaljegrad. Ingen tone føles tilfældig, og der er en del kreative påfund, der stikker ud. Mest mærkbart er nok, at Mitchell interpolerer melodien til ‘Jingle Bells’ i klaveret på ‘River’. En anden finurlighed, der mere ligger i produktionen, er da Mitchell synger om, hvad flyradioen spiller på ‘This Flight Tonight’ – her bliver hele lydbilledet distorteret, så det lyder mere som en radio, og alligevel fortsætter sangen på imponerende vis ufortrødent sit hastige flow. Næste gang, du har en regnvejrsdag, for eksempel her i efteråret, er ‘Blue’ et oplagt album at sætte på. Sid med en kop kakao og tænk over livet. Nyd Joni, der fortæller dig om sine egne livsoplevelser, mens hun ledsages af varme akkorder i et nærværende lydlandskab. Og når albummet er slut, giv det et par minutters stilhed til at lægge sig. Det fortjener det.

47 – John Coltrane – A Love Supreme (1965)

Udgivet den af
Svar

Blandt de helt store jazzlegender, er John Coltrane ikke en af dem jeg oftest hiver frem for at lytte til. Det kan meget snart ændre sig, for op til at skulle skrive denne anmeldelse, er jeg faldet pladask for ‘A Love Supreme’. Men det tog mig noget tid. I starten hæftede jeg mig meget ved opsætningen: den kunne nærmest ikke være mere klassisk: en trommeslager, en bassist, en pianist og vores hovedperson, John Coltrane på trommer – ikke just den mest spraglede måde at sammensætte et jazzband. Jeg fandt det ret kikset, da Coltrane begyndte at synge albummets titel på første nummer, ‘Part I – Acknowledgement’. Ud over dette tidspunkt og et par særligt eksploderende soli på ‘Part III – Pursuance’, syntes jeg ikke, albummet gjorde meget for at adskille sig fra alskens kaffebar-jazz. At der er folk, der har taget mig seriøst, når dette var min umiddelbare reaktion til ‘A Love Supreme’, er mig en gåde, men jeg er evigt taknemmelig for det, for det gør, at der nok er folk, der vil lytte til mig, når jeg siger, at jeg tog helt og aldeles fejl – ‘A Love Supreme’ er et lige så stort mesterværk, som alle går rundt og påstår, det er.

Vi kan starte med, hvorfor det egentlig er genialt, at Coltrane synger albummets titel i slutningen af ‘Part I – Acknowledgement’. I løbet af næsten hele dette nummer sniger figuren, han synger det henover, rundt i sangen. Først er det en basgang, senere dukker figuren op i klaveret, og som nummeret skrider fremad prøver saxofonen at kæmpe mod dette motiv, som begge bliver mere og mere intense. Så opgiver saxofonen også, og med stor indføling tager Coltrane imod den, først ved at spille den på sax, derefter ved at synge den. Nummeret hedder ‘Acknowledgement’ netop fordi vi overværer en gradvis anerkendelse af denne vage, spirituelle »Love Supreme«. På andet nummer, ‘Part II – Resolution’ møder vi i første halvdel kun sjældent den angst, der kendetegner åbningsnummeret. I stedet rejser vi igennem et nyt niveau af lykke, hvor saxofonen for første gang lyder såvel euforisk som decideret magelig. Men ca. halvvejs igennem begynder McCoy Tyners geniale klaverspil gradvist at blive mere dommedagsagtig og faretruende. Men selv mens dødbringende klaver svirrer frem med grumme akkorder, er den taknemmelige tone fra saxofonen ustoppelig. Det er inspirerende at lytte til, og jeg får meget respekt for Coltranes spirituelle rejse, også selv om jeg i modsætning til ham ikke er kristen.

Hertil er titlen ‘A Love Supreme’ genial – den er vag nok til, at lytteren kan få den til at handle om andet end Gud, men den er stadig specifik nok til, at der ikke er tvivl om hvad der netop er det relevante ved Coltranes spirituelle åbenbaring: en kærlighed, der overgår det menneskelige og det kropslige. Dette gør nummeret med de vilde soli, ‘Part III – Pursuance’, så meget mere tiltalende for mig. For jeg hører hvert eneste instrument gå amok i forsøget på at nå op til dette metafysiske plateau, heraf titlen ‘Pursuance’ – mine tanker ledes hen mod fortællingen om Babelstårnet. Selv i den svære kunst at lave en mindeværdig trommesolo udmærker Elvin Jones sig, da man rent faktisk kan mærke, at der er noget på spil. Soloen bygger smukt op, og dens afslutning er vidunderligt forløsende. Afslutningsnummeret, ‘Part IV – Psalm’ er det nummer, jeg har haft sværest ved lige at fange. Den mystiske aura på nummeret er uden tvivl tiltalende, hvis ikke lettere morbid. Coltrane selv har kaldt stilen herpå for ‘musical narration’, hvor han altså bruger sin saxofon til at lave ordløs digtoplæsning. Den gudfrygtige, angrende lyd på nummeret er gennemborende, og det er en oplagt, flertydig måde at afslutte et så spirituelt betonet album. Det er et album der tåler mange gennemlytninger, og det har gjort Coltrane til en af mine jazz-yndlinge.

54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

Udgivet den af
Svar

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

76 – John Lennon – Imagine (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte alle medlemmerne med at have stor succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der nogensinde blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være ‘Imagine’ af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror, egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg egentlig om Beatles-sangen ‘Let It Be’ indtil jeg fik hørt den påny, men der blev den hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på ‘Imagine’, men de bliver lidt for rolige i mine øjne. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er retfærdigt nok, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med ‘Let It Be’ er interessant, for ligesom det album, er ‘Imagine’-pladen produceret i samarbejde med mesterproduceren Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men ‘Imagine’ er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.

Der er mange sange på ‘Imagine’ der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede ‘Crippled Inside’ og den bluesede ‘It’s So Hard’ er især underlige sangvalg. Lennons stemme bliver lidt druknet i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som ‘Imagine’, ‘Jealous Guy’ og ‘Oh Yoko!’. Jeg ville faktisk nærmest ønske, at John Lennon helt havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Så meget som jeg nok er blevet træt af titelnummeret, klæder lyden ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede, mudrede protest-sang ‘I Don’t Want to Be a Soldier’, hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors ‘Wall of Sound’ får det til at lyde som en ensartet grød, der aldrig kommer nogen vegne.

Balladerne lyder helt fantastisk. ‘Jealous Guy’ går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene ‘How?’ og ‘Oh My Love’, hvor jeg ellers ikke just finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. ‘Gimme Some Truth’ er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. ‘How Do You Sleep?’, et slags diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og atter er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af ‘Imagine’. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.

79 – James Brown – Star Time (1991)

Udgivet den af
Svar

“Mr. Dynamite”, “The Hardest Working Man In Show Business”, “Soul Brother No. 1”, “The Godfather of Soul”; disse 4 titler er ikke blot tilnavne for R&B-legenden James Brown, de er også hver især navnet på en af de 4 cd’er på hans ambitiøse boxset ‘Star Time’ fra 1991. Dette er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at ’20 All-Time Greatest Hits’, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med ‘Star Time’. Den var endda tænkt som et mere tilgængeligt, kondenseret alternativ til denne omfattende, næsten 5 timer lange cd-box. Jeg kunne virkelig godt lide ’20 All-Time Greatest Hits’, der gav et solidt, afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen formåede også at give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med ‘Star Time’, der i modsætning til ’20 All-Time Greatest Hits’ er kronologisk opbygget. Der er dermed ikke nær så godt flow i pladen som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men ‘Star Time’ formår derimod at give et rigtig klart billede af hvordan James Brown gradvist udviklede sig som kunstner. Det er ret spændende at følge med i hans udvikling som kunstner i løbet af de 5 timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og tager det i en ny retning.

Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder ‘Mr. Dynamite’, er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler dette sig til soul og funk. ‘Mr. Dynamite’-disken slutter af med nogle tidlige, mest af alt rhythm & blues-orienterede indspilninger af ‘It’s a Man’s Man’s Man’s World’, ‘I Got You (I Feel Good)’ og ‘Papa’s got a Brand New Bag’. De mere kendte, soul- og funk-prægede udgaver får da lov til at åbne den anden cd, der har titlen ‘The Hardest Working Man In Show Business’. Det er ret fedt at starte med at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. De har også sørget for ikke at være alt for pedantiske i forhold til den kronologiske opbygning. Der har ligesom på ’20 All-Time Greatest Hits’ også været tænkt over at præsentere en varieret, engagerende lytteoplevelse. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det alt for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.

Jeg må dog stadig erkende, at jeg finder det besværligt at lytte til ‘Star Time’. Jeg ved ikke helt hvordan man skal lytte til den. Selv hørte jeg de 4 cd’er så hurtigt efter hinanden som muligt, men 5 timer med James Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves, kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne rigtig meget sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man sepererer sine lyttesessioner for meget. Omvendt må jeg sige, at alle 4 cd’er faktisk sagtens kunne fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke rigtig nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der grundigt gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. I løbet af alle disse år har han sørget for at fornye og udvikle sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, hvorpå pladen afslutter, nemlig med nummeret, ‘Unity, Pt. 1’, som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik stadig bliver ved med at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. ‘Star Time’ er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lige lovlig lang for de fleste.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Udgivet den af
Svar

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

235 – Jackie Wilson – Mr. Excitement! (1992)

Udgivet den af
Svar

Når man kigger på kunstnere, der har udgivet så meget musik som Jackie Wilson har, så er det svært at finde et sted at starte. Manden har haft en helt enorm indflydelse på R&B såvel som rock and roll med sange som Lonely Teardrops, (Your Love Keeps Lifting Me) Higher and Higher og Reet Petite, og som mange i sin samtid er han meget mere kendt for sine singler end for sine albums. Et opsamlingsalbum virker da oplagt, men hvilket skal man tage? Rhino udgav i 1992 et ganske populært et, der hed Mr. Excitement!. Det er heller ikke en lille opsamling, over 3 timers Jackie Wilson finder man derpå, kronologisk opstillet fra hans karrieres begyndelse i slut-50’erne og hele vejen op til midt-70’erne. Han angreb mange stilarter i den periode, både noget stille, Bing Crosby-agtig crooning, noget vildt, festligt big band-musik, romantisk soul, gammeldags doo-wop. I starten flirter han endda lidt med Blues. Det er ikke det hele, jeg er lige glad for, men hele vejen igennem står én ting fast – Wilson er en fuldkommen fantastisk sanger. Han har ikke bare et stort register, men han mestrer mange teknikker, og han er altid meget karismatisk.

Hans karisma er noget af det, der gør hans bedste numre så gode, som de er. Reet Petite, Lonely Teardrops og Baby Workout er ganske fine på egen hånd, men de ville næppe være blevet sådan nogle klassikere uden Wilson bag mikrofonen. Men det bedste er, at selv mindre interessante sange bliver langt bedre med ham. Stormy Weather (Keeps Rainin’ All the Time) synes jeg f.eks. er meget kedelig og triviel. Jeg kan i selve sangskrivningen virkelig ikke finde én eneste interessant ting. Instrumentationen er dog ganske fin, men det, der hæver dette nummers kvalitet mest er Wilsons stemme. Bare måden, han siger ordene “Stormy Weather“ er helt magisk. Der er mange udgaver af denne sang, og nogle af dem er faktisk ret fine, men Wilsons udgave læner sig fuldkommen op af Wilson selv, og det fungerer bedre end man skulle forestille sig. Det er dog et gennemgående problem, at de mange langsommere, strygerbefængte, meget Bing Crosby-lignende sange bare ikke er særlig gode. Og så lyder de ens.

3 timer er også rigtig meget tid. Jeg nød en overraskende stor del af pladen, og hvad der især forbløffede mig, var at han i starten var lige så god som i slutningen – pladen er jo som sagt kronologisk opstillet. Der er lige fra begyndelsen til slutningen både svipsere og mesterværker, og Wilson rammer på intet tidspunkt her en død æra. Som LL Cool J siger: “Dont call it a comeback – I’ve been here for years”. Jeg har hørt nogle forfærdelige Jackie Wilson-sange på andre opsamlinger, f.eks. hans covers af Light my Fire, Over the Rainbow, Georgia on my Mind og især af Eleanor Rigby – en sang, der vist er umulig at lave et godt cover af. Men alt det skidt er sorteret fra på Mr. Excitement!. Der er kun to væsentlige problemer ved Mr. Excitement! – først og fremmest er mange sange forfærdeligt kedelige, og for det andet er pladen frygtelig lang. De to ting kunne meget let løses med ét smæk. Hvis du finder Mr. Excitement! billigt brugt et sted, så er den værd at lytte til, men hvis du vil have en god introduktion til Jackie Wilson, så kan det nok bedre anbefales at lytte til The Very Best of Jackie Wilson. Hvad end det er 1993-udgaven fra Ace eller 1994-udgaven fra Rhino, så er der bedre kvalitetskontrol, og længden er tilpas.

242 – Jerry Lee Lewis – All Killer No Filler: The Anthology (1993)

Udgivet den af
Svar

Jerry Lee Lewis er en af rock and rolls store pionere, og med hits som Great Balls of Fire, Whole Lotta Shakin’ Goin’ on, High School Confidential, Breathless og Crazy Arms holder han stadig i dag. Disse sange er alle fra starten af hans karriere, og denne er da også den, man kender bedst. Jeg var derfor meget spændt på at lære hans senere sange at kende, da jeg begyndte at lytte til hans nogenlunde kronologisk opstillede greatest hits-opsamling All Killer, No Filler: The Anthology fra 1993. Da den er kronologisk opstillet, får man selvfølgelig alle klassikerne først, men man får dem sammen med nogle lidt mere ukendte sange. It’ll be Me og All Night Long er lige så sjove og energiske bekendskaber som de store hits. Der er også noget meget rendyrket country, f.eks. You Win Again, men der er ikke specielt meget af det i starten af pladen. Først i slutningen af første disc går det i country-modus, og Jerry Lee Lewis leverer her hele syv country-sange i træk. De er meget langsomme og kedelige, og især når de netop kommer i halen på hinanden, så føles det bare som om, de fylder en uendelighed.

Anden disc starter, hvor den første slap. Der kommer bare mere country af den mest steorotypiske, langsomme, begivenhedsløse slags. Og jeg har jo i grunden lyst til at kunne lide det, jeg synes meget godt om Jerry Lee Lewis som både pianist og sanger, men hans country-sange er bare så ens. Crazy Arms er jo i grunden også en country-sang, men den har jeg ikke noget imod, for den har meget charme og den simple instrumentation, som gør Jerry Lee Lewis’ tidlige numre så gode. Og hans klaversolo er også bare skøn. Det er ikke min favorit i hans diskografi eller noget, men det er stadig en vældig solid sang. Det, han lavede i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne er bare alt for indsmurt i smør og klichéer, og man kan slet ikke høre nogen identitet eller karakter i musikken. Der kommer dog pludselig en rockabilly-sang igen, Please Don’t Talk About Me When I’m Gone, og mens den ikke kan måle sig med klassikerne, så er den virkelig forfriskende. I løbet af 70’erne blandede Jerry Lee Lewis sine country-sange med lidt rock and roll, og det er rart at høre, at han stadig kan gøre det, selvom de fleste rock and roll-sange på disc 2 så er covers.

I 70’erne begyndte gammeldags rock and roll at være populært igen gennem navne som David Bowie og Bruce Springsteen, og Jerry Lee Lewis føles faktisk meget moderne på numre som Meat Man og Rockin’ My Life Away. Man skulle tro at det skulle føles pinligt, når denne gamle mand prøver at mænge sig med de unge mennesker, men det fungerer ganske godt. Rockin’ My Life Away er  fra så sent som 1979. Men desværre, så er der nogle af Lewis’ meget trivielle country-sange indimellem, og selvom rock and roll er vendt tilbage, så er country stadig fokus. Og han fik store hits på country-stationer, men et hit betyder jo langt fra altid god musik, og All Killer No Filler er desværre efter min mening en meget upassende titel. For fyld er der utrolig meget af på denne plade. Der er nogle mesterværker på denne plade, og jeg er da glad for at høre, at Jerry Lee Lewis stadig kunne rocke så sent som i 1979, så helt spildt er denne opsamling da ikke, men jeg ville hellere anbefale f.eks. Original Sun Singles ’56-’60 eller en af de andre opsamlinger, der fokuserer på hans tidlige materiale. Hvis man vil have studiealbums i stedet, så er der også hans to første, som har nogle ret skarpe sange på, men fyld findes nu også på dem.