47 – John Coltrane – A Love Supreme (1965)

Blandt de helt store jazzlegender, er John Coltrane ikke en af dem jeg oftest hiver frem for at lytte til. Det kan meget snart ændre sig, for op til at skulle skrive denne anmeldelse, er jeg faldet pladask for ‘A Love Supreme’. Men det tog mig noget tid. I starten hæftede jeg mig meget ved opsætningen: den kunne nærmest ikke være mere klassisk: en trommeslager, en bassist, en pianist og vores hovedperson, John Coltrane på trommer – ikke just den mest spraglede måde at sammensætte et jazzband. Jeg fandt det ret kikset, da Coltrane begyndte at synge albummets titel på første nummer, ‘Part I – Acknowledgement’. Ud over dette tidspunkt og et par særligt eksploderende soli på ‘Part III – Pursuance’, syntes jeg ikke, albummet gjorde meget for at adskille sig fra alskens kaffebar-jazz. At der er folk, der har taget mig seriøst, når dette var min umiddelbare reaktion til ‘A Love Supreme’, er mig en gåde, men jeg er evigt taknemmelig for det, for det gør, at der nok er folk, der vil lytte til mig, når jeg siger, at jeg tog helt og aldeles fejl – ‘A Love Supreme’ er et lige så stort mesterværk, som alle går rundt og påstår, det er.

Vi kan starte med, hvorfor det egentlig er genialt, at Coltrane synger albummets titel i slutningen af ‘Part I – Acknowledgement’. I løbet af næsten hele dette nummer sniger figuren, han synger det henover, rundt i sangen. Først er det en basgang, senere dukker figuren op i klaveret, og som nummeret skrider fremad prøver saxofonen at kæmpe mod dette motiv, som begge bliver mere og mere intense. Så opgiver saxofonen også, og med stor indføling tager Coltrane imod den, først ved at spille den på sax, derefter ved at synge den. Nummeret hedder ‘Acknowledgement’ netop fordi vi overværer en gradvis anerkendelse af denne vage, spirituelle »Love Supreme«. På andet nummer, ‘Part II – Resolution’ møder vi i første halvdel kun sjældent den angst, der kendetegner åbningsnummeret. I stedet rejser vi igennem et nyt niveau af lykke, hvor saxofonen for første gang lyder såvel euforisk som decideret magelig. Men ca. halvvejs igennem begynder McCoy Tyners geniale klaverspil gradvist at blive mere dommedagsagtig og faretruende. Men selv mens dødbringende klaver svirrer frem med grumme akkorder, er den taknemmelige tone fra saxofonen ustoppelig. Det er inspirerende at lytte til, og jeg får meget respekt for Coltranes spirituelle rejse, også selv om jeg i modsætning til ham ikke er kristen.

Hertil er titlen ‘A Love Supreme’ genial – den er vag nok til, at lytteren kan få den til at handle om andet end Gud, men den er stadig specifik nok til, at der ikke er tvivl om hvad der netop er det relevante ved Coltranes spirituelle åbenbaring: en kærlighed, der overgår det menneskelige og det kropslige. Dette gør nummeret med de vilde soli, ‘Part III – Pursuance’, så meget mere tiltalende for mig. For jeg hører hvert eneste instrument gå amok i forsøget på at nå op til dette metafysiske plateau, heraf titlen ‘Pursuance’ – mine tanker ledes hen mod fortællingen om Babelstårnet. Selv i den svære kunst at lave en mindeværdig trommesolo udmærker Elvin Jones sig, da man rent faktisk kan mærke, at der er noget på spil. Soloen bygger smukt op, og dens afslutning er vidunderligt forløsende. Afslutningsnummeret, ‘Part IV – Psalm’ er det nummer, jeg har haft sværest ved lige at fange. Den mystiske aura på nummeret er uden tvivl tiltalende, hvis ikke lettere morbid. Coltrane selv har kaldt stilen herpå for ‘musical narration’, hvor han altså bruger sin saxofon til at lave ordløs digtoplæsning. Den gudfrygtige, angrende lyd på nummeret er gennemborende, og det er en oplagt, flertydig måde at afslutte et så spirituelt betonet album. Det er et album der tåler mange gennemlytninger, og det har gjort Coltrane til en af mine jazz-yndlinge.

54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

76 – John Lennon – Imagine (1971)

Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte alle medlemmerne med at have stor succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der nogensinde blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være ‘Imagine’ af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror, egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg egentlig om Beatles-sangen ‘Let It Be’ indtil jeg fik hørt den påny, men der blev den hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på ‘Imagine’, men de bliver lidt for rolige i mine øjne. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er retfærdigt nok, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med ‘Let It Be’ er interessant, for ligesom det album, er ‘Imagine’-pladen produceret i samarbejde med mesterproduceren Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men ‘Imagine’ er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.

Der er mange sange på ‘Imagine’ der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede ‘Crippled Inside’ og den bluesede ‘It’s So Hard’ er især underlige sangvalg. Lennons stemme bliver lidt druknet i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som ‘Imagine’, ‘Jealous Guy’ og ‘Oh Yoko!’. Jeg ville faktisk nærmest ønske, at John Lennon helt havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Så meget som jeg nok er blevet træt af titelnummeret, klæder lyden ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede, mudrede protest-sang ‘I Don’t Want to Be a Soldier’, hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors ‘Wall of Sound’ får det til at lyde som en ensartet grød, der aldrig kommer nogen vegne.

Balladerne lyder helt fantastisk. ‘Jealous Guy’ går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene ‘How?’ og ‘Oh My Love’, hvor jeg ellers ikke just finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. ‘Gimme Some Truth’ er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. ‘How Do You Sleep?’, et slags diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og atter er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af ‘Imagine’. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.

79 – James Brown – Star Time (1991)

“Mr. Dynamite”, “The Hardest Working Man In Show Business”, “Soul Brother No. 1”, “The Godfather of Soul”; disse 4 titler er ikke blot tilnavne for R&B-legenden James Brown, de er også hver især navnet på en af de 4 cd’er på hans ambitiøse boxset ‘Star Time’ fra 1991. Dette er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at ’20 All-Time Greatest Hits’, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med ‘Star Time’. Den var endda tænkt som et mere tilgængeligt, kondenseret alternativ til denne omfattende, næsten 5 timer lange cd-box. Jeg kunne virkelig godt lide ’20 All-Time Greatest Hits’, der gav et solidt, afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen formåede også at give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med ‘Star Time’, der i modsætning til ’20 All-Time Greatest Hits’ er kronologisk opbygget. Der er dermed ikke nær så godt flow i pladen som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men ‘Star Time’ formår derimod at give et rigtig klart billede af hvordan James Brown gradvist udviklede sig som kunstner. Det er ret spændende at følge med i hans udvikling som kunstner i løbet af de 5 timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og tager det i en ny retning.

Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder ‘Mr. Dynamite’, er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler dette sig til soul og funk. ‘Mr. Dynamite’-disken slutter af med nogle tidlige, mest af alt rhythm & blues-orienterede indspilninger af ‘It’s a Man’s Man’s Man’s World’, ‘I Got You (I Feel Good)’ og ‘Papa’s got a Brand New Bag’. De mere kendte, soul- og funk-prægede udgaver får da lov til at åbne den anden cd, der har titlen ‘The Hardest Working Man In Show Business’. Det er ret fedt at starte med at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. De har også sørget for ikke at være alt for pedantiske i forhold til den kronologiske opbygning. Der har ligesom på ’20 All-Time Greatest Hits’ også været tænkt over at præsentere en varieret, engagerende lytteoplevelse. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det alt for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.

Jeg må dog stadig erkende, at jeg finder det besværligt at lytte til ‘Star Time’. Jeg ved ikke helt hvordan man skal lytte til den. Selv hørte jeg de 4 cd’er så hurtigt efter hinanden som muligt, men 5 timer med James Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves, kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne rigtig meget sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man sepererer sine lyttesessioner for meget. Omvendt må jeg sige, at alle 4 cd’er faktisk sagtens kunne fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke rigtig nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der grundigt gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. I løbet af alle disse år har han sørget for at fornye og udvikle sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, hvorpå pladen afslutter, nemlig med nummeret, ‘Unity, Pt. 1’, som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik stadig bliver ved med at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. ‘Star Time’ er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lige lovlig lang for de fleste.

82 – The Jimi Hendrix Experience – Axis: Bold as Love (1967)

Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt alle de mest populære sange – ‘Foxy Lady’, ‘Purple Haze’, ‘Hey Joe’, ‘All Along the Watchtower, osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang end at have hørt ‘Are You Experienced?’ en eller to gange i baggrunden. På det sidste har jeg dog efterhånden hørt hans andet album, ‘Axis: Bold as Love’ en hel del gange, og jeg kan let konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en virkelig teknisk dygtig guitarist, det er der nok ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg tit synes, bliver forbigået i diskussioner om Hendrix’ musikalske bedrifter, er hans humor. ‘Axis: Bold as Love’ starter med ‘Exp’, en ganske morsom sketch om rumvæsener, og derefter får man ‘Up from the Skies’, en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde for fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig, som han ellers kunne risikere.

Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade, langt fra. Med tiden kommer man ind i lidt mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi måske lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. På den måde er man parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende ‘Castles Made of Sand’, den vemodige ‘Little Wing’ eller den sensuelle ‘Little Miss Lover’ – hvor den sidste dog nok heller ikke kunne skabe meget forvirring i første omgang. Her ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på ‘Axis: Bold as Love’, nok især de mere sensuelle numre. ‘You Got Me Floatin” og ‘Wait Until Tomorrow’ er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som ‘If 6 was 9’, ‘Bold as Love’ og ‘Little Wing’ får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.

Variationen på pladen er på den ene side en af pladens største forcer, da det gør det til en meget levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret ‘She’s So Fine’ stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været nær så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale ‘Axis: Bold as Love’, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig derfor nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.

235 – Jackie Wilson – Mr. Excitement! (1992)

Når man kigger på kunstnere, der har udgivet så meget musik som Jackie Wilson har, så er det svært at finde et sted at starte. Manden har haft en helt enorm indflydelse på R&B såvel som rock and roll med sange som Lonely Teardrops(Your Love Keeps Lifting Me) Higher and Higher og Reet Petite, og som mange i sin samtid er han meget mere kendt for sine singler end for sine albums. Et opsamlingsalbum virker da oplagt, men hvilket skal man tage? Rhino udgav i 1992 et ganske populært et, der hed Mr. Excitement!. Det er heller ikke en lille opsamling, over 3 timers Jackie Wilson finder man derpå, kronologisk opstillet fra hans karrieres begyndelse i slut-50’erne og hele vejen op til midt-70’erne. Han angreb mange stilarter i den periode, både noget stille, Bing Crosby-agtig crooning, noget vildt, festligt big band-musik, romantisk soul, gammeldags doo-wop. I starten flirter han endda lidt med Blues. Det er ikke det hele, jeg er lige glad for, men hele vejen igennem står én ting fast – Wilson er en fuldkommen fantastisk sanger. Han har ikke bare et stort register, men han mestrer mange teknikker, og han er altid meget karismatisk.

Hans karisma er noget af det, der gør hans bedste numre så gode, som de er. Reet PetiteLonely Teardrops og Baby Workout er ganske fine på egen hånd, men de ville næppe være blevet sådan nogle klassikere uden Wilson bag mikrofonen. Men det bedste er, at selv mindre interessante sange bliver langt bedre med ham. Stormy Weather (Keeps Rainin’ All the Time) synes jeg f.eks. er meget kedelig og triviel. Jeg kan i selve sangskrivningen virkelig ikke finde én eneste interessant ting. Instrumentationen er dog ganske fin, men det, der hæver dette nummers kvalitet mest er Wilsons stemme. Bare måden, han siger ordene “Stormy Weather er helt magisk. Der er mange udgaver af denne sang, og nogle af dem er faktisk ret fine, men Wilsons udgave læner sig fuldkommen op af Wilson selv, og det fungerer bedre end man skulle forestille sig. Det er dog et gennemgående problem, at de mange langsommere, strygerbefængte, meget Bing Crosby-lignende sange bare ikke er særlig gode. Og så lyder de ens.

3 timer er også rigtig meget tid. Jeg nød en overraskende stor del af pladen, og hvad der især forbløffede mig, var at han i starten var lige så god som i slutningen – pladen er jo som sagt kronologisk opstillet. Der er lige fra begyndelsen til slutningen både svipsere og mesterværker, og Wilson rammer på intet tidspunkt her en død æra. Som LL Cool J siger: “Dont call it a comeback – I’ve been here for years”. Jeg har hørt nogle forfærdelige Jackie Wilson-sange på andre opsamlinger, f.eks. hans covers af Light my Fire, Over the RainbowGeorgia on my Mind og især af Eleanor Rigby – en sang, der vist er umulig at lave et godt cover af. Men alt det skidt er sorteret fra på Mr. Excitement!. Der er kun to væsentlige problemer ved Mr. Excitement! – først og fremmest er mange sange forfærdeligt kedelige, og for det andet er pladen frygtelig lang. De to ting kunne meget let løses med ét smæk. Hvis du finder Mr. Excitement! billigt brugt et sted, så er den værd at lytte til, men hvis du vil have en god introduktion til Jackie Wilson, så kan det nok bedre anbefales at lytte til The Very Best of Jackie Wilson. Hvad end det er 1993-udgaven fra Ace eller 1994-udgaven fra Rhino, så er der bedre kvalitetskontrol, og længden er tilpas.

242 – Jerry Lee Lewis – All Killer No Filler: The Anthology (1993)

Jerry Lee Lewis er en af rock and rolls store pionere, og med hits som Great Balls of Fire, Whole Lotta Shakin’ Goin’ onHigh School ConfidentialBreathless og Crazy Arms holder han stadig i dag. Disse sange er alle fra starten af hans karriere, og denne er da også den, man kender bedst. Jeg var derfor meget spændt på at lære hans senere sange at kende, da jeg begyndte at lytte til hans nogenlunde kronologisk opstillede greatest hits-opsamling All Killer, No Filler: The Anthology fra 1993. Da den er kronologisk opstillet, får man selvfølgelig alle klassikerne først, men man får dem sammen med nogle lidt mere ukendte sange. It’ll be Me og All Night Long er lige så sjove og energiske bekendskaber som de store hits. Der er også noget meget rendyrket country, f.eks. You Win Again, men der er ikke specielt meget af det i starten af pladen. Først i slutningen af første disc går det i country-modus, og Jerry Lee Lewis leverer her hele syv country-sange i træk. De er meget langsomme og kedelige, og især når de netop kommer i halen på hinanden, så føles det bare som om, de fylder en uendelighed.

Anden disc starter, hvor den første slap. Der kommer bare mere country af den mest steorotypiske, langsomme, begivenhedsløse slags. Og jeg har jo i grunden lyst til at kunne lide det, jeg synes meget godt om Jerry Lee Lewis som både pianist og sanger, men hans country-sange er bare så ens. Crazy Arms er jo i grunden også en country-sang, men den har jeg ikke noget imod, for den har meget charme og den simple instrumentation, som gør Jerry Lee Lewis’ tidlige numre så gode. Og hans klaversolo er også bare skøn. Det er ikke min favorit i hans diskografi eller noget, men det er stadig en vældig solid sang. Det, han lavede i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne er bare alt for indsmurt i smør og klichéer, og man kan slet ikke høre nogen identitet eller karakter i musikken. Der kommer dog pludselig en rockabilly-sang igen, Please Don’t Talk About Me When I’m Gone, og mens den ikke kan måle sig med klassikerne, så er den virkelig forfriskende. I løbet af 70’erne blandede Jerry Lee Lewis sine country-sange med lidt rock and roll, og det er rart at høre, at han stadig kan gøre det, selvom de fleste rock and roll-sange på disc 2 så er covers.

I 70’erne begyndte gammeldags rock and roll at være populært igen gennem navne som David Bowie og Bruce Springsteen, og Jerry Lee Lewis føles faktisk meget moderne på numre som Meat Man og Rockin’ My Life Away. Man skulle tro at det skulle føles pinligt, når denne gamle mand prøver at mænge sig med de unge mennesker, men det fungerer ganske godt. Rockin’ My Life Away er  fra så sent som 1979. Men desværre, så er der nogle af Lewis’ meget trivielle country-sange indimellem, og selvom rock and roll er vendt tilbage, så er country stadig fokus. Og han fik store hits på country-stationer, men et hit betyder jo langt fra altid god musik, og All Killer No Filler er desværre efter min mening en meget upassende titel. For fyld er der utrolig meget af på denne plade. Der er nogle mesterværker på denne plade, og jeg er da glad for at høre, at Jerry Lee Lewis stadig kunne rocke så sent som i 1979, så helt spildt er denne opsamling da ikke, men jeg ville hellere anbefale f.eks. Original Sun Singles ’56-’60 eller en af de andre opsamlinger, der fokuserer på hans tidlige materiale. Hvis man vil have studiealbums i stedet, så er der også hans to første, som har nogle ret skarpe sange på, men fyld findes nu også på dem.

248 – Jay-Z – Reasonable Doubt (1996)

Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde nogle gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var meget succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable Doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det ret svært at fatte. Jay-Z er stadig et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst noget nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig meget godt om ham på albums som Watch the Throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The Godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, Can’t Knock the Hustle. På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner slet ikke fokus fra Jay-Z, og til trods for de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke min favorit, The Blueprint.

Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han meget dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog ca. 5 undtagelser blandt de 14 sange, men de begynder at komme ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første 5 sange handler ikke rigtig om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle virkelig fede numre derimellem. Åbningsnummeret er som sagt fantastisk, og Brooklyn’s Finest, som er opført sammen med selveste The Notorious B.I.G., er bare en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og Dead Presidents, Pt. 2 er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat, den har et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får ikke mafia-lydet til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, D’Evils, hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.

Andre afvigelser inkluderer Ain’t No Nigga, der nok er den sang på pladen, der sætter mig i den mest usikre situation. På den ene side er den rigtig funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Og den er ikke sexistisk på sådan et niveau, at han bruger ord som “bitch”, det er fordi sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte Friend or Foe, hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. Coming of Age er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, Regrets, handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle ret tidstypiske problemer på Reasonable Doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer, så er Reasonable Doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.

256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.