76 – John Lennon – Imagine (1971)

Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte alle medlemmerne med at have stor succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der nogensinde blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være ‘Imagine’ af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror, egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg egentlig om Beatles-sangen ‘Let It Be’ indtil jeg fik hørt den påny, men der blev den hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på ‘Imagine’, men de bliver lidt for rolige i mine øjne. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er retfærdigt nok, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med ‘Let It Be’ er interessant, for ligesom det album, er ‘Imagine’-pladen produceret i samarbejde med mesterproduceren Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men ‘Imagine’ er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.

Der er mange sange på ‘Imagine’ der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede ‘Crippled Inside’ og den bluesede ‘It’s So Hard’ er især underlige sangvalg. Lennons stemme bliver lidt druknet i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som ‘Imagine’, ‘Jealous Guy’ og ‘Oh Yoko!’. Jeg ville faktisk nærmest ønske, at John Lennon helt havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Så meget som jeg nok er blevet træt af titelnummeret, klæder lyden ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede, mudrede protest-sang ‘I Don’t Want to Be a Soldier’, hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors ‘Wall of Sound’ får det til at lyde som en ensartet grød, der aldrig kommer nogen vegne.

Balladerne lyder helt fantastisk. ‘Jealous Guy’ går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene ‘How?’ og ‘Oh My Love’, hvor jeg ellers ikke just finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. ‘Gimme Some Truth’ er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. ‘How Do You Sleep?’, et slags diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og atter er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af ‘Imagine’. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.