Kategoriarkiv: G

61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.

244 – Grateful Dead – Live/Dead (1969)

Udgivet den af
1

Grateful Dead anno de sene 60’ere frustrerer mig. Jeg kan selvfølgelig se, at der er tale om nogle virkelig dygtige musikere, og normalt er jeg virkelig stor fan af psykedelisk rock, og selv mange soloer irriterer mig sjældent, men jeg har tit svært ved at elske pladerne fra denne æra så højt, som andre gør. Jeg siger dog gerne, at f.eks. Anthem of the Sun er en god plade, den er bare slet ikke et mesterværk. Deres første live-plade, Live/Dead fra 1969 er noget lettere at tage og føle på. Det er dog ment i relativ forstand. Første nummer, Dark Star, er trods alt 23 minutter langt, og først efter 6 minutters guitarsolo kommer en vokal. Og det underligste er, at denne vokal gør det langt sværere at forholde sig til sangen. Under soloen var der meget at forholde sig til, orgeler, akustiske såvel som elektriske guitarer, og store crescendoer. Heldigvis er det hurtigt tilbage til mere solo, og det virker ganske vist improviseret, men det er stadig stramt og professionelt lydende. Først 20 minutter inde kommer der igen sang, ellers er det bare soloer. Og jo, det lyder godt, jo, det er imponerende, men det er godt nok langtrukkent.

Andet nummer, St. Stephen, er meget mere noget, jeg kan forholde mig til. Man kan her høre, at de er på vej over mod noget folk-rock, og sangens simple melodi er ikke til at stå for. Det er fængende, det er dynamisk, og samtidig er det vildt, psykedelisk og ren prale-musik for guitaristerne. Det overgår studieudgaven med mange mil. Der går dog virkelig solo i den på The Eleven, der bygger over et jam, de lavede nogle måneder forinden. Den kører i 11/8, og det er meget alternativt, og det giver også sangen noget kant. De få sektioner med sang på fungerer også vældig godt, de er bare virkelig glade og lystige, og de hjælper sangen med at eskalere mod nye højder. Den går over i den simpleste komposition på hele pladen, et 15 minutter langt cover af Bobby Blands Turn on Your Love Light. Selvom kompositionen er simpel, så formår de at gøre rigtig meget med den, og man lægger faktisk slet ikke mærke til, at deres udgave er over 5 gange så lang som originalen. Der er nemlig masser at komme til, og den simple melodi fungerer som god grobund for noget virkelig svedig improvisation, både hos instrumenterne og i vokalen. Og sangens klimaks er desuden bare enormt.

De fortolker også en god gammeldags bluesstandard, Death Don’t Have No Mercy af Gary Davis. Dette cover er ret langsomt, og de første 4 minutter er ret stille og begivenhedsløse. Heldigvis er de næste 3 minutter en førsteklasses bluessolo, og efter det, så vender det tilbage til sangen, der nu føles større og vigtigere. Det sidste reelle nummer hedder Feedback. Aldrig i mit liv har jeg hørt et nummer, der lever så meget op til sit navn. Det er stort set bare en masse feedback. Der er en guitar, der bliver spillet, og der er sikkert også noget andet, men mest af alt er det bare legen med feedback. I næsten 8 minutter. Det er en sjov idé, og det er da også interessant at lytte på i starten, men det skal ikke være en hemmelighed, at man bliver træt af det hurtigt. Der er en ret interessant, hurtig sektion ca. 2 minutter inde i sangen, men det meste er ret kedeligt. Det er end ikke fordi det er støjende, det er bare kedeligt. Sangen afsluttes af en 30 sekunder lang a capella-udgave af folkesangen And We Bid You Goodnight, og det er en flot afslutning. Der er dele af Live/Dead, jeg elsker rigtig højt, og der er dele, jeg ikke får noget ud af. I sidste ende må det dog være en tommel i den rigtige retning.

258 – Grateful Dead – American Beauty (1970)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange, har man en upopulær mening. Det er helt fint, men man føler af og til, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American Beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s Dead, de udsendte tidligere samme år, men jeg synes stadig, at Workingman’s Dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet af det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i meget samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten Touch of Grey eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.

På American Beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på meget forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s Dead starter American Beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Mellem de to åbningsnumre, foretrækker jeg nok Uncle John’s Band fra Workingman’s Dead over Box of Rain, men i selve sangskrivningen er disse to sange også meget forskellige. Box of Rain bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor Uncle John’s Band bare er hyggelig fra starten. Box of Rain er et meget imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med Uncle John’s Band, bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. Truckin’, der afslutter American Beauty minder dog noget mere om Casey Jones. Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd tit, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. Truckin’ er dog noget lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.

Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s Dead, og derfor hjælper den også på American Beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem rigtig lette at fokusere på. På Sugar Magnolia og Friend of the Devil bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. Sugar Magnolia har virkelig kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og dette sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en helt fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid meget hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. Brokedown Palace er ganske vist meget entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange forskellige medlemmer agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har meget input fra hvert medlem, f.eks. Ripple, mens Operator kun har et meget lille ensemble til at spille sangen. American Beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt derpå, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s Dead.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Udgivet den af
Svar

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

287 – Grateful Dead – Anthem of the Sun (1968)

Udgivet den af
Svar

Grateful Dead er en ret sær gruppe. De er bedre kendt som livenavn end for deres sange eller albums, og de har udgivet så mange live-albums, at det muligvis slet ikke kan tælles. Deres studiealbums er dog det, de i første omgang lavede musik gennem. Deres anden plade hedder Anthem of the Sun, og den består af kun 5 numre, men disse er meget syrede og generelt også ret lange. Åbningsnummeret, That’s It for the Other One, starter meget stille med en sød melodi, og den virker som sådan ikke som noget særligt. Efter 40 sekunder skifter den fuldkommen form, men den er stadig bare stille og sjov, og den vender tilbage til udgangspunktet igen. Halvandet minut inde i nummeret går gruppen en smule amok, især trommeslageren og guitaristen. Det virker som ren jam, og da vokalen endelig vender tilbage, så er den også meget vildere end før. 4 minutter inde når sangen det, der kunne være dens klimaks, men den er kun halvvejs gennem galskaben, der nu begynder forfra, men denne gang eskalerer det endnu hurtigere. Sangens sidste tre minutter er vild improvisation, der ender med at have syrede lydeffekter på. Det er ret interessant at lytte på.

Pladens andet nummer hedder New Potato Caboose, og igen har vi at gøre med en meget stille start. Det er faktisk næsten kedsommeligt stille, men efter en 40 sekunder kommer noget lyd på nummeret. Der bliver sunget om psykedeliske billeder, og nogle flotte vokalharmonier opstår. Nummeret består mest af alt af en ret lang guitarsolo, og den er ganske imponerende, men jeg føler selv, at pladen går lidt i tomgang. Det er ellers synd, for de vokale portioner er virkelig kreativt opført og skrevet. Jeg kunne sagtens have overlevet, hvis de var lidt længere, og at guitarsoloen, der til slut fremføres samtidig med en orgelsolo, havde været skåret lidt ned. Der kommer dog virkelig gang i den med den maniske Born Cross-Eyed, der kun er 2 minutter lang. Det er her, gruppen virkelig begynder at fange mig. Al denne jam kulminerer her i en virkelig stærk sang, der ganske vist ikke varer lang tid, men den blander virkelig smukt mariachi-horn, vilde orgeler, syge guitarer og smukke vokalharmonier.

En anden virkelig god kandidat til pladens bedste sang er sjovt nok den længste, Alligator. Denne starter ret simpelt, og man kunne let blive narret til at tro, at det ville være en af pladens korteste numre. Præcis som Born Cross-Eyed har Alligator bindegal instrumentation, og sangerne synger forskudt af hinanden, så det lyder virkelig skævt og psykedelisk. Guitaren er virkelig fængende, og brugen af kazoo i starten gør det til en meget alternativ sang. I løbet af de 15 minutter får vi både en trommesolo, et par guitarsoloer, en orgelsolo, og nogle omkvæd, der får det hele til at hænge sammen. 12 minutter inde forvandler det sig meget naturligt til en ret fed bluessang, og sådan fortsætter den i noget tid. Den ender på en virkelig sær måde, som jeg ikke vil afsløre, men det er alligevel også næsten umuligt at beskrive. Bluesstilen fortsætter på afslutningsnummeret, Caution (Do Not Stop on Tracks), der måske er lidt for syret, til at jeg ærlig talt forstår den. Det er dog en god fortsættelse til Alligator, og den afslutter også godt albummet med dejlig meget støj og efterklang. Anthem of the Sun er en meget syret plade, og selv efter adskillige gennemlytninger, ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om den. Men interessant, det er den.

335 – Graham Parker – Squeezing Out Sparks (1979)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.

413 – The Go-Go’s – Beauty and the Beat (1981)

Udgivet den af
Svar

Lad os skrue tiden tilbage til starten af 80’erne. Det her var før Bikini Kill, Sleater-Kinney eller Tegan and Sara. Den eneste rockgruppe, der bestod udelukkende af kvinder, der selv skrev musikken var dengang the Runaways, og så meget som jeg nyder dem, var de ikke latterligt kommercielt succesfulde, så selvom musiknørderne selvfølgelig fik lyttet en del til det, var det ikke noget, som hele befolkningen let ville kunne pege til. De var dog nok ganske indflydelsesrige for de fem kvinder, der i 1978 dannede the Go-Go’s; Belinda Carlisle, Charlotte Caffey, Gina Schock, Kathy Valentine og Jane Wiedlin. Disse skønne tøser udgav så i 1981 deres debutplade, Beauty and the Beat, og det var et dejligt mix af pop, punk, new wave og generelt god energi. Energien er virkelig det bedste ved pladen. Man føler konstant, at samtlige medlemmer lægger 110% i deres optrædener, og det gør, at man som lytter bliver meget engageret. Og da deres musik er rigtig poppet, gør det mig også generelt bare glad i låget.

Vokalen er mixet ualmindeligt lavt i løbet af meget pladen. Det er ret underligt, og jeg tror, det som sådan endte med at have en negativ effekt på mig som lytter. Hvis den var mixet blot en smule højere, ville sangene nok have blevet noget mere i min hukommelse, og sangene med en højere vokal har også en tendens til at være mere mindeværdige. Dog er de så godt skrevet, at man godt kan komme til at få dem fast i hukommelsen alligevel. Sangene oser tit af personlighed og livsglæde. Dog kan the Go-Go’s sagtens lave noget mere dramatisk – her ofte med en højere mixet vokal, hvilket er ret dejligt. De dramatiske numre, heriblandt Lust to Love og Fading Fast er faktisk blandt noget af det bedste pladen har på sig. Jeg er måske bare lidt vild med den slags musik generelt, men det beviser stadig flot omfanget af gruppens talenter. Dynamikken bliver også meget bedre af det, for selvom deres lystige pop-punk er dejlig nok, er det godt med noget andet fra tid til anden.

De to største hits fra pladen, Our Lips are Sealed og We Got the Beat, er helt enorme singler, men de forhindrer slet ikke resten af pladen i at skinne. De viser i løbet af hele pladen, at de kan meget andet. Der er overraskende lidt fyld på – det eneste nummer, jeg ikke rigtig kan lide, er How Much More, der bare gentager sig alt, alt, alt for meget, og den når et punkt, hvor det er næsten uudholdeligt. Men derudover er det bare stærk melodi efter stærk melodi. Især Skidmarks on My Heart er også en rigtig fed sang, især med dens Dick Dale-inspirerede guitarsolo. Det er ikke det mest teknisk imponerende, men det er bare sjovt at lytte på – og det kan man faktisk sige om meget af det her album. Vi snakker ikke om nogle helt utrolige musikalske genier her, men vi snakker til gengæld om fire seje kvinder, der kan skrue et af 80’ernes bedste popalbums sammen. Hvis du kan lide pop-rock, så er the Go-Go’s noget af det bedste i feltet, og Beauty and the Beat er deres suverænt bedste plade.

429 – Gram Parsons – Grievous Angel (1974)

Udgivet den af
Svar

Gram Parsons var medlem af først the International Submarine band, da the Byrds og derefter the Flying Burrito Brothers, hvorefter han udgav to soloplader. Den sidste af disse, Grievous Angel, blev desværre også det sidste han nogensinde optog, da han uheldigvis døde i 1973, få måneder før albummet blev udgivet. Gram Parsons var en af pionererne indenfor country-rock, og jeg vil som så ofte sige, at før anmeldesen kan skride frem, er det vigtigt at vide, at country slet ikke er min genre. Derfor hjælper det slet ikke, at åbningsnummeret er et næsten rendyrket countrynummer ved navn Return of the Grievous Angel. Af en countrysang at være, er den dog ikke så ringe endda. Parsons længsel er rigtig tydelig, og Emmylou Harris er rigtig dygtig på backingvokal. Jeg ved egentlig ikke helt, om jeg ville kalde det en backingvokal, når det kommer til stykket, for hun er ualmindeligt langt fremme i mixet. Og det er kun godt, for Parsons er ikke en specielt dygtig sanger. Harris medvirker derfor også heldigvis på langt de fleste af pladens numre.

Derefter kommer Hearts On Fire, der indeholder lidt flere rockelementer. Den er bare lidt kedelig. Den er rimelig følelsesrig for en stund, men efter noget tid, ender den med at vade lidt rundt i den samme kedelige suppedas. Der bliver heldigvis fulgt op på dette med I Can’t Dance, der er en næsten perfekt blanding mellem country og rock. Den er vældig sjov, og countryelementerne gør den kun mere stemningsrig. Denne bliver fulgt op med den stille Brass Buttons, hvorpå man for en gangs skyld ikke støder på fru Harris. Den føles udmattet og langt nede på jorden, og selvom den for mig bliver ret kedelig, ville jeg let kunne forstå, hvis man bliver fuldstændig forelsket i den. Denne bliver efterfulgt en i starten lige så stille sang ved navn gang $1000 Wedding, der dog bliver mere højlydt med tiden, hvilket skaber god dynamik. Det er faktisk ikke et dårligt nummer overhovedet, det har interessante ordvalg og rigtig god instrumentation. Bagefter kommer en live-medley af den energiske country-klassiker Cash on the Barrelhead og den stille Byrds-sang Hickory Wind. Og med publikum på, bliver Cash on the Barrelhead faktisk ganske underholdende, men Hickory Wind gør lige så lidt for mig her, som den gjorde med the Byrds. Den er bare kedelig og sætter albummet i tomgang.

Love Hurts er derimod en ganske rørende lille sang, oprindeligt af the Everly Brothers. Den er blevet fortolket af rigtig mange, men min yndlingsudgave er overraskende nok denne. Parsons og Harris synger smukt sammen i en helt utrolig harmoni. Det er lidt ufatteligt, at den lyder så godt, for Parsons er virkelig ikke en dygtig sanger, men han lyder formidabel her. Las Vegas er en ganske sjov sang om at spille alle sine penge væk. Okay, emnet er måske ikke så morsomt, men den er absolut i den gode ende af albummet. Afslutningsnummeret, In My Hour of Darkness har en meget kraftig vokalharmoni, der dog denne gang fuldkommen ødelægges af Parsons stemme. Harmonien er nok sangens svageste punkt, for man bliver hurtigt godt træt af den, selvom den er ret sød i starten. Derudover er der ikke helt nok musikalske ideer på den, til at jeg helt kan sige, at den er noget for mig. Grievous Angel er et overraskende godt album. Som en, der ikke normalt kan lide noget, der har noget med country at gøre, så kunne jeg nok ikke blive gladere for det. Der er stadig meget, jeg ikke kan lide, men det gode er langt bedre, end jeg turde håbe på.

437 – George Harrison – All Things Must Pass (1970)

Udgivet den af
Svar

I the Beatles havde frontguitarist George Harrison ikke specielt stor rolle som sangskriver, og det er rigtig synd, for han er slet ikke dårlig i den rolle. Store klassikere som When My Guitar Gently Weeps, Something, Here Comes the Sun og Within You Without You, men desværre stjal Lennon og McCartney ofte lyset fra ham, og de lavede faktisk en regel, om at Harrison kun måtte lave en eneste sang per side på en plade. Han lavede så også nogle plader på egen hånd i bandets sene år, og efter de gik hvert til sit, kunne han endelig fokusere fuldstændig på en soloplade. Resultatet af alt dette arbejde kom så i form af All Things Must Pass, der i sin oprindelige form strakte sig over 3 vinylplader, hvilket var et ganske sjældent syn! De to første dannede selve All Things Must Pass, og den tredje fik navnet Apple Jam. Apple Jam består mest af alt af nogle improviserede stykker, der opstod mens Harrison og bandet jammede. De er rigtig gode, og de viser rigtig flot, hvor dygtige musikere vi har at gøre med, og især Harrison selv gør det virkelig godt på guitar.

De to første sider oser dog også ligeledes af kreativitet i en nærmest eksplosiv grad. Harrison roder sig ud i utrolig mange forskellige stilarter, men han sørger for at holde albummet dynamisk nok, til at man kan sluge det hele. Selvom der er langt mellem Dylan-coveret If Not For You, der egentlig ikke lyder forfærdelig anderledes fra Dylans udgave, og Art of Dying, der har en rimelig klar diskolyd, til trods for at disko slet ikke var opstået endnu, har det hele tiden George Harrisons præg. Det er lidt som hvordan the Beatles lavede musik i så mange genrer, mens de oven i købet revolutionerede en god portion af dem, samtidig med at de altid lød som the Beatles. George Harrison skrev ganske vidst nogle ganske gode melodier, men hans tekster er ikke altid specielt mindeværdige. Ikke at han ikke kan skrive gode tekster, Beware of Darkness og Isn’t It A Pity er alene to rimelig gode eksempler på, at han kan formidle lyrik godt. Andre gange er det ikke noget specielt, men det distraherer ikke fra lytteoplevelsen, at What Is Life og Wah-Wah har ordinære tekster. Det bliver dog aktivt irriterende at høre på hans meningsløse ombytning på ordene i I Dig Love eller hans kedelige tilbedelse af gud på My Sweet Lord.

Produktionen på pladen er generelt meget fyldig og stor. Og det kan meget have noget at gøre med, at Harrisons medproducer var ingen ringere end Phil Spector, kendt for sin Wall of Sound-teknik. Spectors bidrag er rigtig tydelige på What Is Life, Wah-Wah, Apple Scruffs, Awaiting You All og Hear Me Lord. Der er dog numre, hvor han heldigvis har holdt lidt igen. Man kan stadig godt høre hans stil, og det er jo godt, for han er en eminent producer, men han overdriver det ikke specielt meget på Isn’t It A Pity, Let It Down, Run of the Mill og If Not for You, og det er rart også at høre en mere rå, nedtonet udgave af Harrison til tider, selvom Spector jo er helt genial. Jeg kunne let klage over albummets længde, men der er virkelig ikke mange sange, jeg ville have fjernet. I Dig Love er bare alt for dum og fjollet, mens den formår at være dette på en ret kedelig måde, og jo mere religiøst et nummer er, des mindre kan jeg virkelig heller relatere til det. Jeg må dog indrømme at Hear Me Lord har en helt fantastisk lyd. Men jo, All Things Must Pass kan klart anbefales. Harrison og Spector arbejder fantastisk sammen, og hvis du kan lide Harrison-skrevne Beatles-sange, så er det nok klart et album for dig.

480 – George Michael – Faith (1987)

Udgivet den af
Svar

Wham! var et af de mest uskyldige bands nogensinde. Der var absolut intet provokerende ved dem. Indtil man da når til Careless Whisper, en sang, som forsanger George Michael faktisk lavede på egen hånd, selvom den findes på Wham!-albummet Make It Big. Den er fræk og vovet, og den har absolut intet med det andet Wham!-medlem, Andrew Ridgeley at gøre, og uskylden i Wham! er selvfølgelig charmerende nok, men George Michaels evner som musiker blev kraftigt begrænset af dette image, så i 1986 gik Ridgeley og Michael fra hinanden, og Michael fokuserede på mere moden musik. Det resulterede så i albummet Faith fra 1987, som indeholder så mange megahits, at man ikke kan tælle dem på en enkelt hånd. Bid mærke i, at der altså kun er 9 sange på Faith, så det er næsten som at høre et opsamlings-album, men næ nej – alle disse sange var lavet til et og samme album. De er alle enormt fængende, og hvis ikke én eneste sang sidder fast i dit hoved, når du er færdig med at lytte til albummet, så har man vist bare generelt svært ved at få sange på hjernen.

George Michael var uden tvivl meget påvirket af funk og soul, da han skrev Faith, og han formår på fremragende vis at gøre det, disse genrer er berømte for. Hans stemme er sjælfuld og længende på bl.a. Father Figure og One More Try, og han bliver funky og fuld af energi på f.eks. I Want Your Sex (Parts I & II) og Monkey. Der bliver på albummet vekslet meget imellem de funk- og soul-inspirerede sange, så de energiske dansesange kommer med gode mellemrum, så de ikke virker for overgearede, mens de langsomme sange heller ikke trækker ned på albummets overordnede tempo. Samtidig er de to genrer jo tæt beslægtede, så det føles ikke på nogen måde underligt at høre Father Figure efterfulgt af I Want Your Sex (Parts I & II). Nu er det jo heller ikke ren og skær R&B vi har at gøre med. Hans fortid i synthpop bliver ikke ignoreret, så det var let at forholde sig til for Wham!-fans. Personligt tror jeg ikke, at det ville have ændret meget på musikken, hvis han havde brugt traditionelle instrumenter i stedet for synthesizeren, men det irriterer mig ikke, at den er der.

Faith vil ikke ændre på, hvordan du lytter til musik. Den tilføjer ikke meget til poplandskabet, som man ikke allerede har set tusindvis af gange før, men Michael forstod tydeligvis, hvorfor de gamle metoder virkede så godt. Han udnyttede alle de gamle tricks i bogen rigtig godt, men næsten intet føles til gengæld som et helt unikt Michael-varemærke. På den måde mærker man ikke at Michael har haft noget specielt personligt at fortælle, selvom han selv har skrevet, komponeret og produceret hele albummet. Hvis man dog vil have et album, der ikke er en opsamling, der har traditionel 80’er-pop af konstant høj kvalitet, så er Faith et af de bedste albums, man kan finde sig, især hvis man vil have noget, der afviger fra al den new wave, årtiet ellers havde at byde på, men hvis man vil have noget mere unikt, skal man lede en kende længere.