Tag-arkiv: Gram Parsons

192 – The Flying Burrito Brothers – The Gilded Palace of Sin (1969)

Udgivet den af
Svar

Vi har alle en stilart, vi bare har det ret svært med. For mig er der et par stykker, men den mest populære og den mest vidtfavnende er country. Ikke al country har jeg noget i mod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger meget med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant, og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. Hvis man skal kigge på The Flying Burrito Brothers, så blev de især defineret af én plade, nemlig debuten, The Gilded Palace of Sin. Man kan stadig i dag mærke, at der er mørke emner på denne plade, eller i hvert fald nogle alvorlige nogen. Og billedsproget er stærkt, især på numre som Sin City og Dark End of the Street. Sidstnævnte er ganske vist et cover, men teksten er stadig formidabel.

I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd om tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra Devil in Her Heart til decideret Sympathy for the Devil. Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for Heavy Metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, andet er om musikken er værd at lytte til i 2015. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som Sin City og Wheels har ikke rigtig melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af country-musik, og det er de langt fra ene om. Der er dog heldigvis altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Gram Parsons derimod, han er ikke verdens bedste sanger. Han kan til gengæld virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som Hot Burrito #1 er egentlig på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår om noget at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.

Hot Burrito #1 er desuden i fællesskab med Hot Burrito #2 en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de meget godt sammen, og foruden dette, fortæller de også sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige navne, kan jeg dog slet ikke svare på. Men det klæder virkelig Parsons med en knap så country-påvirket tilgang til sine sange, og så meget som jeg holder af sange som Christine’s Tune og My Uncle, så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen på deres sange. Mest fordi deres melodier bliver så meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra dem alle har fuldkommen solid grund at bygge al dette på. Melodien til Sin City er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Og det samme kan desværre også siges om numre som Wheels og Dark End of the Street. De to sidste numre på pladen, Do You Know How It Feels og Hippie Boy er desværre også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to Hot Burrito-numre. Men der er meget godt på The Gilded Palace of Sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.

429 – Gram Parsons – Grievous Angel (1974)

Udgivet den af
Svar

Gram Parsons var medlem af først the International Submarine band, da the Byrds og derefter the Flying Burrito Brothers, hvorefter han udgav to soloplader. Den sidste af disse, Grievous Angel, blev desværre også det sidste han nogensinde optog, da han uheldigvis døde i 1973, få måneder før albummet blev udgivet. Gram Parsons var en af pionererne indenfor country-rock, og jeg vil som så ofte sige, at før anmeldesen kan skride frem, er det vigtigt at vide, at country slet ikke er min genre. Derfor hjælper det slet ikke, at åbningsnummeret er et næsten rendyrket countrynummer ved navn Return of the Grievous Angel. Af en countrysang at være, er den dog ikke så ringe endda. Parsons længsel er rigtig tydelig, og Emmylou Harris er rigtig dygtig på backingvokal. Jeg ved egentlig ikke helt, om jeg ville kalde det en backingvokal, når det kommer til stykket, for hun er ualmindeligt langt fremme i mixet. Og det er kun godt, for Parsons er ikke en specielt dygtig sanger. Harris medvirker derfor også heldigvis på langt de fleste af pladens numre.

Derefter kommer Hearts On Fire, der indeholder lidt flere rockelementer. Den er bare lidt kedelig. Den er rimelig følelsesrig for en stund, men efter noget tid, ender den med at vade lidt rundt i den samme kedelige suppedas. Der bliver heldigvis fulgt op på dette med I Can’t Dance, der er en næsten perfekt blanding mellem country og rock. Den er vældig sjov, og countryelementerne gør den kun mere stemningsrig. Denne bliver fulgt op med den stille Brass Buttons, hvorpå man for en gangs skyld ikke støder på fru Harris. Den føles udmattet og langt nede på jorden, og selvom den for mig bliver ret kedelig, ville jeg let kunne forstå, hvis man bliver fuldstændig forelsket i den. Denne bliver efterfulgt en i starten lige så stille sang ved navn gang $1000 Wedding, der dog bliver mere højlydt med tiden, hvilket skaber god dynamik. Det er faktisk ikke et dårligt nummer overhovedet, det har interessante ordvalg og rigtig god instrumentation. Bagefter kommer en live-medley af den energiske country-klassiker Cash on the Barrelhead og den stille Byrds-sang Hickory Wind. Og med publikum på, bliver Cash on the Barrelhead faktisk ganske underholdende, men Hickory Wind gør lige så lidt for mig her, som den gjorde med the Byrds. Den er bare kedelig og sætter albummet i tomgang.

Love Hurts er derimod en ganske rørende lille sang, oprindeligt af the Everly Brothers. Den er blevet fortolket af rigtig mange, men min yndlingsudgave er overraskende nok denne. Parsons og Harris synger smukt sammen i en helt utrolig harmoni. Det er lidt ufatteligt, at den lyder så godt, for Parsons er virkelig ikke en dygtig sanger, men han lyder formidabel her. Las Vegas er en ganske sjov sang om at spille alle sine penge væk. Okay, emnet er måske ikke så morsomt, men den er absolut i den gode ende af albummet. Afslutningsnummeret, In My Hour of Darkness har en meget kraftig vokalharmoni, der dog denne gang fuldkommen ødelægges af Parsons stemme. Harmonien er nok sangens svageste punkt, for man bliver hurtigt godt træt af den, selvom den er ret sød i starten. Derudover er der ikke helt nok musikalske ideer på den, til at jeg helt kan sige, at den er noget for mig. Grievous Angel er et overraskende godt album. Som en, der ikke normalt kan lide noget, der har noget med country at gøre, så kunne jeg nok ikke blive gladere for det. Der er stadig meget, jeg ikke kan lide, men det gode er langt bedre, end jeg turde håbe på.