Gram Parsons var medlem af først the International Submarine band, da the Byrds og derefter the Flying Burrito Brothers, hvorefter han udgav to soloplader. Den sidste af disse, Grievous Angel, blev desværre også det sidste han nogensinde optog, da han uheldigvis døde i 1973, få måneder før albummet blev udgivet. Gram Parsons var en af pionererne indenfor country-rock, og jeg vil som så ofte sige, at før anmeldesen kan skride frem, er det vigtigt at vide, at country slet ikke er min genre. Derfor hjælper det slet ikke, at åbningsnummeret er et næsten rendyrket countrynummer ved navn Return of the Grievous Angel. Af en countrysang at være, er den dog ikke så ringe endda. Parsons længsel er rigtig tydelig, og Emmylou Harris er rigtig dygtig på backingvokal. Jeg ved egentlig ikke helt, om jeg ville kalde det en backingvokal, når det kommer til stykket, for hun er ualmindeligt langt fremme i mixet. Og det er kun godt, for Parsons er ikke en specielt dygtig sanger. Harris medvirker derfor også heldigvis på langt de fleste af pladens numre.

Derefter kommer Hearts On Fire, der indeholder lidt flere rockelementer. Den er bare lidt kedelig. Den er rimelig følelsesrig for en stund, men efter noget tid, ender den med at vade lidt rundt i den samme kedelige suppedas. Der bliver heldigvis fulgt op på dette med I Can’t Dance, der er en næsten perfekt blanding mellem country og rock. Den er vældig sjov, og countryelementerne gør den kun mere stemningsrig. Denne bliver fulgt op med den stille Brass Buttons, hvorpå man for en gangs skyld ikke støder på fru Harris. Den føles udmattet og langt nede på jorden, og selvom den for mig bliver ret kedelig, ville jeg let kunne forstå, hvis man bliver fuldstændig forelsket i den. Denne bliver efterfulgt en i starten lige så stille sang ved navn gang $1000 Wedding, der dog bliver mere højlydt med tiden, hvilket skaber god dynamik. Det er faktisk ikke et dårligt nummer overhovedet, det har interessante ordvalg og rigtig god instrumentation. Bagefter kommer en live-medley af den energiske country-klassiker Cash on the Barrelhead og den stille Byrds-sang Hickory Wind. Og med publikum på, bliver Cash on the Barrelhead faktisk ganske underholdende, men Hickory Wind gør lige så lidt for mig her, som den gjorde med the Byrds. Den er bare kedelig og sætter albummet i tomgang.

Love Hurts er derimod en ganske rørende lille sang, oprindeligt af the Everly Brothers. Den er blevet fortolket af rigtig mange, men min yndlingsudgave er overraskende nok denne. Parsons og Harris synger smukt sammen i en helt utrolig harmoni. Det er lidt ufatteligt, at den lyder så godt, for Parsons er virkelig ikke en dygtig sanger, men han lyder formidabel her. Las Vegas er en ganske sjov sang om at spille alle sine penge væk. Okay, emnet er måske ikke så morsomt, men den er absolut i den gode ende af albummet. Afslutningsnummeret, In My Hour of Darkness har en meget kraftig vokalharmoni, der dog denne gang fuldkommen ødelægges af Parsons stemme. Harmonien er nok sangens svageste punkt, for man bliver hurtigt godt træt af den, selvom den er ret sød i starten. Derudover er der ikke helt nok musikalske ideer på den, til at jeg helt kan sige, at den er noget for mig. Grievous Angel er et overraskende godt album. Som en, der ikke normalt kan lide noget, der har noget med country at gøre, så kunne jeg nok ikke blive gladere for det. Der er stadig meget, jeg ikke kan lide, men det gode er langt bedre, end jeg turde håbe på.