Cheap Trick var et nogenlunde populært band i Amerika og Europa i 70’erne – men i Japan var de helt enorme, så det var der, deres første live-album blev optaget, helt specifikt Budokan-arenaen i Tokyo. På denne plade spiller de 5 sange fra deres andet album, In Color, hvorpå man også kan finde mange af deres bedste melodier. De åbner med en af disse, Hello There, som ganske ofte er deres åbningsnummer til koncerter, da det er energisk, sætter gang i publikummet, ikke varer specielt længe og ganske tydeligt siger goddag til publikummet. Derefter kommer endnu en sang fra In Color, denne gang Come On, Come On, og den lyder federe, end den nogensinde har gjort. Man kan let mærke festen blive sparket rigtig godt i gang. Efter dette spiller de den dengang hidtil uudgivne Lookout, og selvom publikummet selvfølgelig ikke havde nogen chance for at kende nummeret, blev det til noget af en fest. Rick Nielsens guitarsolo fik især sat gang i publikummet.

Få numre på albummet sætter nær så godt gang i publikkummet som Big Eyes, hvor Rick Nielsen laver en meget atypisk omend helt utrolig guitarsolo, og Robin Zander synger om, at han falder for store øjne, hvilket er ret ironisk, når hans publikum jo hovedsageligt havde ret små af slagsen. Cheap Trick havde på studiepladerne aldrig lavet noget, der var længere end 5½ minut. Det var de dog ikke bange for at gøre med endnu en hidtil uudgiven sang ved navn Need Your Love, der ganske vist varer næsten 9 minutter, men tiden flyver virkelig, når man er i selskab med god musik. Det her er Rick Nielsens nummer. Intet mindre. De andre spiller selvfølgelig også på det, men langt størstedelen af sangen er bare helt utrolige guitarsoloer. Hvis jeg lige bliver lidt ved de lange guitarsoloer, så er det lige det, de første 2 minutter af deres cover af Fats Dominos Ain’t That A Shame består af. Rick Nielsen lyder uden tvivl ikke som en dårlig guitarist på studiepladerne, men her lyder han vanvittigt godt.

Hvis man virkelig vil se, hvor meget en liveudgave kan overgå en studieudgave, skal man ikke kigge længere end I Want You to Want Me, der faktisk altid har været en af de bedste Cheap Trick-sange, men den når helt utrolige højder på denne plade, hvor Robin Zander ikke blot lyder mere oprigtig end nogensinde, men der sker næsten altid et eller andet nyt interessant på guitaren. De følger op på denne med en dengang ganske nyligt udgivet sang, der i dag er et af deres mest kendte sange; Surrender, er en rigtig energisk, følelsesrig sang i denne udgave. Det er måske bandets bedste værk, og som man lærer den bedre at kende, bliver den hurtigt umulig ikke at nynne lidt med på. Bandet siger farvel med Goodnight Now, en afslutningsudgave af Hello There, men som med så mange koncerter, kan bandet ikke dy sig for at spille et ekstranummer. Og intet nummer kunne gøre det job bedre end Clock Strikes Ten, som nok er en af de bedste sange fra In Color. Det er igen en fed fortolkning af sangen, og man begynder lidt at ærge sig over at denne oplevelse er slut nu. Man får lidt lyst til at se dem live, efter man har hørt sådan en god plade.