Kategoriarkiv: Cheap Trick

430 – Cheap Trick – At Budokan (1978)

Udgivet den af
Svar

Cheap Trick var et nogenlunde populært band i Amerika og Europa i 70’erne – men i Japan var de helt enorme, så det var der, deres første live-album blev optaget, helt specifikt Budokan-arenaen i Tokyo. På denne plade spiller de 5 sange fra deres andet album, In Color, hvorpå man også kan finde mange af deres bedste melodier. De åbner med en af disse, Hello There, som ganske ofte er deres åbningsnummer til koncerter, da det er energisk, sætter gang i publikummet, ikke varer specielt længe og ganske tydeligt siger goddag til publikummet. Derefter kommer endnu en sang fra In Color, denne gang Come On, Come On, og den lyder federe, end den nogensinde har gjort. Man kan let mærke festen blive sparket rigtig godt i gang. Efter dette spiller de den dengang hidtil uudgivne Lookout, og selvom publikummet selvfølgelig ikke havde nogen chance for at kende nummeret, blev det til noget af en fest. Rick Nielsens guitarsolo fik især sat gang i publikummet.

Få numre på albummet sætter nær så godt gang i publikkummet som Big Eyes, hvor Rick Nielsen laver en meget atypisk omend helt utrolig guitarsolo, og Robin Zander synger om, at han falder for store øjne, hvilket er ret ironisk, når hans publikum jo hovedsageligt havde ret små af slagsen. Cheap Trick havde på studiepladerne aldrig lavet noget, der var længere end 5½ minut. Det var de dog ikke bange for at gøre med endnu en hidtil uudgiven sang ved navn Need Your Love, der ganske vist varer næsten 9 minutter, men tiden flyver virkelig, når man er i selskab med god musik. Det her er Rick Nielsens nummer. Intet mindre. De andre spiller selvfølgelig også på det, men langt størstedelen af sangen er bare helt utrolige guitarsoloer. Hvis jeg lige bliver lidt ved de lange guitarsoloer, så er det lige det, de første 2 minutter af deres cover af Fats Dominos Ain’t That A Shame består af. Rick Nielsen lyder uden tvivl ikke som en dårlig guitarist på studiepladerne, men her lyder han vanvittigt godt.

Hvis man virkelig vil se, hvor meget en liveudgave kan overgå en studieudgave, skal man ikke kigge længere end I Want You to Want Me, der faktisk altid har været en af de bedste Cheap Trick-sange, men den når helt utrolige højder på denne plade, hvor Robin Zander ikke blot lyder mere oprigtig end nogensinde, men der sker næsten altid et eller andet nyt interessant på guitaren. De følger op på denne med en dengang ganske nyligt udgivet sang, der i dag er et af deres mest kendte sange; Surrender, er en rigtig energisk, følelsesrig sang i denne udgave. Det er måske bandets bedste værk, og som man lærer den bedre at kende, bliver den hurtigt umulig ikke at nynne lidt med på. Bandet siger farvel med Goodnight Now, en afslutningsudgave af Hello There, men som med så mange koncerter, kan bandet ikke dy sig for at spille et ekstranummer. Og intet nummer kunne gøre det job bedre end Clock Strikes Ten, som nok er en af de bedste sange fra In Color. Det er igen en fed fortolkning af sangen, og man begynder lidt at ærge sig over at denne oplevelse er slut nu. Man får lidt lyst til at se dem live, efter man har hørt sådan en god plade.

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Udgivet den af
Svar

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big Eyes, Clock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.