Vi har alle en stilart, vi bare har det ret svært med. For mig er der et par stykker, men den mest populære og den mest vidtfavnende er country. Ikke al country har jeg noget i mod, men det er en genre, hvor selv klassikerne efter min mening ofte ikke holder sig særlig godt. Der er dog nye og spændende musikere nu til dags, der leger meget med, hvad man kan opnå i genren, og samme forhold som jeg har til Neko Case, Ryan Adams og Angel Olsen havde mange sikkert dengang til Gram Parsons. Uanset om det var i The Byrds, The Flying Burrito Brothers eller hans solokarriere, så gav han genren noget kant, og fusionerede den så meget med rock, at mange kalder ham skaberen af country-rock. Hvis man skal kigge på The Flying Burrito Brothers, så blev de især defineret af én plade, nemlig debuten, The Gilded Palace of Sin. Man kan stadig i dag mærke, at der er mørke emner på denne plade, eller i hvert fald nogle alvorlige nogen. Og billedsproget er stærkt, især på numre som Sin City og Dark End of the Street. Sidstnævnte er ganske vist et cover, men teksten er stadig formidabel.

I det hele taget emmer lyrikken af konceptualitet. Emner som synd og djævelen går hånd i hånd om tragiske historier om familie, landevejen og hjertesorger. Pladen udkom da også i 1969, hvor satan var det nye sort. Vi var i løbet af 60’erne gået fra Devil in Her Heart til decideret Sympathy for the Devil. Led Zeppelin og Deep Purple var de selv samme måneder ved at danne grundlaget for Heavy Metal. The Flying Burrito Brothers lavede country mere vovet end nogensinde før. Men ét er at være innovativ, andet er om musikken er værd at lytte til i 2015. Og det kommer meget an på nummeret. Sange som Sin City og Wheels har ikke rigtig melodier, der afviger fra det, man typisk forventer af country-musik, og det er de langt fra ene om. Der er dog heldigvis altid et eller andet, der hiver nummeret op. Og Gram Parsons selv er ofte en stor del af det. Allerede dengang var mange countrymusikere begyndt at ofre noget af den råhed, genren ellers er bygget op om, for at få et bredere publikum. Gram Parsons derimod, han er ikke verdens bedste sanger. Han kan til gengæld virkelig udtrykke sig vokalt. En sang som Hot Burrito #1 er egentlig på papiret ganske ubemærkelsesværdig, men Parsons’ stemme formår om noget at løfte den til et niveau, hvor den kan kaldes en af pladens bedste sange.

Hot Burrito #1 er desuden i fællesskab med Hot Burrito #2 en af de sange, hvor country-elementerne er fuldkommen fraværende. På den måde hænger de meget godt sammen, og foruden dette, fortæller de også sammen en lille, fin historie. Hvorfor sangene har sådan nogle latterlige navne, kan jeg dog slet ikke svare på. Men det klæder virkelig Parsons med en knap så country-påvirket tilgang til sine sange, og så meget som jeg holder af sange som Christine’s Tune og My Uncle, så foretrækker jeg virkelig, når burritobrødrene begrænser country-indflydelsen på deres sange. Mest fordi deres melodier bliver så meget mindre eventyrlystne deraf. Alle sangene er fulde af detalje og finesse, men langt fra dem alle har fuldkommen solid grund at bygge al dette på. Melodien til Sin City er nok det groveste eksempel på en middelmådig melodi, der er omgivet af så mange gode idéer, at melodiens ringe kvalitet virkelig bliver tydeliggjort. Og det samme kan desværre også siges om numre som Wheels og Dark End of the Street. De to sidste numre på pladen, Do You Know How It Feels og Hippie Boy er desværre også lette at glemme, måske fordi de kommer direkte efter de to Hot Burrito-numre. Men der er meget godt på The Gilded Palace of Sin, selvom problemerne af og til bliver tydelige.