258 – Grateful Dead – American Beauty (1970)

Nogle gange, har man en upopulær mening. Det er helt fint, men man føler af og til, at man bare mangler at opdage noget, alle andre har set. F.eks. synes de fleste, at American Beauty er en bedre Grateful Dead-plade end Workingman’s Dead, de udsendte tidligere samme år, men jeg synes stadig, at Workingman’s Dead er en stærkere og mere helstøbt oplevelse. Man kan vælge at ryste lidt på hovedet af det, men det er næsten umuligt at undgå at sammenligne disse to plader. Ikke alene blev de udgivet samme år, de repræsenterede sammen et radikalt skift for Grateful Dead. Gruppen havde i løbet af slut-60’erne arbejdet med eksperimentel, psykedelisk blues-rock, men i 1970 skiftede de for en stund karakter. Pludselig handlede det mere om korte, sjove folk-rock-sange, der kunne fortælle interessante historier og fremvise gruppens musikalske kundskaber på mere tilgængelig vis. Disse to albums er i meget samme stil, og hvis du beder en tilfældig person om at nævne en Grateful Dead-sang, nævner de som regel enten Touch of Grey eller en sang fra en af disse to plader. Men jeg taler udenom. Lad mig dykke ned i musikken.

På American Beauty får vi en masse folk-rock. Helt præcis får vi 10 sange, der på meget forskellige måder fremviser gruppens evner som sangskrivere. Ligesom på Workingman’s Dead starter American Beauty med et nummer, der er den rene lykkerus, og afsluttes af et tragikomisk nummer, der er umuligt at få ud af hovedet. Mellem de to åbningsnumre, foretrækker jeg nok Uncle John’s Band fra Workingman’s Dead over Box of Rain, men i selve sangskrivningen er disse to sange også meget forskellige. Box of Rain bygger langsomt op mod at blive lykkeligere og lykkeligere, hvor Uncle John’s Band bare er hyggelig fra starten. Box of Rain er et meget imponerende nummer på sine egne præmisser, men ligesom med Uncle John’s Band, bliver jeg usandsynligt glad, når jeg hører de smukke vokalharmonier. Truckin’, der afslutter American Beauty minder dog noget mere om Casey Jones. Begge er gode til at gentage det sygeligt fængende omkvæd tit, begge handler om at køre, og begge har referencer til kokain. Truckin’ er dog noget lettere at synge med på med god samvittighed, for selvom slemme ting sker for vores hovedpersoner, er de trods alt sympatiske.

Denne model fungerer virkelig godt på Workingman’s Dead, og derfor hjælper den også på American Beauty. Det gør albummet til en flot helhed, og det gør også alle numrene imellem rigtig lette at fokusere på. På Sugar Magnolia og Friend of the Devil bliver den lystige stemning fra albummet fortsat, og det imponerende samspil mellem instrumenterne bliver kun bedre. Sugar Magnolia har virkelig kreativt trommespil fra Bill Kreutzmann, og dette sammen med noget af den mest fuldendte instrumentation, gruppen nogensinde har lavet. Der er også en helt fantastisk vekslen mellem forskellige stemninger. Det er altid meget hyggeligt i hippiernes selskab, men undertoner er der masser af. Brokedown Palace er ganske vist meget entydigt trist, men de fleste andre sange sørger for at lege lidt med hvad, du kan dykke ned i. Der er også meget variation. Mange forskellige medlemmer agerer forsanger, og deres stemmer er meget forskellige. Nogle numre har meget input fra hvert medlem, f.eks. Ripple, mens Operator kun har et meget lille ensemble til at spille sangen. American Beauty er måske ikke min favorit i deres diskografi, men den er tæt derpå, og hvis du kan lide denne, så bør du virkelig også få lyttet til Workingman’s Dead.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.