413 – The Go-Go’s – Beauty and the Beat (1981)

Lad os skrue tiden tilbage til starten af 80’erne. Det her var før Bikini Kill, Sleater-Kinney eller Tegan and Sara. Den eneste rockgruppe, der bestod udelukkende af kvinder, der selv skrev musikken var dengang the Runaways, og så meget som jeg nyder dem, var de ikke latterligt kommercielt succesfulde, så selvom musiknørderne selvfølgelig fik lyttet en del til det, var det ikke noget, som hele befolkningen let ville kunne pege til. De var dog nok ganske indflydelsesrige for de fem kvinder, der i 1978 dannede the Go-Go’s; Belinda Carlisle, Charlotte Caffey, Gina Schock, Kathy Valentine og Jane Wiedlin. Disse skønne tøser udgav så i 1981 deres debutplade, Beauty and the Beat, og det var et dejligt mix af pop, punk, new wave og generelt god energi. Energien er virkelig det bedste ved pladen. Man føler konstant, at samtlige medlemmer lægger 110% i deres optrædener, og det gør, at man som lytter bliver meget engageret. Og da deres musik er rigtig poppet, gør det mig også generelt bare glad i låget.

Vokalen er mixet ualmindeligt lavt i løbet af meget pladen. Det er ret underligt, og jeg tror, det som sådan endte med at have en negativ effekt på mig som lytter. Hvis den var mixet blot en smule højere, ville sangene nok have blevet noget mere i min hukommelse, og sangene med en højere vokal har også en tendens til at være mere mindeværdige. Dog er de så godt skrevet, at man godt kan komme til at få dem fast i hukommelsen alligevel. Sangene oser tit af personlighed og livsglæde. Dog kan the Go-Go’s sagtens lave noget mere dramatisk – her ofte med en højere mixet vokal, hvilket er ret dejligt. De dramatiske numre, heriblandt Lust to Love og Fading Fast er faktisk blandt noget af det bedste pladen har på sig. Jeg er måske bare lidt vild med den slags musik generelt, men det beviser stadig flot omfanget af gruppens talenter. Dynamikken bliver også meget bedre af det, for selvom deres lystige pop-punk er dejlig nok, er det godt med noget andet fra tid til anden.

De to største hits fra pladen, Our Lips are Sealed og We Got the Beat, er helt enorme singler, men de forhindrer slet ikke resten af pladen i at skinne. De viser i løbet af hele pladen, at de kan meget andet. Der er overraskende lidt fyld på – det eneste nummer, jeg ikke rigtig kan lide, er How Much More, der bare gentager sig alt, alt, alt for meget, og den når et punkt, hvor det er næsten uudholdeligt. Men derudover er det bare stærk melodi efter stærk melodi. Især Skidmarks on My Heart er også en rigtig fed sang, især med dens Dick Dale-inspirerede guitarsolo. Det er ikke det mest teknisk imponerende, men det er bare sjovt at lytte på – og det kan man faktisk sige om meget af det her album. Vi snakker ikke om nogle helt utrolige musikalske genier her, men vi snakker til gengæld om fire seje kvinder, der kan skrue et af 80’ernes bedste popalbums sammen. Hvis du kan lide pop-rock, så er the Go-Go’s noget af det bedste i feltet, og Beauty and the Beat er deres suverænt bedste plade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.