276 – Diverse Kunstnere – Anthology of American Folk Music (1952)

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, der i 1952 samlet 84 folkesange, som var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse havde undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden havde den lidt mere uigennemskuelige titel Social Music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social Music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare lytter til det for at høre noget god musik. Meget af det er meget simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O af Chubby Parker og Peg and Awl af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social Music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, når jeg lytter til Saut Crapaud af Columbus Fruge eller Rocky Road af Alabama Sacred Harp SingersSocial Music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også virkelig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er uden tvivl den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun relativt til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Hvis man har en interesse indenfor musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Grateful Dead, Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, John Fahley, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken herpå. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om deres pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var i nærheden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig nogensinde ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at nogen som helst af disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er helt oprigtigt noget værre hø. Det er dog hø, der er optaget med kærlighed, og det kan man mærke. Det er svært at anbefale den, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en meget god måde at lære denne periode at kende.

466 – Hole – Live Through This (1994)

Lad mig sige noget, før jeg begynder denne anmeldelse – jeg kan ikke rigtig lide Holes forsanger Courtney Love som mediepersonlighed eller sangerinde. Jeg kan blot kigge på noget så simpelt som coveret til Live Through This, og jeg har virkelig ikke lyst til at lytte til musikken. Men jeg må give mig, Live Through This er et helt formidabelt grunge-album. Det minder meget om det mest kendte af alle grunge-bands, nemlig Nirvana, og mens jeg selvfølgelig kunne hakke på dem for manglende originalitet, så er jeg faktisk fuldkommen ligeglad, for Nirvana er rigtig gode, så jeg kan ikke se noget skidt i at efterligne dem, især ikke hvis man kan komme med nogle gode nye sange, der bare minder om dem, og det er lige hvad Hole har gjort på deres mesterværk. Der er først og fremmest en stor fokus på albumdynamik. Det kører meget fra bitter til rasende og tilbage igen, hvilket derfor gør lyden meget elastisk og varierende. Der er hele tiden noget nyt at lytte på, hvilket gør albummet konstant engagerende.

Jeg har allerede sagt, at jeg ikke bryder mig meget om Courtney Loves stemme, og det er mest tilfældet, når hun holder sig rolig. Hun lyder meget bitter og wannabe-deprimeret. Jeg vil ikke sige, at hun ikke har været det, hun har nok taget for mange stoffer til på nogen måde at have kunnet undgå depression, men hun leverer det ikke specielt overbevisende, og jeg ville nok være ret træt af det, hvis de ikke så ofte gik over i nogle lidt hårdere lyde, hvor hun lyder meget mere desperat. Hun skriger så lungerne næsten brister, og det er rigtig intenst at lytte til. Melodierne er skrevet helt perfekt. Som sagt er der meget vægt på dynamikken, men stemning mangler dette album heller ikke. Selvom Love selv bliver ret irriterende, når hun skal være stille, så holder musikken, der spiller bag hende. Den er meget trist eller voldelig, når det passer til situationen, og især guitarist Eric Erlandson får sat sange som Asking for It, Miss WorldRockstar og Doll Parts i en rigtig voldelig, grov, bitter stemning, som jeg bare elsker, og han var sammen med Love også med til at skrive de stærke melodier.

Albummet er som tidligere nævnt rigtig godt opbygget, men næsten hver eneste sang holder næsten lige så godt på egen hånd, meget på grund af meget dynamik i de individuelle sange, men uden tvivl også på grund af at melodierne er rigtig fængende til trods for hvor triste de er. Det er heldigvis uden for mange gentagelser heller. Ikke en gang er jeg blevet træt af at høre de samme lyde komme fra den ene eller den anden sang, selv ikke når Love lyder bitter. Det kan godt være, at de kun blev så kendte, som de blev fordi Love var kæreste med Kurt Cobain fra Nirvana, som i øvrigt har to gæsteoptrædener som baggrundssanger herpå, men selv hvis det var den væsentligste årsag, ændrer det ikke på, at deres musik var fantastisk nok, til at de fortjente det alligevel. Lyt til Live Through This, hvis du ikke har nok i den lille diskografi, Nirvana udgav. Det her er næsten det samme, og det er næsten lige så godt. Hvis du ikke kan lide Nirvana, kan jeg dog næppe se, hvordan det her kunne være noget for dig.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a CatWhatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.