411 – Minutemen – Double Nickels on the Dime (1984)

Det amerikanske post-punk band Minutemen udgav i 1984 deres tredje studiealbum, Double Nickels on the Dime, og det består af 43-45 sange alt efter udgaven. Jeg selv har kun lyttet til udgaven fra 1989, hvorpå man finder 43 forskellige sange. De er alle ganske korte, hvilket har både fordele og ulemper. En klar fordel ved albummet er, at man altid får et eller andet nyt i ørerne. Det er hele tiden forfriskende at lytte til, og man føler, at det her tydeligvis ikke gik ud på at få radiohits. Derudover er alle sangene så forskellige. Nogle er meget rolige spoken word-fortællinger, såsom Do You Want New Wave or Do You Want the TruthTake 5, D. og History Lesson Part 2, hvor sange som West GermanyThis Ain’t No Picnic og The World According to Nouns som sådan er decideret hardcore punk. Der er også mange ting indimellem, heriblandt billyde, instrumentale numre og så fantastiske sangtitler som Political Song For Michael Jackson to SingThe Roar of the Masses Could Be Farts og Untitled Song for Latin America.

Problemet ved at have så korte sange er til gengæld, at det er svært at blive særligt tilknyttet til individuelle punkter på albummet. Som helhed er det rigtig godt, men der er bare så mange forskellige sange, hvor kun ganske få gentager sig på noget tidspunkt. Dog er der rigtig mange ting i musikken, der virkelig hiver fat i lytterens opmærksomhed. Dels fordi musikken er så varieret, men også fordi de varierede lyde alle er så ufatteligt interessante. For ikke at forglemme teksterne; teksterne på Double Nickels on the Dime er meget poetiske. De er ikke spor ulig andet moderne poesi, og mange gange kan det være rigtig filosofisk og samfundskritisk, og ordvalgene er helt fantastiske. Hvis du værdsætter tekstforfattere som Jim Morrison og Bob Dylan, så tager Minutemen meget fra begge deres stilarter, hvilket jo er særpræget, da den frankofile Morrison og den folkekære Dylan er så langt fra hinanden.

Der er også rigtig særpræget instrumentation på albummet. Bassen, spillet af Mike Watt, er virkelig er meget funky. Selvfølgelig, post-punk har næsten altid funk-inspiration i bassen, men Mike Watt gør det næsten præcis, som var det her en funkplade. Og det bedste af det hele er, at det stadig passer rigtig godt til musikken. Udover ham er der kun en trommeslager, George Hurley, og guitarsten D. Boon. Et enkelt nummer, Take 5, D. har også tre gæsteguitarister med, men ellers er det kun de tre, og det kan let mærkes. Produktionen prøver slet ikke på at skjule det, og det er også rart. Produktionen er så simpel, at man næsten føler, at man sidder i studiet sammen med dem, og de virker også som nogle rare gutter, så det har jeg intet imod. Hvis du har mod på en helt unik lytteoplevelse, er Double Nickels on the Dime virkelig let at anbefale. Der er hele tiden en eller anden spøjs ting i lyden, og albummet føles aldrig trivielt, mens man stadig kan følge let med i, hvad der sker. Det er noget af det bedste post-punk derude.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a CatWhatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.