411 – Minutemen – Double Nickels on the Dime (1984)

Det amerikanske post-punk band Minutemen udgav i 1984 deres tredje studiealbum, Double Nickels on the Dime, og det består af 43-45 sange alt efter udgaven. Jeg selv har kun lyttet til udgaven fra 1989, hvorpå man finder 43 forskellige sange. De er alle ganske korte, hvilket har både fordele og ulemper. En klar fordel ved albummet er, at man altid får et eller andet nyt i ørerne. Det er hele tiden forfriskende at lytte til, og man føler, at det her tydeligvis ikke gik ud på at få radiohits. Derudover er alle sangene så forskellige. Nogle er meget rolige spoken word-fortællinger, såsom Do You Want New Wave or Do You Want the TruthTake 5, D. og History Lesson Part 2, hvor sange som West GermanyThis Ain’t No Picnic og The World According to Nouns som sådan er decideret hardcore punk. Der er også mange ting indimellem, heriblandt billyde, instrumentale numre og så fantastiske sangtitler som Political Song For Michael Jackson to SingThe Roar of the Masses Could Be Farts og Untitled Song for Latin America.

Problemet ved at have så korte sange er til gengæld, at det er svært at blive særligt tilknyttet til individuelle punkter på albummet. Som helhed er det rigtig godt, men der er bare så mange forskellige sange, hvor kun ganske få gentager sig på noget tidspunkt. Dog er der rigtig mange ting i musikken, der virkelig hiver fat i lytterens opmærksomhed. Dels fordi musikken er så varieret, men også fordi de varierede lyde alle er så ufatteligt interessante. For ikke at forglemme teksterne; teksterne på Double Nickels on the Dime er meget poetiske. De er ikke spor ulig andet moderne poesi, og mange gange kan det være rigtig filosofisk og samfundskritisk, og ordvalgene er helt fantastiske. Hvis du værdsætter tekstforfattere som Jim Morrison og Bob Dylan, så tager Minutemen meget fra begge deres stilarter, hvilket jo er særpræget, da den frankofile Morrison og den folkekære Dylan er så langt fra hinanden.

Der er også rigtig særpræget instrumentation på albummet. Bassen, spillet af Mike Watt, er virkelig er meget funky. Selvfølgelig, post-punk har næsten altid funk-inspiration i bassen, men Mike Watt gør det næsten præcis, som var det her en funkplade. Og det bedste af det hele er, at det stadig passer rigtig godt til musikken. Udover ham er der kun en trommeslager, George Hurley, og guitarsten D. Boon. Et enkelt nummer, Take 5, D. har også tre gæsteguitarister med, men ellers er det kun de tre, og det kan let mærkes. Produktionen prøver slet ikke på at skjule det, og det er også rart. Produktionen er så simpel, at man næsten føler, at man sidder i studiet sammen med dem, og de virker også som nogle rare gutter, så det har jeg intet imod. Hvis du har mod på en helt unik lytteoplevelse, er Double Nickels on the Dime virkelig let at anbefale. Der er hele tiden en eller anden spøjs ting i lyden, og albummet føles aldrig trivielt, mens man stadig kan følge let med i, hvad der sker. Det er noget af det bedste post-punk derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.