225 – Hank Williams – The Complete Collection (1998)

Før jeg begynder denne anmeldelse for alvor, er der vist brug for en introduktion. Jeg prøver ikke at sige noget ondt om folkene bag en plade, når jeg giver den en negativ anmeldelse, min anmeldelse skal udelukkende reflektere min personlige oplevelse med albummet. På samme måde prøver jeg ikke at få musikerne til at se uvæsentlige ud i musikhistorien. Normalt behøver jeg ikke at sige sådan noget, for det kan almindeligt antages, at de bare har lavet en enkelt svipser, og at resten er noget bedre. Det kan dog ikke rigtig siges med denne plade, for med The Complete Hank Williams har jeg hørt ALT, manden har lavet. Det kan være svært at forstå, hvor meget det er. Det er alle singler, alle album-tracks, alle alternative udgaver af alle sangene, alle radiooptrædener, hvert eneste sekund af Hank Williams-lyd, der var tilgængelig i 1998, da opsamlingen udkom, selv interviews og lignende. Og opsamlingen er meget imponerende, tag ikke fejl af det. De har fundet næsten 10 timers lyd, og selvom det er noget af en præstation, så gør det også pladen meget svær at lytte til, med mindre man er stor fan af Williams.

Jeg synes selv godt om mange af Williams’ klassiske sange – både Lovesick Blues, Kaw-LigaHey Good Looking og mange andre fungerer så godt som mange af f.eks. Frank Sinatras klassiske popsange, men countrygenren giver dem noget kant. Det er ikke noget af min yndlingsmusik, men det er uden tvivl godt håndværk, og Williams laver meget hæderlige opførsler af sangene, uanset om han selv har skrevet dem eller ej. Denne opsamling har dog lært mig om mange meget dårlige Hank Williams-sange ved siden af. De fleste af dem er religiøse. Åbningsnummeret, Calling You, er en meget ensformig sang om at høre guds kald, og det er langt fra den bedste introduktion, man kunne få, men det bliver heldigvis bedre. Det er dog først med den syvende sang, Honky Tonkin’, at jeg får noget, jeg kan lide bare det mindste. Og de dårlige sange er der mange af. Ikke alle er dårlige, fordi de er religiøse, selvom det absolut hjælper på uudholdeligheden. Nogle er bare virkelig kedelige, langsomme og klichéfyldte countrysange.

Man kan altid sige, at de værre sange ikke var klichéfyldte efter den tids standarder, og at Hank Williams opfandt disse tendenser. Det er meget muligt, men der er to problemer ved det argument. For det første gør det ikke musikken mere interessant at lytte til nu til dags, og derudover var Williams også en stor faktor i at gøre sådan noget til klichéer. Bare at kigge på hans sangtitler kan være forvirrende, når de er så ens: 3 titler indeholder ordet “lonesome”, 11 indeholder “blues” og hele 12 forskellige numre har “heart” eller “hearts” i titlen. Det virker måske ikke som så meget, men vi snakker om en karriere, der spreder sig over under 6 år i alt. Det ender med at være meget ensformigt, også musikalsk. Det hjælper ikke, at mange af hans mest berømte sange findes i adskillige udgaver på pladen. Man kommer f.eks. til at høre Honky Tonk Blues hele 4 gange i løbet af opsamlingen. Set udelukkende som et arkæologisk værk, så er den helt vildt imponerende – hele 53 tracks derpå var aldrig før udgivet, og indpakningen såvel som infohæfterne er virkelig smukt udført. Som et album, som man lytter til fra start til slut, så er det noget sværere at holde af eller endda holde ud, hvis man ikke er meget stor fan. Men det har da gjort mig lidt gladere for mandens musik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.