423 – The Mamas & the Papas – Greatest Hits (1998)

The Mamas & the Papas var en af 60’erne mest succesfulde folk rock-grupper, og det var jo ikke fordi der var få af den slags. De havde rigtig mange hits, heriblandt California Dreamin’Monday, MondayCreeque Alley, Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me, og disse blev med mange andre i 1998 opsamlet på Greatest Hits. Og af en opsamling at være, er den ikke spor ringe. Man får alle de sange, man ville forvente, og man får også meget andet. De største numre, the Mamas & the Papas optog, var nogle rigtig gode sange, og dette er albummets helt store styrke. Numre som Monday, Monday og California Dreaming indeholder nok nogle af 60’ernes flotteste vokalharmonier, der ikke bliver sunget af the Beach Boys. Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me er nogle virkelig smukke kærlighedssange, som man kommer til at tro fuldstændig helhjertet på. Og Creeque Alley og Go Where You Wanna Go er intet mindre en nogle rigtig sjove, skægge popsange, som kan vække store smil på læberne.

Albummets store svaghed er som med så mange opsamlinger, at de ikke altid var lige gode. Albummet er opstillet nogenlunde kronologisk, så man får nogle punkter, hvor materialet virkelig ikke er nær så godt, som det er andre steder på pladen – navnlig i begyndelsen, hvor al materialet fra deres fremragende debutalbum, If You Can Believe Your Eyes And Ears, befinder sig. De værste numre er nok deres covers af R&B-sange. My GirlTwist and Shout og Dancing in the Street egner sig ikke rigtig til deres stil. Heldigvis er disse godt adspredt, så det er ikke som på mange andre opsamlinger, hvor man får store klumper af ragelse. Det er dog stadig min klare mening, at ikke et nummer på første halvdel er dårligt, mens det samme ikke helt kan siges om anden halvdel. Anden halvdel har dog også nogle klassikere på sig. Her for eksempel Dedicated to the One I LoveCreeque Alley og det fantastiske afslutningsnummer Dream a Little Dream of Me.

The Mamas & the Papas var fire rigtig dygtige sangere. De havde alle virkelig skønne stemmer, som jeg kunne lytte til i rigtig lang tid, uanset om det skulle være i harmonier eller individuelt. Den bedste af disse dygtige vokalister var dog uden tvivl Cass Elliot, eller Mama Cass, som hun også blev kaldt. Hun er også den eneste af sangerne, der har en solosang med på opsamlingen. Hendes fortolkning af Dream a Little Dream of Me optrådte ganske vist først på en Mamas & the Papas-plade, men hun er den eneste, der synger på den, og hun gør det helt fantastisk. De er desuden også rigtig gode sangskrivere. De kunne virkelig komme igennem med mange forskellige slags følelser, og de gjorde det alt imens, melodierne blev meget fængende. Hvis du kan lide de sene 60’eres pop- eller folk-rock-musik, så er the Mamas & the Papas nok noget for dig, og Greatest Hits er nok ikke et skidt sted at starte. Det er dog ikke fordi deres diskografi er vanvittigt stor, så jeg ville nok bare sige, at deres debut ville være det optimale sted at begynde sit bekendskab til denne gruppe.