73 – AC/DC – Back in Black (1980)

Jeg har aldrig været den mest entusiastiske AC/DC-lytter i verden, men jeg vil da kalde mig selv fan af deres højlydte, vilde rocklyd. De har fat i nogle meget simple virkemidler, og de formår at skabe noget meget effektivt, der let får adrenalinen i gang. Alligevel var jeg langt fra grebet, da jeg skulle anmelde deres populære album ‘Highway to Hell’ fra 1979. Deres brand af energisk macho-rock endte nok med at blive lidt for overstimulerende til mig i løbet af en 41 minutter lang plade, og min oplevelse var lettere ensartet. Et par måneder efter udgivelsen af ‘Highway to Hell’ døde bandets forsanger Bon Scott, men heldigvis fandt de et nyt vokalt powerhouse med Brian Johnson, og allerede i 1980 ville de med den nye sanger udgive deres mest populære plade nogensinde, ‘Back in Black’. På mange punkter minder ‘Back in Black’ meget om ‘Highway to Hell’. Der bliver ikke skruet ned for energien, og Brian Johnson udmærker sig allerede her som en sanger, der absolut er af samme kaliber som Scott. Helt ned til albummets længde, er det som før; ‘Back in Black’ har lige så mange tracks som ‘Highway to Hell’, og albummet er sølle 45 sekunder længere end forgængeren. Hvis vi ser bort fra udskiftningen af forsanger, er det altså ikke just et risikabelt album.

Selvom rigtig meget er som på forgængeren, føler jeg alligevel, at ‘Back in Black’ er en betydeligt bedre plade. Her er det især sangskrivningen, der har fået et nøk op. ‘Back in Black’, ‘You Shook Me All Night Long’ og ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’ er klasseeksempler på AC/DC, der gør det, de er bedst til, og de udgør absolut ikke en minoritet på pladen. Nogle af AC/DC’s sjoveste, bedst konstruerede sange er at finde på ‘Back in Black’, og mens jeg da har mine favoritter, har jeg svært ved at udpege et egentligt lavpunkt. Alle tracks fungerer rigtig godt, hvilket alligevel er lidt af et mirakel, når AC/DC ikke ligefrem er kendt for den virtuose diversitet i deres lyd. Det er dog her, vi alligevel finder et af de større problemer ved pladen, nemlig det konstant høje lydniveau. AC/DC kan ikke finde ud af at skrue ned, og det gør pladen rigtig udmattende. De kører et fedt track med at mange af numrene starter ret stille, men når forstærkeren først slår sig løs, er der ingen vej tilbage. Placeringen af titelnummeret mod midten er dog et godt valg, da den for en kort stund skaber noget variation med en lidt stivere rytme end den vildskab, AC/DC ellers typisk byder på.

AC/DC bringer faktisk også lidt øget finesse til andre numre. Den langsomme, lidt metal-prægede intro på åbningsnummeret ‘Hells Bells’ er mærkbart stilfuld, og den får lov til at køre relativt længe, før nummeret går over i en mere typisk AC/DC-lyd. Det samme gælder den ensomme, ømme guitar i starten af ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’. Nummeret sørger på den måde for at være en vældig respektabel måde at afslutte pladen på, og det sørger for, at man sidder tilfreds tilbage som lytter. Nu har jeg ind til videre allerede kaldt AC/DC’s lyd for ‘vild’ to gange i løbet af denne anmeldelse. Det føler jeg er et passende ord, men man skal absolut ikke tro, at de på nogen måde er løsslupne som musikere. ‘Back in Black’ føles som en meget kalkuleret, komponeret og kontrolleret plade. AC/DC arbejder ud fra nogle meget faste formler, og det kan altså sørge for, at det kan blive lettere uinspirerende at høre på til tider. Med mit kendskab til gruppens diskografi, tror jeg dog, det er et problem, jeg vil have med de fleste AC/DC-plader. Når man overvejer den faktor, så tror jeg, ‘Back in Black’ er noget nær den optimale AC/DC-oplevelse.

285 – Al Green – I’m Still in Love with You (1972)

Al Green er meget overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest peger mod, når de vil påvise hans geni, er Call Me fra 1972, så er I’m Still in Love with You fra året før også en meget rost plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en meget kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en virkelig sød kærlighedserklæring, denne gang ved navn I’m Glad You’re Mine. Denne har en virkelig spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den virkelig dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede Love and Happiness. Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Al Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.

Et perfekt modstykke til den bitre Love and Happiness er What a Wonderful Thing Love Is, der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. Simply Beautiful er derimod en ganske svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter virkelig albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor virkelig heldigt, at Green så kan opføre et helt fantastisk cover af Roy Orbisons Oh, Pretty Woman. Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.

For the Good Times er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindeligt opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot opført. Look What You’ve Done to Me er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. One of These Good Old Days æmmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m Still in Love with You af – og jeg elsker også stadig ham.

289 – Al Green – Call Me (1973)

Når man snakker de store mandlige soulsangere, er der typisk tre navne, der kommer frem før resten: Stevie Wonder, Otis Redding og Marvin Gaye. Dette er nok fordi disse i modsætning til konkurrenterne blev lige så kendte gennem deres albums som deres singler. Med en sanger som Al Green er det dog de fleste, der ikke ejer andet af ham end den yderst fine Greatest Hits. Men han lavede skam også gode plader, og anmelderne har rost dem til skyerne, selvom ingen af dem har fået samme status som InnervisionsOtis Blue eller What’s Going On. Et af de mest populære er hans sjette album, Call Me, der åbner virkelig stærkt med Call Me (Come Back Home). Den handler om længsel efter modparten oven på at have slået op. Det er et gennemgående tema på pladen, og Greens længsel og kærlighed her virker oprigtig, og man kan da næsten ikke andet end at have lyst til at kramme ham, når han charmerer sig ind i dit hjerte med sin falset. Det bliver lidt langsommere med Have You Been Making Out O.K., der er et meget omsorgsfuldt spin på temaet fra første sang. Og så har den også de smukkeste strygere.

Stand Up er hornene i starten meget gribende, og tematisk er den ret motiverende. Det er nok ikke pladens stærkeste melodi, det ville være synd at sige, men Greens charme kan gøre meget, og instrumentationen er også virkelig stærk. En af mine personlige favoritter på pladen er Greens cover af Hank Williams’ berømte country-sang I’m So Lonesome I Could Cry. Jeg er ikke så glad for originalen, men denne udgave er virkelig, virkelig god. Mange vil nok end ikke lægge mærke til, at det er Williams-sangen, selv opdagede jeg det oprindeligt, da titlen for første gang blev sunget. Det bliver da virkelig blødt med Your Love Is Like the Morning Sun. Det er en virkelig fin lille sang, der er virkelig skrøbelig og øm. Det er den slags fine soulmusik, som Al Green bare var verdensmester i at skrive dengang. Men underligt nok er min yndlingssang på pladen en ret atypisk sang for Green. Det er en ret festlig, funky og ret bitter sang ved navn Here I Am (Come and Take Me). Ovenpå så fint at have sagt “jeg savner dig” og “hvordan har du det?” tidligere på albummet, så går han amok med passiv aggression her.

Al Green vender tilbage til covers af country-sange med Funny How Time Slips Away af Billy Walker, skrevet af Willie Nelson. Jeg har stort set først nu fundet ud af, at dette er et cover, for det lyder ret naturligt i soul-udgaven. Det ender dog med at være et af de svagere numre, hovedsageligt på grund af instrumentationen og især på grund af trommerne. Sangen måtte også godt være lidt kortere, men den er virkelig godt skrevet. You Oughta Be With Me er en af de allerbedste sange på pladen. Den minder måske end kende mere end hvad godt er om Greens megahit Let’s Stay Together på visse punkter, men derudover er det en af de mest kærlige sange, Green har lavet. Hvis man tager dem i kontekst med alle disse sange om at slå op, så føles det her som om, han starter på en frisk, og instrumentationen udvikler sig virkelig godt her. Green ville senere blive gospelsanger, og hans første religiøse sang er at finde på Call Me, og den hedder Jesus Is Waiting. Jeg indrømmer, at jeg ikke er stor fan af religiøs musik, men dennes instrumentation er virkelig fed, selvom sangen nok er lidt langtrukken. Call Me er en virkelig solid plade. Den er ikke perfekt, men den er absolut noget for soul-fans.

327 – Alanis Morissette – Jagged Little Pill (1995)

I 1991 debuterede en blot 16-årig kvinde ved navn Alanis Morissette med albummet Alanis, og året efter udgav hun albummet Now is the Time. Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg har hørt specielt mange af sangene på disse albums, men jeg kan da sige, at selvom alle sangene var delvist skrevet af hende selv, så var det meget upersonlig musik. Det var feel-good popmusik for et publikum, der var ca. 6 år yngre end hende selv. Det er ikke noget at blive specielt ophidset over. Grunden til, at jeg alligevel nævner det, er, at hendes tredje album, Jagged Little Pill fra 1995, var en ikke blot meget personlig plade, men den var også godt gammeldags vred. Lige fra åbningsnummeret, All I Really Want, har hun sine vrede små knæk, der gør hende sådan en genkendelig sanger, i gang for fuld udblæsning, og teksten er ikke mindre bitter. Hun bliver kort efter for alvor gal på nummeret You Oughta Know, der vel nærmest kan kalde hendes signatursang. Man kan blive decideret bange for hende med linjer som “you told me you’d hold me until you died, ’til you died, but you’re still alive” eller “Every time I scratch my nails down someone else’s back I hope you feel it”.

Jovist, Jagged Little Pill er fuld af vrede sange, og det er da nok også albummets fokus. Jeg ville nok endda lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var det, hun var bedst til. Om ikke andet kommer der lidt variation i form af den reflekterende You Learn, den ganske vist ikke entydigt lykkelige, men uden tvivl ikke på nogen måde vrede Head Over Feet, den mest af alt triste Ironic – ja, i det hele taget er sidste halvdel af albummet generelt ikke nær så vred. Det føles meget som om, hun reflekterer over sine vredesudbrud i starten. Der er dog en meget væsentlig undtagelse hertil, nemlig afslutningsnummeret. Det er en gentagelse af You Oughta Know, dog er den her mixet til at være en smule hårdere. Man lægger ikke rigtig mærke til det, men hvis man bytter om på de to udgaver i rækkefølgen, så føles det bare forkert. Det bedste ved at afslutte med denne sang er, at albummet bliver smukt afrundet. Morissette råber højt og selvbevidst, at sådan er pladen altså, om du så kan lide det eller ej.

Noget trist ved denne plade er, at nogle af sangene slet ikke gør noget for mig. Den første halvdel er fuld af gode sange, men på anden halvdel finder man sangene Mary Jane og Wake Up. Wake Up har sine fans, men selv kan jeg ikke se så meget i den, der adskiller den fra resten af pladens sange, selvom den er en ganske god sang på egen hånd, og Mary Jane er bare virkelig kedelig. Der sker næsten intet, og Morissettes stemme er usædvanlig ren og personlighedsløs, hvilket man ikke forventer at sige om sådan en karakter som hende. Desuden er der bare en vis mangel på originalitet. Det er pop-rock, som man har set det så tit før, og selvom der er meget personlighed og god sangskrivning, så føler jeg af og til, at jeg mangler en årsag til ikke bare at lytte til Tori Amos, Oasis, Liz Phair, Semisonic, Sheryl Crow, Goo Goo Dolls eller Fiona Apple – og det er end ikke fordi, jeg kan lide alle disse bedre end Morisette. Alanis Morisette fik dog virkelig skrevet sig ind i historiebøgerne med Jagged Little Pill, og med sin perlerække af hits og stærke sangskrivning, så bliver den der nok.

 

460 – Alice Cooper – Love It to Death (1971)

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var heavy metal ved at opstå, og et af de absolut største og mest provokerende navne i genren var Alice Cooper med sit band af samme navn. De gjorde sig for alvor store med albummet Love It to Death fra 1971. Noget af Alice Coopers succes skyldes ikke kun musikken. På samme måde som mange andre musikere ville gøre det efter ham – inkl. David Bowie, New York Dolls, Kiss og Sex Pistols – fokuserede de i lige så høj grad på imaget som på musikken. Alice Coopers musik nydes uden tvivl bedst, når man kender konteksten om blod, makeup og vilde sceneshows. Mange blev forargede, og når man lytter til musikken alene – især nu til dags – kan det være svært at forstå, men de tog livemusikken til et nyt niveau. Før dem var stort set kun The Stooges nær så berømte for deres image. Men jeg anmelder ikke images, jeg anmelder musik, så jeg må heller tage at komme ind på musikken.

De er generelt ret hårdtslående musik, især efter den tids standarder, og den er ofte ret vred i tonen. Albummet åbner med tre vrede, punkede sange, alle på 3 minutter. De er ungdommelige og rebelske, men mest af alt er de dejlig dynamiske og sjove. Det er svært at være vred, når man hører på Caught in a DreamLong Way to Go, eller især den klassiske I’m Eighteen. Efter disse kommer noget helt andet: Black Juju er lige så langt som de tre første numre sammenlagt, og det drives i høj grad af orgel og trommer – meget atypisk Cooper, men stadig et rigtig fedt nummer. Der vendes tilbage til den mere typiske tidlige metal-lyd, når B-siden begynder. Numre som Is It My Body og Hallowed be My Name lyder meget som noget de samtidige Black Sabbath ville kunne finde på at lave – de makabre sceneshows og hele Alice Cooper-mytologien virker meget overbevisende på disse demoniske numre. Efter at virke så triumferende og dominerende vender de det på dynamisk vis om: Second Coming og Ballad of Dwight Fry er fortvivlede og desperate, og især sidstnævnte lyder oprigtig til trods for sin enorme overdrivelse.

Love It to Death slutter med noget ganske atypisk for bandet. Alice Cooper laver her et cover af en dengang ti år gammel folk-sang ved navn Sun Arise, oprindeligt af Rolf Harris. Den er virkelig ikke noget specielt, især ikke i albummets kontekst, eller hvis man tænker på det som et cover. Den er alt for lalleglad og fjollet, og melodien udvikler sig utrolig lidt, så de 4 minutter, sangen varer, ender med at være meget af det samme igen og igen. Det fungerer ikke som et klimaks til albummet, og det fungerer ikke til at opsummere resten af det. Det er ret trist, for resten af albummet er spækket med fantastisk tidlig punk og metal, som virkelig holder, selvom det ikke på nogen måde er nær så chokerende i dag. Men selvom Alice Cooper og chok-faktor hænger sammen, så klarer musikken sig for det meste også på egen hånd takket være dynamik, stemning og kraft. Det er et historisk vigtigt album, og det er også rigtig godt, og uden tvivl et, ingen fan af punk eller metal bør undgå.

499 – Albert King – Born Under a Bad Sign (1967)

Albert King var en af blueshistoriens største guitarister, og i 1967 satte han sig selv på verdenskortet med Born Under a Bad Sign, et album, hvorpå han virkelig fremviser sine evner som guitarist i stor stil. Åbningsnummeret, Born Under a Bad Sign, åbner først med nogle horn, som så bliver støttet af en fantastisk guitar, der går sig en lille trillende rundgang. Han synger da i løbet af albummet en tragikomisk livshistorie om en mand, der har været ufatteligt uheldig hele sit liv, eller som han selv synger det: “If it wasn’t for bad luck, I wouldn’t have no luck at all”. Sangen er delvist skrevet af Booker T. Jones fra Booker T. & the M.G.’s, og hans band spiller til gennem hele albummet. Dette forårsager mange gode musikalske oplevelser, og deres bidrag hjælper meget til med at få albummet til at virke unikt i den store bluesverden. Det gør lyden meget storladen og rummelig, præcis som Booker T. & the M.G.’s normalt lyder, men oven i dette har vi lyden af blues spillet af en mesterlig guitarist med en rå stemme.

Albert Kings stemme er nok også en af de bedste i blueshistorien. Han er rå, sexet og hans mojo virker uden tvivl. Han drager meget inspiration fra Muddy Waters og John Lee Hooker i sin vokal, og som han synger linjer som “Cause I’ve got you in the sights of my love gun”The Hunter, er man stensikker på, at han er en ren sexbombe. Som guitarist gør han vanvittigt avancerede ting til tider f.eks. på Born Under a Bad Sign og As the Years go Passing By, og hans stil minder meget om den, Jimi Hendrix ville gøre populær kort tid senere. Hendrix var stor fan af Albert King, og King har noget selvhøjtideligt udtalt, at han selv var en af de få Guitarister, der kunne sætte Hendrix på plads, for angiveligt kunne end ikke Hendrix spille Kings sværeste sange, da de mødtes. Dette burde mere end noget andet sige noget om Kings evner som guitarist, men man skal tage det med et gran salt, for han er ikke kendt for at være beskeden. Det at Hendrix idoliserede ham er til gengæld fuldkommen skudsikkert.

Albert King og Booker T. & the M.G.’s fik dannet adskillige bluesklassikere med dette album. Sange som Born Under a Bad Sign, The Hunter, Oh, Pretty Woman – ikke at forveksle med Roy Orbison-sangen – og deres cover af Crosscut Saw er efterhånden standarder i enhver bluesmusikers repertoire. Albummet står også nærmest som en milepæl i blueshistorien, da de klassiske bluesår var ved at være slut. En ny, frisk lyd kom med Born Under a Bad Sign, og dette kan nok skyldes den noget mere rummende lyd, som Booker T. & the M.G.’s leverer. I modsætning til samtidens andre friske blues-pust – f.eks. Yardbirds, Cream, John Mayall og selvfølgelig føromtalte Jimi Hendrix – var der ikke tale om blues-rock; bare ren og skær blues med godt med fornyelser. Du kan roligt give dig til at lytte til Born Under a Bad Sign, om du kan lide moderne eller gammeldags blues, og hvis du vil lytte til en af verdens bedste guitarister, er der mere end nok at kunne kaste sig over. Hvis hverken blues eller blues-rock er din kop te, kan du nok godt undvære denne plade i dit liv.