Tag-arkiv: AC/DC

73 – AC/DC – Back in Black (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har aldrig været den mest entusiastiske AC/DC-lytter i verden, men jeg vil da kalde mig selv fan af deres højlydte, vilde rocklyd. De har fat i nogle meget simple virkemidler, og de formår at skabe noget meget effektivt, der let får adrenalinen i gang. Alligevel var jeg langt fra grebet, da jeg skulle anmelde deres populære album ‘Highway to Hell’ fra 1979. Deres brand af energisk macho-rock endte nok med at blive lidt for overstimulerende til mig i løbet af en 41 minutter lang plade, og min oplevelse var lettere ensartet. Et par måneder efter udgivelsen af ‘Highway to Hell’ døde bandets forsanger Bon Scott, men heldigvis fandt de et nyt vokalt powerhouse med Brian Johnson, og allerede i 1980 ville de med den nye sanger udgive deres mest populære plade nogensinde, ‘Back in Black’. På mange punkter minder ‘Back in Black’ meget om ‘Highway to Hell’. Der bliver ikke skruet ned for energien, og Brian Johnson udmærker sig allerede her som en sanger, der absolut er af samme kaliber som Scott. Helt ned til albummets længde, er det som før; ‘Back in Black’ har lige så mange tracks som ‘Highway to Hell’, og albummet er sølle 45 sekunder længere end forgængeren. Hvis vi ser bort fra udskiftningen af forsanger, er det altså ikke just et risikabelt album.

Selvom rigtig meget er som på forgængeren, føler jeg alligevel, at ‘Back in Black’ er en betydeligt bedre plade. Her er det især sangskrivningen, der har fået et nøk op. ‘Back in Black’, ‘You Shook Me All Night Long’ og ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’ er klasseeksempler på AC/DC, der gør det, de er bedst til, og de udgør absolut ikke en minoritet på pladen. Nogle af AC/DC’s sjoveste, bedst konstruerede sange er at finde på ‘Back in Black’, og mens jeg da har mine favoritter, har jeg svært ved at udpege et egentligt lavpunkt. Alle tracks fungerer rigtig godt, hvilket alligevel er lidt af et mirakel, når AC/DC ikke ligefrem er kendt for den virtuose diversitet i deres lyd. Det er dog her, vi alligevel finder et af de større problemer ved pladen, nemlig det konstant høje lydniveau. AC/DC kan ikke finde ud af at skrue ned, og det gør pladen rigtig udmattende. De kører et fedt track med at mange af numrene starter ret stille, men når forstærkeren først slår sig løs, er der ingen vej tilbage. Placeringen af titelnummeret mod midten er dog et godt valg, da den for en kort stund skaber noget variation med en lidt stivere rytme end den vildskab, AC/DC ellers typisk byder på.

AC/DC bringer faktisk også lidt øget finesse til andre numre. Den langsomme, lidt metal-prægede intro på åbningsnummeret ‘Hells Bells’ er mærkbart stilfuld, og den får lov til at køre relativt længe, før nummeret går over i en mere typisk AC/DC-lyd. Det samme gælder den ensomme, ømme guitar i starten af ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’. Nummeret sørger på den måde for at være en vældig respektabel måde at afslutte pladen på, og det sørger for, at man sidder tilfreds tilbage som lytter. Nu har jeg ind til videre allerede kaldt AC/DC’s lyd for ‘vild’ to gange i løbet af denne anmeldelse. Det føler jeg er et passende ord, men man skal absolut ikke tro, at de på nogen måde er løsslupne som musikere. ‘Back in Black’ føles som en meget kalkuleret, komponeret og kontrolleret plade. AC/DC arbejder ud fra nogle meget faste formler, og det kan altså sørge for, at det kan blive lettere uinspirerende at høre på til tider. Med mit kendskab til gruppens diskografi, tror jeg dog, det er et problem, jeg vil have med de fleste AC/DC-plader. Når man overvejer den faktor, så tror jeg, ‘Back in Black’ er noget nær den optimale AC/DC-oplevelse.

199 – AC/DC – Highway to Hell (1979)

Udgivet den af
Svar

Nogle bands har skrevet sig ind i historiebøgerne for at lave banebrydende, nytænkende musik, der har gjort, at rock i dag er anset for lige så stor kunst som jazz og klassisk. Navne som Pink Floyd, Led Zeppelin og Queen springer straks frem. Så er der også de bands, der bare er blevet rost for at lave rå, vild rockmusik, der ikke på overfladen har de store kunstneriske værdier. Jeg tror, få bands passer så perfekt til denne definition som australske AC/DC, især i årene med deres oprindelige forsanger, Bon Scott. Bon Scott døde desværre i 1980, men han efterlod verden med en af gruppens mest populære plader, nemlig Highway to Hell fra 1979. På denne oplever man som det allerførste det klassiske titelnummer. Og det er påfaldende, hvor lidt, der i grunden er at sige om det nummer. Det er blevet en rockklassiker gennem et meget simpelt arrangement, et meget simpelt riff og et omkvæd, alle kan synge med på. Og så også en mærkbar attitude. Bon Scott såvel som resten af bandet er meget frembrusende, og det er nok det, der har gjort dem så mærkbare. De angriber dig altid med fuld kraft.

Når man har hørt én AC/DC-sang efterlader det et enormt stort indtryk, og man har øjeblikkeligt lyst til at lytte til mere. Og de leverer 10 virkelig solide numre i løbet af Highway to Hell-pladen, så der er næsten ikke noget at klage over. Det er oven i købet bygget op sådan, at de helt store højdepunkter er i hver sin ende af pladen i form af Highway to Hell og Night Prowler. Når man har sat pladen på, så får man bare track efter track, man bare nyder fuldt ud, og så begynder det lidt at blive kedeligt. De første to numre er ustoppelige rocknumre af slagsen, man kender AC/DC bedst for, det tredje, Walk All Over You er heldigvis lidt mere progressivt, minder egentlig lidt om Tom Sawyer af Rush. Det fjerde nummer, Touch Too Much arbejder også ret flot med dynamik, og den har en sensualitet, man ikke ser så meget af på pladen ellers. Siden begynder numrene at føles trivielle. Der er en vis AC/DC-formel, der bliver brugt meget på denne plade. Hav et simpelt riff, et omkvæd, der er let at synge med på, og dette omkvæd skal føles stort. Mod slutningen må det gerne føles endnu større. Formlen virker, men det ender med at blive ret forudsigeligt.

Lad mig lige slå fast, at alle sangene på Highway to Hell er rigtig gode på egen hånd. Intet ondt ord om nogen af dem. Det store problem ender faktisk ikke rigtig med at være forudsigeligheden, det er lidt noget, man forventer, når man sætter pladen på. Nej, hvis vi ignorerer ironien ved at selv forudsigeligheden selv er forudsigelig, så er det bare virkelig højlydt konstant. Det er da meget tiltalende i starten, men som pladen går fremad bliver det mere og mere trivielt. Jeg snakker konstant om albumdynamik, fordi det er vigtigt; det sørger for at gøre en plade med dårlige sange udholdelig, en med middelmådige sange solid og en med gode sange til et mesterværk. Albumdynamik har der stort set ikke været tænkt på på Highway to Hell, så vidt jeg kan høre. Der er kun fokuseret på at skrive 10 bundsolide sange, og de er alle af enormt høj kvalitet, og de hører nok til blandt gruppens bedste. Så jeg er lidt splittet. Pladen er uden tvivl god, men det er ikke den mest langtidsholdbare plade i verden. Den kan godt anbefales.