285 – Al Green – I’m Still in Love with You (1972)

Al Green er meget overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest peger mod, når de vil påvise hans geni, er Call Me fra 1972, så er I’m Still in Love with You fra året før også en meget rost plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en meget kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en virkelig sød kærlighedserklæring, denne gang ved navn I’m Glad You’re Mine. Denne har en virkelig spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den virkelig dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede Love and Happiness. Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Al Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.

Et perfekt modstykke til den bitre Love and Happiness er What a Wonderful Thing Love Is, der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. Simply Beautiful er derimod en ganske svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter virkelig albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor virkelig heldigt, at Green så kan opføre et helt fantastisk cover af Roy Orbisons Oh, Pretty Woman. Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.

For the Good Times er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindeligt opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot opført. Look What You’ve Done to Me er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. One of These Good Old Days æmmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m Still in Love with You af – og jeg elsker også stadig ham.

289 – Al Green – Call Me (1973)

Når man snakker de store mandlige soulsangere, er der typisk tre navne, der kommer frem før resten: Stevie Wonder, Otis Redding og Marvin Gaye. Dette er nok fordi disse i modsætning til konkurrenterne blev lige så kendte gennem deres albums som deres singler. Med en sanger som Al Green er det dog de fleste, der ikke ejer andet af ham end den yderst fine Greatest Hits. Men han lavede skam også gode plader, og anmelderne har rost dem til skyerne, selvom ingen af dem har fået samme status som InnervisionsOtis Blue eller What’s Going On. Et af de mest populære er hans sjette album, Call Me, der åbner virkelig stærkt med Call Me (Come Back Home). Den handler om længsel efter modparten oven på at have slået op. Det er et gennemgående tema på pladen, og Greens længsel og kærlighed her virker oprigtig, og man kan da næsten ikke andet end at have lyst til at kramme ham, når han charmerer sig ind i dit hjerte med sin falset. Det bliver lidt langsommere med Have You Been Making Out O.K., der er et meget omsorgsfuldt spin på temaet fra første sang. Og så har den også de smukkeste strygere.

Stand Up er hornene i starten meget gribende, og tematisk er den ret motiverende. Det er nok ikke pladens stærkeste melodi, det ville være synd at sige, men Greens charme kan gøre meget, og instrumentationen er også virkelig stærk. En af mine personlige favoritter på pladen er Greens cover af Hank Williams’ berømte country-sang I’m So Lonesome I Could Cry. Jeg er ikke så glad for originalen, men denne udgave er virkelig, virkelig god. Mange vil nok end ikke lægge mærke til, at det er Williams-sangen, selv opdagede jeg det oprindeligt, da titlen for første gang blev sunget. Det bliver da virkelig blødt med Your Love Is Like the Morning Sun. Det er en virkelig fin lille sang, der er virkelig skrøbelig og øm. Det er den slags fine soulmusik, som Al Green bare var verdensmester i at skrive dengang. Men underligt nok er min yndlingssang på pladen en ret atypisk sang for Green. Det er en ret festlig, funky og ret bitter sang ved navn Here I Am (Come and Take Me). Ovenpå så fint at have sagt “jeg savner dig” og “hvordan har du det?” tidligere på albummet, så går han amok med passiv aggression her.

Al Green vender tilbage til covers af country-sange med Funny How Time Slips Away af Billy Walker, skrevet af Willie Nelson. Jeg har stort set først nu fundet ud af, at dette er et cover, for det lyder ret naturligt i soul-udgaven. Det ender dog med at være et af de svagere numre, hovedsageligt på grund af instrumentationen og især på grund af trommerne. Sangen måtte også godt være lidt kortere, men den er virkelig godt skrevet. You Oughta Be With Me er en af de allerbedste sange på pladen. Den minder måske end kende mere end hvad godt er om Greens megahit Let’s Stay Together på visse punkter, men derudover er det en af de mest kærlige sange, Green har lavet. Hvis man tager dem i kontekst med alle disse sange om at slå op, så føles det her som om, han starter på en frisk, og instrumentationen udvikler sig virkelig godt her. Green ville senere blive gospelsanger, og hans første religiøse sang er at finde på Call Me, og den hedder Jesus Is Waiting. Jeg indrømmer, at jeg ikke er stor fan af religiøs musik, men dennes instrumentation er virkelig fed, selvom sangen nok er lidt langtrukken. Call Me er en virkelig solid plade. Den er ikke perfekt, men den er absolut noget for soul-fans.