492 – Pearl Jam – Vitalogy (1994)

Det første ord, der springer frem, når jeg tænker på Pearl Jams Vitalogy fra 1994 er “fejlfyldt”. Det har som få andre albums på denne liste fejl, som er næsten indiskutable. Det er generelt ikke et album, som de fleste vil have lyst til at lytte til hele vejen fra ende til anden. Pry, To er et nummer, hvor forsanger Eddie Vedder i højere grad end ellers mumler sig igennem noget nonsens med en ikke specielt vellydende guitar, der fjoller rundt i baggrunden. Aye Davanita kører med et eller andet folkemantra ovenpå en almindelig grunge-instrumentation, og det kommer virkelig ikke nogen vejene. Albummet går nærmest bare i 3 minutters tomgang. Bugs kører på et afskyeligt harmonika-riff, som de fleste nok ville få hovedpine af – lige dette nummer kan jeg selv ret godt lide, da det har en hylemorsom tekst, men det ødelægger virkelig stemningen, albummet havde godt gang i. Det absolut værste nummer er afslutningsnummeret, Hey Foxymophandlemama (Stupid Mop), der kører i næsten 8 minutter med en barnestemme, der på sine knæ beder om brutal sex. Det er svært at holde ud at lytte til.

Når albummet dog bliver godt, er det fantastisk. Sange som Better Man og Nothingman er meget rørende fortællinger om individer, der er deprimerede og i det hele taget har det meget svært. Nothingman er ganske vist ikke nær så stærk som Better Man rent lyrisk, men den bliver spillet og sunget, så det bliver til en ren tåreperser. Begge hovedpersoner er fortvivlede over manglende held i kærlighed: manden fra Nothingman er trist og ensom, og kvinden fra Better Man er endt hos et røvhul, som hun ikke kan komme af med. Spin the Black Circle er et meget aggressivt lydende nummer, der kører på hurtige, kraftige akkorder. Teksten handler i sig selv bare om vinylplader, men melodiens vrede er hårdtslående, og den er en af den slags sange, der om noget sætter blodtrykket i gang. Albummet kan virkelig blive smukt til tider, og med undtagelse af de 4 første sange, jeg snakkede om, er alle melodier skrevet, så de udtrykker et væld af store følelser. Næsten intet føles banalt, og stort set det hele føles vigtigt

Pearl Jam var i højere grad end de fleste af samtidens bands historiefortællere. De fortalte tit historier, som ikke rigtig havde noget med virkeligheden at gøre. Hvor bands som Nirvana og Alice in Chains ville fortælle om forsangerens strabadser, opdigtede Pearl Jam ofte historier om individer, som slet ikke eksisterede som bestemte personer i den virkelige verden, men de gør det stadig så jordnært, at man let kan forstå, hvorfor det er, som det er. Det store problem med albummet er, at der netop er de her få numre, der bare ikke er gode og ikke tilføjer noget som helst til oplevelsen. Det er numre, der nok helst bør springes over, når man lytter til albummet, og sådan noget gør, at næsten ingen ville kunne kalde dette for et perfekt album. Vi snakker ikke om fyld, vi snakker om ragelse, der faktisk blev lavet for at irritere Pearl Jams pladeselskab. Hvis vi dog ser bort fra disse numre, er Vitalogy et af de bedste albums, alternativ rock har at byde på. Sagen er bare, at disse numre kan være svære at se bort fra, så de trækker kraftigt ned.