28 – The Who – Who’s Next (1971)

Lad os lige være ærlige: alene åbneren ‘Baba O’Riley’ og lukkeren ‘Won’t Get Fooled Again’ er nok, til at The Whos storværk, ‘Who’s Next’ havde fået klassikerstatus, stort set uanset, hvad der befandt sig på resten af tracklisten. De er to af rockhistoriens mest gennemførte sange. Ikke ét sekund bliver spildt, og fra første tone står det i begge tilfælde klart, at man er på vej til at høre et opus af dimensioner. Det er hårdt at være pålæg i en sandwich når begge brødskiver er så delikate, men resten af ‘Who’s Next’ kan sagtens følge med. Ingen af de øvrige sange går efter samme grandiositet, og det er nok egentlig et meget klogt valg – det kunne let gøre, at albummet føltes så proppet med kalorier, at man blev helt udmattet af at høre det. Det, der derimod kendetegner store dele af albummet, er en iver og et ungdomsoprør – et, der føles mere målrettet og ironisk nok modent, end da de i sin tid debuterede med ‘My Generation’. Instrumenterne bliver spillet på mere diskret, præcis vis, selv Keith Moons trommer, der ellers er kendt for at brage løs – hvilket, de heldigvis også får plads til. Albummet forstår nemlig som få andre at veksle i dynamikken, så det hele tiden er på vej et sted hen, der føles både spændende og passende.

To af de bedste sange på skiven er da også nærmest ballader – i hvert fald i løbet af en stor del af spilletiden – ‘The Song Is Over’ og ‘Behind Blue Eyes’ kommunikerer begge ungdommelig, eksistentiel angst virkelig godt. Jeg mærker det besvær, Roger Daltrey synger om på disse sange, når jeg hører dem. Det er et tegn på ikke blot god sangskrivning, men også på fantastisk arbejde som instrumentalister, et punkt hvor The Who næppe har toppet dette album. Der er også noget imponerende over produktionen. De bjergtagende arrangementer er meget klart producerede – ja, det var nok gruppens mest polerede skive, da den udkom tilbage i 1971. Hvert eneste instrument træder tydeligt frem i lydbilledet, og ofte foregår der ellers en hel del. Særligt Pete Townshends legen på alskens forskellige tangentinstrumenter og John Entwistles stedvise udfoldelser på messingblæserne tilfører musikken en del fylde. Takket være produktionen bliver det aldrig uoverskueligt. Men takket være bandets uforlignelige talent og viljestyrke føles den krystalklare lyd ikke for sanitær, og der er altid en fornemmelse af ukontrollerbarhed, når jeg hører musikerne slå sig løs – lyden er målrettet, men stadig ustyrlig i sin vildskab.

Har jeg nogle kritikpunkter for denne skive? Ja, der er nogle ganske få. Dels, som jeg allerede har antydet, bliver midten af skiven ret overskygget af både starten og afslutningen. Sangskrivningen er ikke dårlig, men den sidder simpelthen ikke nær så godt fast som på ‘Baba O’Riley’, ‘Behind Blue Eyes’ eller ‘Won’t Get Fooled Again’. På netop ‘Getting in Tune’ synes jeg, at omkvædet bliver lidt for ensartet, fladt og langtrukkent, og den lettere kaotiske afslutningssolo på ‘Going Mobile’ siger mig heller ikke det store. Men det er ikke noget, jeg tænker det store over, når jeg hører albummet, for tracklisten er bygget helt eminent op. Til trods for, at der ikke er noget gennemgående koncept som på ‘Quadrophenia’ og ‘Tommy’, er albummet lige så godt, hvis ikke bedre, til at gøre lytteoplevelsen ufatteligt sammenhængende. De ni tracks hænger virkelig godt sammen, og af denne årsag tænker jeg faktisk ikke meget over, at midten ikke kan måle sig med begyndelsen eller slutningen – for disse sange bidrager stadig rigtig meget til albummet som samlet enhed. Og ‘Who’s Next’ er netop det – en samlet enhed – det er en tour de force af følelser, som forholder sig frisk, selv efter adskillige gennemlytninger.

236 – The Who – The Who Sings My Generation (1966)

I mange år var det populært at have forskellige udgaver af et album alt efter kontinentet, de blev solgt i. Jeg forstår det selvfølgelig i visse tilfælde, Between the Buttons er lettere at sælge, hvis den har Ruby Tuesday og Let’s Spend the Night Together på sig, og da With the Beatles blev til Meet the Beatles! fjernede de mange af de middelmådige covers og erstattede dem af klassikerne I Want to Hold Your Hand og I Saw her Standing There. Af og til er det dog ikke helt forståeligt. Da The Whos debutalbum, My Generation, skulle sælges til amerikanere fjernede de gruppens cover af I’m a Man, der åbenbart var for seksuel, og så erstattede de den af Circles (Instant Party). Det er alt sammen fint nok, men Circles (Instant Party) overtog ikke bare I’m a Man‘s plads, den blev bare hægtet på for enden, og så blev der byttet om på de to numre, der ellers ville have været de sidste. Nu kommer A Legal Matter efter The Ox. Der er noget helt fundamentalt forkert ved det, for The Ox er så tydeligt tiltænkt at skulle være afslutningsnummeret. Det er et vildt, animalsk jam, som virkelig er det lydmæssige klimaks. At der kommer to sange efter den føles bare forkert.

Men heldigvis ødelægger det ikke frygtelig meget. Foruden at Out in the Street er et fantastisk åbningsnummer og trods at The Ox fungerer perfekt som afslutning, så var der tydeligvis ikke tænkt så meget på rækkefølgen på den europæiske originaludgave heller. Det er surt at mangle deres fremragende cover af Bo Diddleys I’m a Man, for det er ærlig talt langt bedre end Circles (Instant Party), men det er som sådan en bagatel. Jeg vil kun sige, at den europæiske er en lille smule bedre end den amerikanske. De første 9 sange er også de helt samme, og de er generelt rigtig gode. Både deres to James Brown-covers og deres meget varierede originale numre. De fik startet powerpop-genren med numre som The Kids are Alright og A Legal Matter, og punk-rock havde næppe været det samme uden My Generation. Og foruden at være epokegørende sange, så holder de på imponerende vis. Især formår My Generation konstant at blive ved med ikke at lyde gammel. Men derudover, så er det nogle virkelig fede, fængende melodier, der vækker en del forskellige stemninger. Der er meget langt fra den glade, animalske Out in the Street, den melankolske Much Too Much og den vrede, oprørske My Generation.

Der er virkelig ikke noget som helst, på originalen, jeg ville kalde fyld – kun Circles (Instant Party) er lidt kedelig, og den er jo kun på den amerikanske udgave. Men uanset hvad, så er albumoplevelsen ikke rigtig tilgodeset. Det er en overraskende begivenhedsløs oplevelse at lytte til pladen. Det er ganske vist opstillet godt nok til, at intet nummer virkelig ødelægger det næste, men de bakker slet ikke hinanden op. Jeg har hørt kronologisk opstillede opsamlingsalbums, der føles mindre som opsamlinger end dette album, og det er ret trist. Det gør, at man bliver ret træt af pladen hurtigt, og selvom standarden er høj, så hjælper det kun på første gennemlytning. Jeg kunne lytte til denne plade i enhver rækkefølge, så længe Out in the Street åbnede pladen, og den ville hverken være værre eller bedre, med mindre The Ox fik sin retmæssige plads som afslutningsnummer. Tendensen med at censurere The Whos plader i USA fortsatte desværre med den næste plade, A Quick One, som i USA hed Happy Jack. På samme måde som med debuten er det en ganske god plade uanset hvad, men originalen er og bliver nu den bedste.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I KnowGreatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

257 – Willie Nelson – Stardust (1978)

Jeg siger tit, at jeg ikke er meget til country, men undtagelser er der vel. Det er navne som Johnny Cash og Willie Nelson, folk med evne til at udfordre genrens konformiteter og lyst til at bevæge sig over i andre genrer. En af de bedste plader, Willie Nelson har udgivet, er da sjovt nok også meget langt fra country. Her snakker jeg om Stardust fra 1978, hvor han fremfører covers af klassiske pop- og jazz-sange, og mange af dem er meget betagende. Nelson har langt fra det største vokalregister. Han kan ikke rigtig synge på den mere ansete måde, og det er noget af det, der gør ham til sådan en unik figur i country-scenen. Hvor folk som George Jones og Merle Haggard ganske vist kunne ramme mange toner med et væld af følelser, så kan det bare slet ikke matche den inderlighed og grimhed, der er i Nelsons stemme. Nu er det så let at sige, at man ikke har lyst til at få grimme udgaver af Georgia on My Mind og Unchained Melody. Men bare rolig, Stardust er ikke en grim plade. Det er faktisk en ret poleret plade, bare hvor Nelsons usikre, som sådan ret svage stemme sørger for oprigtighed.

Udvalget af sangene er rigtig godt, man får sange, man kender, her er især førnævnte Georgia on my Mind og Unchained Melody jo kendte, men lidt mere obskure numre er der også gjort plads til. Jeg kendte ikke selv til September Song eller All of Me, før jeg lyttede til Stardust, men disse sange er gode bekendskaber, især i Nelsons udgave. I løbet af albummet er der meget fokus på orgel og klaver, og disse bliver begge spillet af albummets producer, der er ingen ringere end Booker T. Jones fra Booker T. & the MG’s. Han har produceret albummet rigtig godt. Hvert eneste instrument lyder helt formidabelt, og de er alle virkelig tydelige. Selv bassen er placeret, så den slet ikke er i fare for at drukne. Det har dog også noget at gøre med de gode arrangementer, Nelson opfører. Nu er det trods alt et rendyrket coveralbum, så man kunne godt frygte, at albumdynamikken var problematisk. Det er den dog ikke rigtig. Den er ikke perfekt, men der er taget højde for det vigtigste. I lyd føles det meget som et helstøbt album, der er altid en ret afslappet, diskræt jazzet folklyd. Sangene har også rigtig pæne overgange mellem hinanden. F.eks. lægger afslutningen af den langsomme September Song sig flot op af begyndelsen på den hyggelige On the Sunny Side of the Street.

Willie Nelson formår virkelig at gøre alt dette til sit eget. Selvfølgelig hænger Georgia on my Mind uløseligt sammen med Ray Charles, og Unchained Melody kan kun få mig til at tænke på The Righteous Brothers, men f.eks. Blue Skies er for mig et nummer, der leder tankerne hen mod Willie Nelson mere end musicalen Betsy, Ella Fitzgerald eller Frank Sinatra. Albummet er dog ikke perfekt. Jeg synes, første halvdel er klart bedre end anden halvdel, hvor det generelle lydniveau også går ned. Jovist, både September SongOn the Sunny Side of the StreetMoonlight in Vermont og Don’t Get Around Much Anymore er alle gode sange, som fungerer flot på egen hånd, og der er også god vekslen i tempo, men de er alle ret stille. Afslutningsnummeret, Someone to Watch Over Me, er det eneste, jeg ikke har udviklet et nærmere forhold til, nok fordi det ikke gør meget, September Song og Moonlight in Vermont ikke allerede gjorde. Derfor bliver den lidt kedelig. Dog må jeg sige, at Stardust er en meget imponerende plade, og et af de bedste cover-albums nogensinde. Hvis du ikke kan lide Willie Nelson, så ville Stardust være en god måde, at lære dig at værdsætte ham. Det er en ret unik plade i hans diskografi.

266 – The Who – Quadrophenia (1973)

Da the Who debuterede i 1965 med deres glade poprock, ville de færreste nok have forudset, hvad de ville blive til. Selvom jeg elsker The Kids Are Alright og I Can’t Explain lige så højt som alle andre, så er det bare ikke noget, man ville tro, skulle blive til så progressive og intelligente plader som Tommy og Who’s NextTommy var en rockopera om en fyr, der grundet barndomstraumer ikke kan se, høre eller tale, men han bliver senere hyldet som verdensmester i pinball, og dette gør ham mægtig nok til at kunne starte sin egen religion, efter en psykolog får hjulpet ham af med problemerne. Det er dybt latterligt, men det er virkelig gennemarbejdet og kreativt skrevet. Det er også så latterligt, at det under ingen omstændigheder måtte gentages. Hvis the Who nogensinde skulle lave en ny rockopera, skulle den være radikalt anderledes fra Tommy, for ellers ville det bare føles som en efterligning af deres tidligere succes. Og efter mesterværket Who’s Next udgav de endnu en rockopera, Quadrophenia, og denne er vitterligt noget helt andet. Den er seriøs, den tager sig selv seriøst, og den foregår under en ret så reel konflikt, nemlig den mellem rockere og mods i England.

Vores hovedperson hedder Jimmy, og han er en mod, men han føler ikke rigtig, at han hører til iblandt dem. Han arbejder for hårdt på at spille sej, og han er aldrig rigtig sig selv. Titlen på albummet er et spil på ordet skizofreni, men hvis man skal være helt teknisk handler albummet rettere om dissociativ personlighedsspaltning, men det er ikke helt lige så fængende eller let at lave et ordspil om. Men Jimmy har altså fire forskellige personligheder: en hård type, en romantiker, en vanvittig og en deprimeret fyr – personligheder inspireret af gruppens fire medlemmer. Disse har hver en kendingsmelodi, der også musikalsk arbejder rigtig godt med at fortælle om hvordan disse personligheder er. Man behøver stort set ikke teksterne for at forstå det overordnede tema. På de to instrumentale numre, Quadrophenia og The Rock står det hele stadig klart; der bliver revet løs i sindet, der er konstante stemningsskift, og vores hovedperson er ved at bryde mentalt sammen. Der er flot brug af både strygere, horn, banjo, klaver og meget andet. Det meste af dette er spillet af guitarist Pete Townshend, der også har skrevet alle numre på pladen. Han får ikke altid den fortjente ros for sine præstationer som sangskriver, men han er virkelig noget af en visionær.

Det er faktisk mest af alt progressiv rock. Der er ikke meget, der adskiller Quadrophenia fra Genesis eller Marillion i deres kreative storhedstid. Hvis du synes, at progressiv rock er noget pompøst, prætentiøst pis, så frygt dog ikke, for mange, der ikke kan udstå genren, elsker af en eller anden grund stadig Quadrophenia. Og det er velsagtens fordi, pladen følelsesmæssigt er lettere at tilgå end det meste progressive rock, der på overfladen bare kan ligne noget langhåret, ubegrundet blær på instrumenterne. Det er velsagtens også derfor The Wall af Pink Floyd er så populær. Ligesom The Wall og for den sags skyld Tommy, så er Quadrophenia et dobbeltalbum. Jeg siger ret ofte, at dobbeltalbummet er en farlig kunst, men med Quadrophenia er formen udnyttet rigtig godt. Man får dejligt mange facetter af historien, og dynamikken er også bare fantastisk. Det hænger så godt sammen, at man slet ikke lægger mærke til, at pladen varer over 80 minutter. Quadrophenia er et sandt mesterværk. Hvis du vil lære progressiv rock at kende, er det et fantastisk sted at starte, og hvad end du leder efter en engagerende historie eller noget fed musik, så giver the Who dig det på Quadrophenia.

297 – Weezer – Weezer (1994)

Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994, og jeg ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kunne forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, My Name Is Jonas. De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen bare ikke kan andet end at elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang ved navn In the Garage, der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.

Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til Undone (The Sweater Song) og Surf Wax America. Deres melodier tillader også virkelig at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De er mere end bare morsomme, de har også virkelig gode melodier i sig. Der er 10 sange på denne plade, og alle er meget fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være meget vovede, en mundharpe. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget helt vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og dette har haft stor indflydelse på deres musik.

Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle meget karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, Undone (The Sweater Song) handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved, ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid så tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig alt for meget op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.

319 – The Wailers – Burnin’ (1973)

Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the SheriffGet Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.

383 – The Who – A Quick One (1966)

The Whos første plade, My Generation, var blot en virkelig solid pop-rock-plade, men med deres andet album, A Quick One fra 1966 blev de meget mere ambitiøse. Dette album byggede langt mere på psykedelisk rock, og mange af dets elementer minder meget om det, der senere ville blive til progressiv rock. Åbningsnummeret hedder Run Run Run, og det er en af pladens mere poppede sange. Det er let at synge med på omkvædet, og riffet minder ret meget om My Generation. Dog er lyden virkelig upoleret, og vokalharmonien i omkvædet er ret syret. Boris the Spider er en noget særere sang. Den beskriver en edderkop, der går rundt i et hus på virkelig dramatisk vis. De får denne ufarlige spindler til at virke som noget af det mest uhyggelige, og i omkvædet synger bassist John Entwistle på en måde, der kan anses som prototypen for et metal-growl. I Need You er en meget fængende, dramatisk sang, der har mange kreative øjeblikke på sig. Især elsker jeg det spøjse klaver på andet vers og spoken word-portionen, der kommer før sidste vers.

Whiskey Man handler om en mands drukproblemer, men den bliver fortalt på en meget interessant måde: vores hovedperson fortæller om denne imaginære mand, der kommer frem, hvis han drikker. Hele situationen lyder vanvittig, og melodien i sig selv lyder ret fordrukken. Så kommer pladens nok underligste indslag, et cover af Martha and the Vandellas-sangen (Love is Like a) Heat Wave. Det har ikke en spor underlig lyd eller noget, men jeg undrer mig virkelig over, hvorfor den er der. Den tilføjer ikke noget til albummet, og den væsentligste ændring i forhold til originalen, er at den lyder betydeligt mere beskidt i instrumentationen. Noget der i sig selv er betydeligt mere sært er den instrumentale sang Cobwebs and Strange, der dog passer smukt ind i albummets psykedeliske landskab. Nummeret er mere marchmusik end rock, og der sker rigtig mange vilde ting. Især trommeslager Keith Moon giver den virkelig gas. Don’t Look Away er et mere poppet nummer, men det har nok psykedelisk skævhed på sig, til at man sagtens kan fascineres af det.

See My Way har en virkelig uren lyd, og hele lydbilledet er meget forvrænget derpå. Der er også nogle horn på den, og de tilføjer meget til den psykedeliske lyd. So Sad About Us lyder som sådan ikke specielt forskelligt fra noget, der kunne have været på My Generation-albummet. Det er en virkelig fængende melodi, og sangen er faktisk også ret rørende. Mod slutningen kan man dog godt høre, at den hører mere hjemme på dette album, for instrumentationen ender med at blive ret skæv. Så kommer afslutningsnummeret, og sikke et nummer, det er. Det hedder A Quick One While He’s Away, det er ni minutter langt, og det er en hel lille rockopera, meget i stil med albummet Tommy, som de ville udgive nogle år derefter. A Quick One While He’s Away er i sin struktur meget opdelt. Det føles ikke rigtig som en helstøbt sang, men rettere som 6 små sange, men disse 6 små sange fortæller sammen virkelig flot en historie om kærlighed, savn og utroskab. A Quick One er et fabelagtigt album. Man får rigtig meget for pengene, og langt det meste er af virkelig høj kvalitet.

386 – Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Som RZA så smukt siger: “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit”  – og det beviser hele gruppen virkelig mesterligt på deres debutplade, Enter the Wu-Tang (36 Chambers). De bestod dengang af 9 forskellige medlemmer, alle virkelig forskellige på mikrofonen. Dette gør, at efter selv en hel time i selskab med dem, føles musikken frisk. De er også dygtige til at sige hvem de er ofte, så man let forstår hvem, der lyder hvordan. Deres lyd er virkelig hårdtslående, og deres tekster kan tit virke rigtig voldelig. Denne vold er rigtig overdrevet og morsom, og hver gennemlytning af pladen kan få dig til at opdage nye morsomme linjer. Der er dog også nogle mindre latterlige numre, heriblandt den vidunderlige C.R.E.A.M., der handler om hvor materialistisk vores samfund er, hvordan dette påvirker livet for fattige new yorkere, og hvordan samfundet tvinger dem ud i en situation, hvor ulovlige penge virker som den mest logiske løsning til deres økonomiske problemer. Sangen Tearz handler om død, og den er virkelig værd at tænke over.

Pladen er hovedsageligt produceret af RZA, der foruden dette job også er en af gruppens bedste rappere. Mange af sangene har meget jazz-inspirerede klaver-beats. Der er også en hel del meget upolerede samples af gamle R&B-sange. Det står rigtig godt til deres beskidte, rå stil, og det lyder slet ikke som noget hip hop, der hidtil eksisterede. Der bliver også samplet en hel del dialog og lyde fra de kampsportsfilm, som inspirerede gruppens navn. Det øger stemningen og lytterens opfattelse af, at det her er mere en klan end en rapgruppe. Noget helt utroligt, denne plade formår, er at have skits på sig, der ikke føles som fyld. De er rent faktisk morsomme, og man føler, at man kommer til at lære rapperne bedre at kende gennem dem. Og disse 9 dygtige rappere, er de ligeligt fordelt i løbet af hele albummet? Nej, det er de slet ikke, på ingen måde. Method Man og GZA har hele sange for sig selv, og Masta Killa og U-God har kun et egentligt vers hver især. Men det gør faktisk slet ikke noget, for albummet er fra ende til anden rigtig godt, så hvorfor ændre på fordelingen af vers?

Det er rimelig ufatteligt, at dette er gruppens debut. Alle 9 rappere lyder virkelig erfarne i deres lyrik og levering. Hver eneste linje lyder fuldkommen perfekt, og alle rapperne har meget personlighed, selv de to, vi kun hører ganske lidt fra. Især Ol’ Dirty Bastard er bindegal med sin meget atypiske rapteknik, hvor han skråler sig igennem alle versene. RZA, GZA og Method Man er helt vildt dygtige lyrikere, og man kan finde masser af interessante vendinger i alle deres linjer. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af historiens mest indflydelsesrige rapplader. Stort set alle rappere sidenhen skylder denne plade noget. Prøv alene bare at lytte til debuterne fra Nas, the Notorious B.I.G. og Jay-z, der udkom få år efter. De lyder langt mere af Wu-Tang Clan end af noget som helst, der ellers hidtil var udkommet. Hvis du ikke er en hip hop-fan, kan jeg på ingen måde love, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil være noget for dig, men hvis du kan lide genren og endnu ikke har lyttet til dette mesterværk, så er det sørme på tide.

390 – The White Stripes – Elephant (2003)

I 2003 fik rockduoen The White Stripes en uventet succes med deres fjerde album, Elephant. Det var sørme også noget af et album. Det åbner med den moderne klassiker, Seven Nation Army, der med et af de fedeste guitarriffs nogensinde, helt utrolig dynamik og en virkelig gribende melodi fungerer helt perfekt som åbningsnummer. Ja, det er et helt perfekt nummer. Black Math er en mere punket sang. Det er virkelig energisk og larmende, og det får sat blodet godt i kog. Det er ikke verdens mest fængende melodi, selvom riffet dog er ret fedt. Til gengæld er melodien på There’s No Home for You Here virkelig fængende og brutalt. Det har kraftige elementer af såvel punk og blues, og gospel har også en diskret indflydelse, der gør oplevelsen virkelig unik. Det er en af pladens bedste sange. De følger denne med et cover I Just Don’t Know What to Do With Myself af Tommy Hunt, bedst kendt med Dusty Springfield. Sangen fungerer overraskende godt i deres beskidte behandling, og de gør det også yderst dynamisk – det kan gå fra blødt og poppet til vild garage-rock.

Normalt er guitarist Jack White forsanger, men på nummeret In the Cold Cold Night træder trommeslager Meg White væk fra slagtøjet og hen til mikrofonen. Hun leverer en virkelig god præstation, og sangen er i det hele taget skrevet og spillet mesterligt. Det er første nummer i en række af lidt blødere sange, hvor den anden er I Want to Be the Boy to Warm Your Mother’s Heart, en ganske nervøs sang, hvor Jack med en meget forsigtig vokal leverer nummeret virkelig oprigtigt. Den samme vokal bruger han også på måske pladens blødeste nummer, You’ve Got Her in Your Pocket. Den lyder derfor også meget nervøs, og med det akustiske akkompagnement har det stor effekt. Da skruer de godt op for lyden med den 7 minutter lange Ball and Biscuit. Det er den længste sang gruppen nogensinde har lavet, men den holder virkelig! Den er opbygget som en traditionel bluessang, men de gør virkelig meget med denne simple melodi. Et lige så skønt nummer er The Hardest Button to Button, der er et dynamisk, vildt og velskrevet garage-rock-nummer af allerhøjeste kaliber. Det er et af de mest mindeværdige numre på pladen.

Little Acorns starter med en meget interessant spoken word-intro af journalisten Mort Crim. Efter det går sangen over i en ret fed hard rock-sang, der lyrisk tager mange elementer fra den spøjse intro. Hypnotize er vildt og råt, og det er pladens korteste nummer. På under to minutter kan man dog sagtens få noget vildt, seksuelt garagerock af højeste karakter. The Air Near My Fingers er en virkelig fantastisk melodi. Man får den virkelig let på hjernen. Det er ikke det nummer fra Elephant, som jeg oftest hører omtalt, men det fortjener at være så utrolig meget mere populært. Det bliver for alvor bindegalt med Girl, You Have No Faith In Medicine, hvorpå Jack White hulker og græder sig igennem nummeret. Det lyder meget af det hårdeste Led Zeppelin, og det er virkelig headbanging-værdigt. Albummet slutter af med et country-nummer ved navn It’s True That We Love One Another. På den synger både Jack, Meg og en britisk sangerinde ved navn Holly Golightly. Det er et ret charmerende nummer, og hvor der er få ting jeg hader mere end country-duetter, så er denne faktisk virkelig sød. Det er ret sært, at albummet skal slutte sådan, men det virker virkelig. Elephant er et næsten fuldkommen perfekt album, og det er absolut et af 00’ernes bedste.