Tag-arkiv: Willie Nelson

184 – Willie Nelson – Red Headed Stranger (1975)

Udgivet den af
Svar

En spillefilm baseret på en kortfilm er ikke et nyt koncept. Det sker faktisk ret ofte, og ganske tit med stor succes. Men har du nogensinde hørt om et konceptalbum baseret på en ældre sang? For det var det, Willie Nelson lavede i 1975 med Red Headed Stranger, der i dag ses af mange som værende hans bedste album. Det er bygget over en gammel countrysang af samme navn, oprindeligt af Arthur “Guitar Boogie” Smith. Sangen handler om en mand, der rider ind i en by, og der møder han en kvinde, der er interesseret i at stjæle hans afdøde kones hest. Da hun forsøger at stjæle hesten, dræber manden hende. Det er en ganske god fortælling, men det er nu noget underligt, at denne er sangen, som Willie valgte at bygge et helt album op omkring. Han vælger at placere selve sangen nær midten af pladen, og så fortæller han ellers i starten mandens forhistorie, og til slut fortæller han om hans liv efter mordet. Og det er jo et virkelig interessant koncept. Det giver os lidt indblik i en galnings baggrund og tankegang, det tror jeg de fleste synes er interessant.

Men et er en interessant historie, noget andet er god musik. Og ja, det er countrymusik, ikke min foretrukne genre, men hvis vi skal være i genren, så bliver det ikke meget bedre end hr. Nelson. Mest fordi han er så beskeden, et træk, der klæder genren. Han har ikke verdens største stemme, og selv hvis han havde, så ville han næppe vise lytteren de imponerende toner, han kunne ramme. Det er af samme årsag, at jeg elsker mange af Bob Dylans udfoldelser i genren. Musikken er også dejligt varieret, hvilket kun er en god ting. De individuelle sange er ofte under to minutter lange, og det gør pladen meget dynamisk. Man kan gå virkelig hurtigt fra en hurtigere sang til en mere langsom en, og det gør at pladen bare suser forbi dig. Den er heller ikke særlig lang, så det gør den jo rent faktisk. Noget andet flot ved pladen er den gentagne brug af sangen Time of the Preacher, der er åbningsnummeret. Det skaber noget struktur på pladen, og struktur elsker jeg at se i konceptalbum. At Nelson så skifter mellem første- og tredjeperson i løbet af pladen gør lidt op med strukturen. Det ville være løst af blot at bruge en gæstesanger, men sådan gjorde han det nu engang ikke.

Fortællingen om denne galning er meget gribende, og man bliver let interesseret denne historie. Og det læner sig helt naturligt op af sangen, jeg ville aldrig have gættet, at det var et cover. Og som historien nærmer sig slutningen, bliver den meget rørende. Det eneste nummer, jeg ikke rigtig holder af, er det instrumentale cover af Down Yonder, der er et underligt lykkeligt klavernummer. Det er ret irriterende, og bliver ved alt for længe, og det er end ikke 2 minutter langt. Men derudover er der ikke noget decideret dårligt nummer på pladen. Nelsons covers af Blue Eyes Crying in the Rain og Red Headed Stranger udmærker sig, men ellers gør numrene ikke meget for at skille sig ud fra resten af pladen. Lyrikken er altid superb, og historien fortæller de som helhed flot, men instrumentationen og især melodien kan være middelmådig til tider, men de går lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Men i det mindste er det varieret, og jeg må indrømme, at jeg endnu ikke er blevet spor træt af pladen, så holdbarheden fejler intet. Det er en virkelig flot fortælling, men som så meget god country, er det en usleben diamant, bare af og til lidt for usleben.

257 – Willie Nelson – Stardust (1978)

Udgivet den af
Svar

Jeg siger tit, at jeg ikke er meget til country, men undtagelser er der vel. Det er navne som Johnny Cash og Willie Nelson, folk med evne til at udfordre genrens konformiteter og lyst til at bevæge sig over i andre genrer. En af de bedste plader, Willie Nelson har udgivet, er da sjovt nok også meget langt fra country. Her snakker jeg om Stardust fra 1978, hvor han fremfører covers af klassiske pop- og jazz-sange, og mange af dem er meget betagende. Nelson har langt fra det største vokalregister. Han kan ikke rigtig synge på den mere ansete måde, og det er noget af det, der gør ham til sådan en unik figur i country-scenen. Hvor folk som George Jones og Merle Haggard ganske vist kunne ramme mange toner med et væld af følelser, så kan det bare slet ikke matche den inderlighed og grimhed, der er i Nelsons stemme. Nu er det så let at sige, at man ikke har lyst til at få grimme udgaver af Georgia on My Mind og Unchained Melody. Men bare rolig, Stardust er ikke en grim plade. Det er faktisk en ret poleret plade, bare hvor Nelsons usikre, som sådan ret svage stemme sørger for oprigtighed.

Udvalget af sangene er rigtig godt, man får sange, man kender, her er især førnævnte Georgia on my Mind og Unchained Melody jo kendte, men lidt mere obskure numre er der også gjort plads til. Jeg kendte ikke selv til September Song eller All of Me, før jeg lyttede til Stardust, men disse sange er gode bekendskaber, især i Nelsons udgave. I løbet af albummet er der meget fokus på orgel og klaver, og disse bliver begge spillet af albummets producer, der er ingen ringere end Booker T. Jones fra Booker T. & the MG’s. Han har produceret albummet rigtig godt. Hvert eneste instrument lyder helt formidabelt, og de er alle virkelig tydelige. Selv bassen er placeret, så den slet ikke er i fare for at drukne. Det har dog også noget at gøre med de gode arrangementer, Nelson opfører. Nu er det trods alt et rendyrket coveralbum, så man kunne godt frygte, at albumdynamikken var problematisk. Det er den dog ikke rigtig. Den er ikke perfekt, men der er taget højde for det vigtigste. I lyd føles det meget som et helstøbt album, der er altid en ret afslappet, diskræt jazzet folklyd. Sangene har også rigtig pæne overgange mellem hinanden. F.eks. lægger afslutningen af den langsomme September Song sig flot op af begyndelsen på den hyggelige On the Sunny Side of the Street.

Willie Nelson formår virkelig at gøre alt dette til sit eget. Selvfølgelig hænger Georgia on my Mind uløseligt sammen med Ray Charles, og Unchained Melody kan kun få mig til at tænke på The Righteous Brothers, men f.eks. Blue Skies er for mig et nummer, der leder tankerne hen mod Willie Nelson mere end musicalen Betsy, Ella Fitzgerald eller Frank Sinatra. Albummet er dog ikke perfekt. Jeg synes, første halvdel er klart bedre end anden halvdel, hvor det generelle lydniveau også går ned. Jovist, både September Song, On the Sunny Side of the Street, Moonlight in Vermont og Don’t Get Around Much Anymore er alle gode sange, som fungerer flot på egen hånd, og der er også god vekslen i tempo, men de er alle ret stille. Afslutningsnummeret, Someone to Watch Over Me, er det eneste, jeg ikke har udviklet et nærmere forhold til, nok fordi det ikke gør meget, September Song og Moonlight in Vermont ikke allerede gjorde. Derfor bliver den lidt kedelig. Dog må jeg sige, at Stardust er en meget imponerende plade, og et af de bedste cover-albums nogensinde. Hvis du ikke kan lide Willie Nelson, så ville Stardust være en god måde, at lære dig at værdsætte ham. Det er en ret unik plade i hans diskografi.