Jeg siger tit, at jeg ikke er meget til country, men undtagelser er der vel. Det er navne som Johnny Cash og Willie Nelson, folk med evne til at udfordre genrens konformiteter og lyst til at bevæge sig over i andre genrer. En af de bedste plader, Willie Nelson har udgivet, er da sjovt nok også meget langt fra country. Her snakker jeg om Stardust fra 1978, hvor han fremfører covers af klassiske pop- og jazz-sange, og mange af dem er meget betagende. Nelson har langt fra det største vokalregister. Han kan ikke rigtig synge på den mere ansete måde, og det er noget af det, der gør ham til sådan en unik figur i country-scenen. Hvor folk som George Jones og Merle Haggard ganske vist kunne ramme mange toner med et væld af følelser, så kan det bare slet ikke matche den inderlighed og grimhed, der er i Nelsons stemme. Nu er det så let at sige, at man ikke har lyst til at få grimme udgaver af Georgia on My Mind og Unchained Melody. Men bare rolig, Stardust er ikke en grim plade. Det er faktisk en ret poleret plade, bare hvor Nelsons usikre, som sådan ret svage stemme sørger for oprigtighed.

Udvalget af sangene er rigtig godt, man får sange, man kender, her er især førnævnte Georgia on my Mind og Unchained Melody jo kendte, men lidt mere obskure numre er der også gjort plads til. Jeg kendte ikke selv til September Song eller All of Me, før jeg lyttede til Stardust, men disse sange er gode bekendskaber, især i Nelsons udgave. I løbet af albummet er der meget fokus på orgel og klaver, og disse bliver begge spillet af albummets producer, der er ingen ringere end Booker T. Jones fra Booker T. & the MG’s. Han har produceret albummet rigtig godt. Hvert eneste instrument lyder helt formidabelt, og de er alle virkelig tydelige. Selv bassen er placeret, så den slet ikke er i fare for at drukne. Det har dog også noget at gøre med de gode arrangementer, Nelson opfører. Nu er det trods alt et rendyrket coveralbum, så man kunne godt frygte, at albumdynamikken var problematisk. Det er den dog ikke rigtig. Den er ikke perfekt, men der er taget højde for det vigtigste. I lyd føles det meget som et helstøbt album, der er altid en ret afslappet, diskræt jazzet folklyd. Sangene har også rigtig pæne overgange mellem hinanden. F.eks. lægger afslutningen af den langsomme September Song sig flot op af begyndelsen på den hyggelige On the Sunny Side of the Street.

Willie Nelson formår virkelig at gøre alt dette til sit eget. Selvfølgelig hænger Georgia on my Mind uløseligt sammen med Ray Charles, og Unchained Melody kan kun få mig til at tænke på The Righteous Brothers, men f.eks. Blue Skies er for mig et nummer, der leder tankerne hen mod Willie Nelson mere end musicalen Betsy, Ella Fitzgerald eller Frank Sinatra. Albummet er dog ikke perfekt. Jeg synes, første halvdel er klart bedre end anden halvdel, hvor det generelle lydniveau også går ned. Jovist, både September Song, On the Sunny Side of the Street, Moonlight in Vermont og Don’t Get Around Much Anymore er alle gode sange, som fungerer flot på egen hånd, og der er også god vekslen i tempo, men de er alle ret stille. Afslutningsnummeret, Someone to Watch Over Me, er det eneste, jeg ikke har udviklet et nærmere forhold til, nok fordi det ikke gør meget, September Song og Moonlight in Vermont ikke allerede gjorde. Derfor bliver den lidt kedelig. Dog må jeg sige, at Stardust er en meget imponerende plade, og et af de bedste cover-albums nogensinde. Hvis du ikke kan lide Willie Nelson, så ville Stardust være en god måde, at lære dig at værdsætte ham. Det er en ret unik plade i hans diskografi.