Tag-arkiv: Freakbeat

113 – The Who – The Who Sell Out (1967)

Udgivet den af
1

På deres tidlige plader var The Who i konstant udvikling. Hvis man sammenligner dem med fx The Rolling Stones eller The Beatles, der ellers også gennemgik en markant udvikling i løbet af 60’erne, så er det faktisk nok The Who, der udvikler sig mest fra plade til plade. My Generation var simpel, rå rhythm and blues, faktisk så rå at den var et klart grundlag for punkrocken. På A Quick One bliver de mere psykedeliske og fjollede, og med titelnummeret skabte de nærmest egenhændigt rockoperaen. Med The Who Sell Out fra 1967 tog de dog et spring, der var større end noget andet sted i deres karriere. Dels er hele albummet struktureret som om, det var en kommerciel radiostation, der spillede det hele. Der er reklamejingler mellem de fleste numre, og mens det kunne lyde som om, det burde være distraherende for albumoplevelsen, holder det faktisk albummet engagerende, og tit hænger det også flot sammen med temaerne i sangene. Sangen Odorono handler fx om glæderne ved den ganske ægte deodorant af samme navn. Silas Stingy handler om en nærig mand, der er meget beskyttende omkring sine penge. Så beskyttende, at han ender med at blive ruineret i forsøget på at beskytte dem.

Rigtig meget af albummet handler om vores forbrugermentalitet, der bliver en kende religiøst betonet i hænderne på the Who. Blandt disse sange om Heinz baked beans, deodoranter, bumsecreme og pengeskabe får man nemlig også Rael. Udover de fonetiske ligheder med sangtitlen og Israel, snakker de om et helligt land, som de beskriver som “the home of my religion, to me the center of the Earth”. Denne sang får lov til at afslutte pladen, og pladen bliver ligeledes åbnet af et religiøst betonet nummer, nemlig Armenia City in the Sky, der også lader til at fortælle om et helligt land, men her et, man lettere kan tilgå. Man kan faktisk blot tænke sig derhen. Hele teksten er nærmest én lang reklame for dette fiktive sted, der kan fri dig for alle dine sorger. The Who kommenterer med albummet på satirisk vis et samfund, hvor frelse bliver gjort til et produkt og hvor forbrugerisme bliver gjort til en religion. Selv romantik bliver kommercialiseret. På Mary Anne with the Shaky Hand bliver kvinder opremset, som om de var produkter at vælge imellem, hver især med en bestemt tillagt attribut, hvor den titulære Mary Anne er den, fortælleren finder mest attraktiv grundet hendes “shaky hand”.

Måske læser jeg for meget ind i det her, men der er uanset hvad generelt en tematik om forbrugerkultur på pladen, dels i diverse sange, dels i de morsomme reklamejingler der kommer mellem sangene. Men det er svært at læse denne satire ind i Our Love Was, I Can See For Miles eller I Can’t Reach You, selvom jeg godt kan komme med lidt søgte fortolkninger. Men uanset hvad er de alle tre glimrende sange, I Can See For Miles er endda nok en af de bedste sange, gruppen nogensinde har lavet. Sonisk passer de også alle godt ind i den rejse, man kommer på i løbet af albummet. Albummet er meget engagerende og begivenhedsrigt, og hver eneste sang stikker ud med sin egen unikke identitet. Melodierne er også sjove og fængende, og teksterne er som sagt altid kreative og vittige. The Who Sell Out er en virkelig stærk plade, der sætter et meget originalt spin på pop-rock, og gør meget mere med genren end jeg end syntes muligt. The Who Sell Out er et mesterværk, intet mindre, og jeg kan finde nogle nye genialiteter ved hver eneste gennemlytning. Jeg kan ikke anbefale den nok.

383 – The Who – A Quick One (1966)

Udgivet den af
Svar

The Whos første plade, My Generation, var blot en virkelig solid pop-rock-plade, men med deres andet album, A Quick One fra 1966 blev de meget mere ambitiøse. Dette album byggede langt mere på psykedelisk rock, og mange af dets elementer minder meget om det, der senere ville blive til progressiv rock. Åbningsnummeret hedder Run Run Run, og det er en af pladens mere poppede sange. Det er let at synge med på omkvædet, og riffet minder ret meget om My Generation. Dog er lyden virkelig upoleret, og vokalharmonien i omkvædet er ret syret. Boris the Spider er en noget særere sang. Den beskriver en edderkop, der går rundt i et hus på virkelig dramatisk vis. De får denne ufarlige spindler til at virke som noget af det mest uhyggelige, og i omkvædet synger bassist John Entwistle på en måde, der kan anses som prototypen for et metal-growl. I Need You er en meget fængende, dramatisk sang, der har mange kreative øjeblikke på sig. Især elsker jeg det spøjse klaver på andet vers og spoken word-portionen, der kommer før sidste vers.

Whiskey Man handler om en mands drukproblemer, men den bliver fortalt på en meget interessant måde: vores hovedperson fortæller om denne imaginære mand, der kommer frem, hvis han drikker. Hele situationen lyder vanvittig, og melodien i sig selv lyder ret fordrukken. Så kommer pladens nok underligste indslag, et cover af Martha and the Vandellas-sangen (Love is Like a) Heat Wave. Det har ikke en spor underlig lyd eller noget, men jeg undrer mig virkelig over, hvorfor den er der. Den tilføjer ikke noget til albummet, og den væsentligste ændring i forhold til originalen, er at den lyder betydeligt mere beskidt i instrumentationen. Noget der i sig selv er betydeligt mere sært er den instrumentale sang Cobwebs and Strange, der dog passer smukt ind i albummets psykedeliske landskab. Nummeret er mere marchmusik end rock, og der sker rigtig mange vilde ting. Især trommeslager Keith Moon giver den virkelig gas. Don’t Look Away er et mere poppet nummer, men det har nok psykedelisk skævhed på sig, til at man sagtens kan fascineres af det.

See My Way har en virkelig uren lyd, og hele lydbilledet er meget forvrænget derpå. Der er også nogle horn på den, og de tilføjer meget til den psykedeliske lyd. So Sad About Us lyder som sådan ikke specielt forskelligt fra noget, der kunne have været på My Generation-albummet. Det er en virkelig fængende melodi, og sangen er faktisk også ret rørende. Mod slutningen kan man dog godt høre, at den hører mere hjemme på dette album, for instrumentationen ender med at blive ret skæv. Så kommer afslutningsnummeret, og sikke et nummer, det er. Det hedder A Quick One While He’s Away, det er ni minutter langt, og det er en hel lille rockopera, meget i stil med albummet Tommy, som de ville udgive nogle år derefter. A Quick One While He’s Away er i sin struktur meget opdelt. Det føles ikke rigtig som en helstøbt sang, men rettere som 6 små sange, men disse 6 små sange fortæller sammen virkelig flot en historie om kærlighed, savn og utroskab. A Quick One er et fabelagtigt album. Man får rigtig meget for pengene, og langt det meste er af virkelig høj kvalitet.