Tag-arkiv: 1967

83 – Aretha Franklin – I Never Loved a Man the Way I Love You (1967)

Udgivet den af
Svar

For første gang nogensinde anmelder jeg to plader af den samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins ‘Lady Soul’ fra 1968, som trods visse glimrende sange og en veludført gennemgående stil ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode, fra hendes tid på Atlantic Records fra slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra ‘Lady Soul’, nærmest bedre end indpakningen til ‘Lady Soul’ formåede. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, over at dette i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Der er en ganske anden gennemgående tematik end på ‘Lady Soul’. Okay, at kalde det en gennemgående tematik er måske en overdrivelse, men overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits ‘Respect’ og ‘Do Right Woman, Do Right Man’. De andre sange har dog generelt stadig en vis power, der ikke typisk prægede ‘Lady Soul’, og det gør for mig ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ mere engagerende.

Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del, men generelt er der et godt mellemrum mellem dem. Foruden ‘I Never Loved a Man (the Way I Love You)’ og ‘Do Right Woman, Do Right Woman’ er de stadig ikke det, der ligefrem interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes ‘A Change is Gonna Come’. Jovist, det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få soulsange er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, herunder bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen ‘Respect’, som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor, stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.

Jeg klagede lidt over det høje antal covers på ‘Lady Soul’, ikke så meget fordi de var covers, ej heller fordi de var mærkbart dårlige, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har jeg allerede gennemgået to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og disse to er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle covers er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes cover sådan cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende ‘Save Me’ og den diskrete, latin-prægede ‘Don’t Let Me Lose this Dream’. Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel, betydningsfuld rækkefølge, men der er sørget for et godt mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af disse ret kedelige. Jeg afsluttede min ‘Lady Soul’-anmeldelse med at meddele, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg ganske sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Dette viste ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ sig til min store overraskelse at være.

112 – Cream – Disraeli Gears (1967)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som Crossroads, Sunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue Condition, We’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange Brew, Sunshine of Your Love og SWLABR. Blue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.

113 – The Who – The Who Sell Out (1967)

Udgivet den af
1

På deres tidlige plader var The Who i konstant udvikling. Hvis man sammenligner dem med fx The Rolling Stones eller The Beatles, der ellers også gennemgik en markant udvikling i løbet af 60’erne, så er det faktisk nok The Who, der udvikler sig mest fra plade til plade. My Generation var simpel, rå rhythm and blues, faktisk så rå at den var et klart grundlag for punkrocken. På A Quick One bliver de mere psykedeliske og fjollede, og med titelnummeret skabte de nærmest egenhændigt rockoperaen. Med The Who Sell Out fra 1967 tog de dog et spring, der var større end noget andet sted i deres karriere. Dels er hele albummet struktureret som om, det var en kommerciel radiostation, der spillede det hele. Der er reklamejingler mellem de fleste numre, og mens det kunne lyde som om, det burde være distraherende for albumoplevelsen, holder det faktisk albummet engagerende, og tit hænger det også flot sammen med temaerne i sangene. Sangen Odorono handler fx om glæderne ved den ganske ægte deodorant af samme navn. Silas Stingy handler om en nærig mand, der er meget beskyttende omkring sine penge. Så beskyttende, at han ender med at blive ruineret i forsøget på at beskytte dem.

Rigtig meget af albummet handler om vores forbrugermentalitet, der bliver en kende religiøst betonet i hænderne på the Who. Blandt disse sange om Heinz baked beans, deodoranter, bumsecreme og pengeskabe får man nemlig også Rael. Udover de fonetiske ligheder med sangtitlen og Israel, snakker de om et helligt land, som de beskriver som “the home of my religion, to me the center of the Earth”. Denne sang får lov til at afslutte pladen, og pladen bliver ligeledes åbnet af et religiøst betonet nummer, nemlig Armenia City in the Sky, der også lader til at fortælle om et helligt land, men her et, man lettere kan tilgå. Man kan faktisk blot tænke sig derhen. Hele teksten er nærmest én lang reklame for dette fiktive sted, der kan fri dig for alle dine sorger. The Who kommenterer med albummet på satirisk vis et samfund, hvor frelse bliver gjort til et produkt og hvor forbrugerisme bliver gjort til en religion. Selv romantik bliver kommercialiseret. På Mary Anne with the Shaky Hand bliver kvinder opremset, som om de var produkter at vælge imellem, hver især med en bestemt tillagt attribut, hvor den titulære Mary Anne er den, fortælleren finder mest attraktiv grundet hendes “shaky hand”.

Måske læser jeg for meget ind i det her, men der er uanset hvad generelt en tematik om forbrugerkultur på pladen, dels i diverse sange, dels i de morsomme reklamejingler der kommer mellem sangene. Men det er svært at læse denne satire ind i Our Love Was, I Can See For Miles eller I Can’t Reach You, selvom jeg godt kan komme med lidt søgte fortolkninger. Men uanset hvad er de alle tre glimrende sange, I Can See For Miles er endda nok en af de bedste sange, gruppen nogensinde har lavet. Sonisk passer de også alle godt ind i den rejse, man kommer på i løbet af albummet. Albummet er meget engagerende og begivenhedsrigt, og hver eneste sang stikker ud med sin egen unikke identitet. Melodierne er også sjove og fængende, og teksterne er som sagt altid kreative og vittige. The Who Sell Out er en virkelig stærk plade, der sætter et meget originalt spin på pop-rock, og gør meget mere med genren end jeg end syntes muligt. The Who Sell Out er et mesterværk, intet mindre, og jeg kan finde nogle nye genialiteter ved hver eneste gennemlytning. Jeg kan ikke anbefale den nok.

121 – Moby Grape – Moby Grape (1967)

Udgivet den af
Svar

Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set ingenting om, før jeg gav mig i kast med den. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at gå ud fra, at de spillede psykedelisk rock, og denne antagelse er da også rigtig. Men pladen er lidt en pærevælling af alt muligt tidstypisk 60’er-lyd. Der er absolut også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. Hvis jeg skulle sammenligne dem med et andet band, skulle det nok være enten Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se mange ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene, er hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er nemlig under 2½ minut lange, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.

De forskellige sange har også nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der lægger til grund for hver sang. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed til syne, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan fx være call-response-sekvenserne på Omaha, variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på Lazy Me eller vendingen “Come What May” på Come in the Morning. Til trods for, at sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at opføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan rigtig godt lide personificeringen af sorg på Mr. Blues, og Fall on You er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også masser af individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra Lazy Day.

Selvom der er mange dybt originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor den føles lige lovlig tidstypisk. Attituden på albummet lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af nogen form for ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville derudover hjælpe meget på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vredere numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimentale. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som mange sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være meget begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke særlig fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.

124 – The Byrds – Younger Than Yesterday (1967)

Udgivet den af
Svar

De fire første plader fra The Byrds er rene hitkavalkader, men derefter gik de i en langt mindre kommerciel retning, selvom de stadig udgav nogle klassiske albums. Det sidste af de store hit-albums var den dejligt psykedeliske Younger Than Yesterday. Titlen hertil er inspireret af sangen My Back Pages af Bob Dylan, hvor man finder linjen “I was so much older then, I’m younger than that now”. The Byrds spiller også et vidunderligt cover af denne sang på Younger Than Yesterday, men teksten får en helt anden betydning hos The Byrds. Hvor den hos Dylan betyder, at han er blevet mere ung i sindet, lader det hos The Byrds til at repræsentere det tidløse, svævende univers, de præsenterer på pladen. Der er haver i folks sind, jf. Mind Gardens, og folk er ikke langt fra hinanden i den traditionelle tredimensionelle forstand. Der er tid mellem dem, som de synger på den ellers ganske søde kærlighedssang Time Between. C.T.A. – 102 er en science fiction-tematiseret sang, navngivet efter en ganske ægte galakse. På sangen kommunikerer de dog med galaksens beboere. Stilmæssigt balancerer de på hele pladen mellem det virkelige og det fantastiske ved at blande traditionel folk-rock med massevis af sære effekter.

Der er selvfølgelig nogle numre, der er mere typiske folk-sange end andre. Time Between, The Girl With No Name og Have You Seen Her Face er nok de sange, hvis lyd ville passe bedst ind på gruppens endnu mere folk-prægede debut. De to førstnævnte har endda tydelig country-indflydelse, der peger hen mod hvor gruppen ellers ville bevæge sig. Der dog også de helt syrede numre, fx Mind Gardens for at pege på den yderste ekstrem. Dog er sange som C.T.A. – 102 og Thoughts and Words også ret aparte numre, der næppe kunne være blevet hits i nogen dimension. Dog er albummet struktureret, så det ikke føles underligt, at stilarterne varierer så meget. C.T.A. – 102 bygger nøjsomt hen mod den syrede afslutning, men i starten er det blot en simpel poppet rock-sang. Den syrede afslutning går da over i den psykedeliske Renaissance Fair, der også kompositorisk tager elementer fra klassisk renæssancemusik. Strukturen er hele vejen igennem meget gennemtænkt, og albummet er både varieret og glidende gennem sine kun 29 minutter. Typisk er så korte plader enten lidt af en rodebutik eller stilistisk ensartede, men atter en gang har Byrds vist, at de mestrer balancens kunst.

Hvis jeg dog skal kritisere strukturen, har jeg ingen anelse om hvorfor de valgte Why som afslutningsnummer. Det er et af pladens svagere numre, selvom den generelle kvalitet dog er høj. Uanset kvalitet, er den dog på ingen måde konkluderende. Man synes nærmest ikke, at albummet er slut, når det er forbi. Et nummer som den bizzare Mind Gardens eller måske blot deres cover af My Back Pages ville være mere oplagt. Så kan man nok heller ikke komme uden om, at mens ingen numre er dårlige, er der nogle, der ikke holder nær så godt som de andre. Den langsomme, stemningsrige Everybody’s Been Burned kunne godt have været lidt kortere for min skyld, jeg har ret svært ved følelsesmæssigt at tilslutte mig Renaissance Fair, og der måtte gerne være større variation i instrumentationen på Thougts and Words, hvis melodi ellers er fængende som bare pokker, og den er også ganske medrivende. Med sange som So You Want to Be a Rock ‘N’ Roll Star, Time Between, Mind Gardens og My Back Pages, så har vi dog at gøre med et af højdepunkterne i The Byrds’ diskografi, og hvis man har det mindste til overs for deres folkede stil, bør man tjekke den ud.

146 – Jefferson Airplane – Surrealistic Pillow (1967)

Udgivet den af
Svar

Hvis der er et band, der udstråler 60’ernes hippiekultur mere end nogen andre, så er det Jefferson Airplane. Deres blanding af syre, folk og af og til hårdtslående guitarer er så hippie-agtig, at det i dag i lige så høj grad er en tidskapsel, som det er god musik. Måske er det endda i lidt højere grad en tidskapsel. De fleste har et ret begrænset kendskab til gruppen og kender nok kun deres to store hits, Somebody to Love og White Rabbit. Hvor de selvfølgelig er klassikere, så vil det nok overraske mange at få at vide, at de slet ikke er tæt på at være særlig repræsentative for pladen Surrealistic Pillow, hvorpå de oprindelig blev udgivet. Først og fremmest er bandets dengang nye pianist og blokfløjtenist, Grace Slick forsanger på disse numre. Hun er ikke forsanger på ét eneste andet nummer på pladen end disse to. Forsangeren er en mand ved navn Marty Balin, og han har en ganske spinkel stemme, der står i skarp kontrast til den høje intensitet, man plejer at forbinde med Jefferson Airplane. Dog har Slicks smukke stemme tit en mindre rolle på sange, hvor hun ikke er i spidsen. Hun øger mystikken på et nummer som fx She Has Funny Cars.

Men denne intense lyd, som Jefferson Airplane er blevet kendt for, er det alt, de dur til? Selvfølgelig ikke, og hvis det var alt, der var at finde på Surrealistic Pillow, kunne den godt blive ret ensformig. Det er dog uden tvivl den lyd, de gør sig bedst i. Det er en slags komfortzone, som det kan være risikabelt at vige fra. De gør det dog eminent på et af deres mest diskrete numre, Today. Dette nummer skaber i hvert fald opfattelsen, at det er diskret. Det afsluttes med et klimaks af Phil Spector-inspirerede proportioner, men alligevel er der så meget nuance og oprigtighed at finde. Det er nok også en faktor, at det er en af pladens langsomste sange. Ikke særlig smart er det da, at den uden tvivl langsomste sang kommer derefter, en endnu mere underspillet sang, der hedder Comin’ Back to Me. På både denne og Today spiller Jerry Garcia fra Grateful Dead guitar, og det kan godt mærkes. Det er især her, nuancen på Comin’ Back to Me udspiller sig, i en meget spøjs kombination med en blød blokfløjte, der lyder overraskende godt. Det er bare synd, at to så ens numre kommer lige efter hinanden.

Når Jefferson Airplane er hårde i betrækket, kan de virkelig udtrykke sig. Det er storheden i lyden, der gør, at Somebody to Love, She Has Funny Cars og Plastic Fantastic Lover til så gode sange. Det er også en kørende faktor bag nummeret 3/5 of a Mile in 10 Seconds, der dog ikke kan bryste sig af at gøre meget, der ikke allerede bliver gjort godt på She Has Funny Cars. Den har dog stadig en fed lyd, og den giver pladen en velfortjent energi efter den lettere langsomme periode med Today og Comin’ Back to Me. Pladen er i sin lyd og tone varieret, men der er stadig en vis sammenhæng mellem numrene. De har en smukt uperfekt aura af alt, man forbinder med 60’ernes hippiekultur, det er dog uden at være for vattet. Her er My Best Friend dog lidt af en undtagelse. Den er rettere tam, og udtrykker ikke større følelser end “I love you, you love me”. Men pladen er i det hele taget ret god. Jeg havde ganske vist håbet på mere Grace Slick, og mere syre, men det, jeg fik er en gennemarbejdet, veludført rockplade med masser af gode sange.

178 – The Byrds – The Byrds’ Greatest Hits (1967)

Udgivet den af
Svar

Man skulle tro, at de bedste opsamlingsalbums altid ville være de nyeste, hvor man kunne kigge tilbage på årtier af indfydelse, som en gruppe eller en kunstner har haft. Og man ville slet ikke kunne have noget af det nyere med, hvis albummet blev lavet midt i gruppens karriere. Min erfaring er dog det modsatte, nemlig at opsamlinger typisk er bedst, hvis de er lavet kort efter den bestemte kunstners absolutte kunstneriske peak. Hvis man ikke er verdens største fan, af The Byrds i deres country-rock-periode, ville man nok typisk sige, at de toppede med pladen Younger Than Yesterday fra 1967. Og kun få måneder efter dette udkom The Byrds’ Greatest Hits, den første og efter manges mening den definitive Byrds-opsamling. Den er kort og kompakt med sine 11 numre fordelt over lidt over en halv time. Men man får til gengæld kun guldet. Opbygningen virker til at starte med kronologisk, men der er taget nogle kunstneriske friheder. Det eneste brud på kronologien er at placere Turn! Turn! Turn! fra pladen af samme navn midt mellem sange fra Mr. Tambourine Man-pladen. Men den plade er også rigt repræsenteret, så denne ændring i kronologien har jeg intet imod.

Nu er jeg generelt ikke fortaler for kronologisk opbygning, men da denne opsamling spænder over så få albums, som den gør, fungerer det faktisk. Man mærker, at pladen er delt op i tre små grupper, der har sine unikke egenskaber. Først den simple folk-rock fra Mr. Tambourine Man og Turn! Turn! Turn!, bagefter den skøre psykedeliske lyd fra Fifth Dimension og til sidst den ambitiøse og tænksomme fusionsmusik fra Younger Than Yesterday. Nu beskriver jeg det som om, der er enormt langt fra plade til plade, men de beholdt mange idiosynkrasier og karakteristika fra plade til plade, så de fire plader føles sammenhængende. Jeg har allerede anmeldt Mr. Tambourine Man-pladen, og jeg havde ikke udelukkende positive ord at sige om den, og den er med hele 5 numre uden tvivl den dominerende plade på denne opsamling. Jeg har dog slet ikke noget imod dette. Hvis man ikke har læst min anmeldelse af Mr. Tambourine Man, så kan jeg oplyse, at jeg virkelig godt kunne lide deres covers, mens deres originale numre haltede lidt bagefter, hvor den store undtagelse var den fænomenale I’ll Feel a Whole Lot Better. Og tilfældigvis er det da også det eneste originale nummer derfra, der er havnet på opsamlingen.

Nu har jeg anmeldt to andre opsamlinger her for nylig – henholdsvis med ABBA og med Curtis Mayfield og The Impressions – og jeg kan kun sige, at de ikke vækkede en særlig stor interesse hos mig i forhold til at dykke længere ned i deres karriere. Nok især fordi de er så omfattende. Der var 10 sange i slutningen af Impressions-opsamlingen, der var fra Mayfields solokarriere, og denne er jeg da også virkelig blevet interesseret i nu. Men i endnu højere grad har The Byrds’ Greatest Hits bare fået Younger Than Yesterday og Fifth Dimension til at fremstå som nogle virkelig gode plader. Jeg har ikke lyttet til nogen af dem før, men så snart jeg får muligheden, sætter jeg mig ned og gør det. Hvis jeg ikke havde lyttet til Mr. Tambourine Man adskillige gange allerede, var det samme nok også sket med den. Den eneste plade, der godt kunne trænge til lidt mere repræsentation er Turn! Turn! Turn!, der kun er repræsenteret af sit smukke titelnummer. Pladen er ikke så lang, så man skulle ikke nødvendigvis få erstattet noget for at få endnu et nummer derfra på pladen. Men foruden dette har jeg intet væsentligt at klage over. Hvis du gerne vil lære en klassisk rockgruppe at kende, er The Byrds’ Greatest Hits en vidunderlig grundpakke.

188 – Buffalo Springfield – Buffalo Springfield Again (1967)

Udgivet den af
Svar

Mange tænker nok på Buffalo Springfield som det der band, Neil Young var medlem af før han fik en succesfuld solokarriere, og mange har nok også hørt deres store hit For What It’s Worth, men der stopper de flestes kendskab til gruppen så desværre. Og et er synd, for de har lavet masser af hæderlig musik, hvor især deres andet album, Buffalo Springfield Again, ofte fremhæves af fans. Og det er forståeligt, for på netop den plade viser de så enormt mange facetter af deres kompetencer, at det er umuligt at sætte dem i nogen form for bås. Det har nok til dels noget at gøre med, at bandet har ladet rollen som sangskriver gå meget på omgang. Selvfølgelig gik den tit til Neil Young, der har kvitteret med hele tre meget forskellige sange til pladen, og de er også nogle af de bedste derpå. Man kan allerede så tidligt i hans karriere mærke hans dybsindighed og hans ambition, som ingen i gruppen virkelig kan hamle op med, men det kræves jo heller ikke. Stephen Stills, der jo også senere ville få masser af succes uden for gruppen, har skrevet fire numre, der er i en på overfladen mere simpel stil, der blander rå rock and roll med folk. Og så er der Richie Furay, hvis stil ikke er let at kende fra gang til gang, udover at hans sange sjældent er så avancerede.

Derudover er lyden også virkelig varierende fordi bandets besætning er særdeles inkonsekvent. Der var vist masser af tumult omkring pladens optagelse. Ja, blandt gruppens fem medlemmer, har ingen af dem medvirket på mere end halvdelen af pladens numre. Ja, bassist Bruce Palmer er faktisk slet ikke at høre på hele pladen, fordi han havde for travlt med narkoproblemer, så de måtte hive studiemusikere til at erstatte ham, hvor det er nødvendigt. Og han var ikke den eneste, der forholdsvis spontant skulle erstattes. Men det er lidt noget af magien ved pladen, det at den er så rodet. For man kan stadig høre en kollektiv vision et sted i musikken. Ja, det er noget underligt noget at sige om en folk-rock-plade, der indeholder Good Time Boy, der er noget nær et rendyrket funknummer. Men det ligger meget i følelserne. De er store. Nogle gange euforiske af glæde, nogle gange triste, nogle gange filosofiske. Men aldrig halvhjertede, altid organiske og man kan altid høre, at de kommer fra det samme sted – et band, der er ved at falde fra hinanden. At de i det hele taget fik udgivet endnu en plade efter denne er mig et mysterium.

Albummet starter og slutter med manden, der efter min mening er gruppens store stjerne, Neil Young, og det er en enorm god ide. Han indrammer pladen flot med den sært optimistiske Mr. Soul og afslutter med Broken Arrow, der i bedste rabalderstræde-stil flere gange narrer dig til at tro, at det hele er slut, for så at give dig et ekstra vers. Begge kan med rette opfattes som værende metaforiske formidlinger af Youngs syn på livet som rockstjerne. Hvor Mr. Soul er en glad sang om naivitet, så er Broken Arrow dog trist og mørk, og den er fuldstændig drabelig i sine metaforer. Den er også virkelig legesyg rent instrumentalt, noget man især kan takke producer Jack Nitzsche for. Han var venner med Phil Spector, og det kan høres. Uden ham ville denne plade nok være ligeså uudholdelig at høre, som det var at være i bandet på det tidspunkt. Men hele dette roderi, der skete internt, det er nok det, der gjorde, at Buffalo Springfield Again er blevet så meget stærkere end de to andre plader. Der var virkelig noget at kæmpe for her, og det lykkedes for dem. Det fortjener stor applaus, for Buffalo Springfield Again er et mesterværk.