Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set ingenting om, før jeg gav mig i kast med den. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at gå ud fra, at de spillede psykedelisk rock, og denne antagelse er da også rigtig. Men pladen er lidt en pærevælling af alt muligt tidstypisk 60’er-lyd. Der er absolut også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. Hvis jeg skulle sammenligne dem med et andet band, skulle det nok være enten Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se mange ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene, er hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er nemlig under 2½ minut lange, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.

De forskellige sange har også nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der lægger til grund for hver sang. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed til syne, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan fx være call-response-sekvenserne på Omaha, variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på Lazy Me eller vendingen “Come What May” på Come in the Morning. Til trods for, at sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at opføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan rigtig godt lide personificeringen af sorg på Mr. Blues, og Fall on You er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også masser af individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra Lazy Day.

Selvom der er mange dybt originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor den føles lige lovlig tidstypisk. Attituden på albummet lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af nogen form for ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville derudover hjælpe meget på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vredere numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimentale. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som mange sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være meget begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke særlig fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.