I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som Crossroads, Sunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue Condition, We’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange Brew, Sunshine of Your Love og SWLABR. Blue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.

Cream opfattes ofte som rockhistoriens første supergruppe. Bandet bestod af trommeslager Ginger Baker fra Graham Bond Organization, bassist Jack Bruce fra The Bluesbreakers og på guitar ingen ringere end Eric Clapton, der allerede dengang havde både The Bluesbreakers og The Yardbirds bag sig. Disse tre store personligheder udgav i alt 4 album i fællesskab, heriblandt et dobbeltalbum ved navn Wheels of Fire i 1968. Den første skive består af 9 studienumre, mens anden skive er bygget op af fire livenumre, hvor tre er optaget i Winterland og et enkelt er optaget i The Fillmore. Der er på denne plade ligesom tidligere en blanding af den rå, hårde og blues-prægede proto-metal, man typisk forbinder med gruppen i dag og nogle mere psykedeliske popnumre. Jeg har altid ment, at Cream gør det førstnævnte bedst, og mine yndlingsnumre på første skive, mestrer også virkelig denne stil. Det er numre som Sitting on Top of the World, Politician og deres cover af Albert Kings Born Under a Bad Sign, men den bedste af dem alle er selvfølgelig den klassiske White Room, der faktisk ikke lyder særlig meget af blues og metal, men mest af alt de psykedeliske numre, som pladen jo også er fuld af.

Cream laver nogle virkelig store, euforiske lyde, men det kan også blive småt og sumpet. Passing the Time er en meget spøjs sang. Den går meget mellem disse to former for psykedelisk musik, og overgangene er langt fra elegante, men det er stadig et meget fascinerende nummer. Det bedste af de lidt mere stille numre er As You Said, hvor bas er blevet udskiftet med cello, og det skaber en virkelig unik lyd. Der er også cello på andre numre, men As You Said får det til at lyde så meget flottere, sikkert delvist grundet det fantastiske arrangement. Denne er et af de fem numre på pladen skrevet af Jack Bruce, og han er efter min mening den bedste sangskriver i bandet. Ginger Baker har det med at skrive meget syrede, skøre sange, der tydeligt er produkter af deres tid, og selvom de altid er underholdende og for det meste også ret gode, kan jeg ikke sige, at de passer særlig godt ind eller måler sig med Bruces numre. Til gengæld, så er man altid garanteret kvalitet, når Cream kaster sig over gamle bluesklassikere. Både Albert Kings Born Under a Bad Sign og Howlin’ Wolfs Sitting On Top of The World lyder formidabelt og endda bedre end originalerne i Creams fortolkninger.

Skive 2 består som sagt kun af 4 sange, men to af disse er også over et kvarter lange og består hovedsageligt af soloer. Det hele er som sagt optaget live, så det lyder virkelig autentisk og dermed mere imponerende. F.eks. når Clapton fremfører Crossroads, hans nyfortolkning af Robert Johnsons Cross Road Blues, og det er nok min yndlingssang af gruppen grundet det vilde riff og den stærke præstation af samtlige medlemmer. De laver også et 17 minutter langt cover af Howlin’ Wolfs Spoonful, og selvom ingen udgave har charmen fra den oprindelige, så gør Clapton og co. det fandeme godt. Jeg fremhæver Clapton, for dette nummer er mest af alt en virkelig lang guitarsolo, og den er helt fantastisk. Den Bruce-skrevne Traintime er efter min mening et af gruppens mest oversete numre. Måden mundharmonikaen og trommerne tøffer afsted sammen lyder faktisk som et tog, og det skaber meget stemning. Der er næsten noget jazz over det. Vi slutter af med det instrumentale nummer Toad, der er 16 minutter langt. Det består mest af alt af en meget lang trommesolo fra Ginger Baker, men det runder også pladen godt af. Meget af Wheels of Fire holder stadig rigtig godt i dag. Ikke alt, men meget af det er guld.