I 2003 fik rockduoen The White Stripes en uventet succes med deres fjerde album, Elephant. Det var sørme også noget af et album. Det åbner med den moderne klassiker, Seven Nation Army, der med et af de fedeste guitarriffs nogensinde, helt utrolig dynamik og en virkelig gribende melodi fungerer helt perfekt som åbningsnummer. Ja, det er et helt perfekt nummer. Black Math er en mere punket sang. Det er virkelig energisk og larmende, og det får sat blodet godt i kog. Det er ikke verdens mest fængende melodi, selvom riffet dog er ret fedt. Til gengæld er melodien på There’s No Home for You Here virkelig fængende og brutalt. Det har kraftige elementer af såvel punk og blues, og gospel har også en diskret indflydelse, der gør oplevelsen virkelig unik. Det er en af pladens bedste sange. De følger denne med et cover I Just Don’t Know What to Do With Myself af Tommy Hunt, bedst kendt med Dusty Springfield. Sangen fungerer overraskende godt i deres beskidte behandling, og de gør det også yderst dynamisk – det kan gå fra blødt og poppet til vild garage-rock.

Normalt er guitarist Jack White forsanger, men på nummeret In the Cold Cold Night træder trommeslager Meg White væk fra slagtøjet og hen til mikrofonen. Hun leverer en virkelig god præstation, og sangen er i det hele taget skrevet og spillet mesterligt. Det er første nummer i en række af lidt blødere sange, hvor den anden er I Want to Be the Boy to Warm Your Mother’s Heart, en ganske nervøs sang, hvor Jack med en meget forsigtig vokal leverer nummeret virkelig oprigtigt. Den samme vokal bruger han også på måske pladens blødeste nummer, You’ve Got Her in Your Pocket. Den lyder derfor også meget nervøs, og med det akustiske akkompagnement har det stor effekt. Da skruer de godt op for lyden med den 7 minutter lange Ball and Biscuit. Det er den længste sang gruppen nogensinde har lavet, men den holder virkelig! Den er opbygget som en traditionel bluessang, men de gør virkelig meget med denne simple melodi. Et lige så skønt nummer er The Hardest Button to Button, der er et dynamisk, vildt og velskrevet garage-rock-nummer af allerhøjeste kaliber. Det er et af de mest mindeværdige numre på pladen.

Little Acorns starter med en meget interessant spoken word-intro af journalisten Mort Crim. Efter det går sangen over i en ret fed hard rock-sang, der lyrisk tager mange elementer fra den spøjse intro. Hypnotize er vildt og råt, og det er pladens korteste nummer. På under to minutter kan man dog sagtens få noget vildt, seksuelt garagerock af højeste karakter. The Air Near My Fingers er en virkelig fantastisk melodi. Man får den virkelig let på hjernen. Det er ikke det nummer fra Elephant, som jeg oftest hører omtalt, men det fortjener at være så utrolig meget mere populært. Det bliver for alvor bindegalt med Girl, You Have No Faith In Medicine, hvorpå Jack White hulker og græder sig igennem nummeret. Det lyder meget af det hårdeste Led Zeppelin, og det er virkelig headbanging-værdigt. Albummet slutter af med et country-nummer ved navn It’s True That We Love One Another. På den synger både Jack, Meg og en britisk sangerinde ved navn Holly Golightly. Det er et ret charmerende nummer, og hvor der er få ting jeg hader mere end country-duetter, så er denne faktisk virkelig sød. Det er ret sært, at albummet skal slutte sådan, men det virker virkelig. Elephant er et næsten fuldkommen perfekt album, og det er absolut et af 00’ernes bedste.