40 – Love – Forever Changes (1967)

De fleste af de album, jeg anmelder, har delvist fået deres klassikerstatus grundet deres placering i musikhistorien. Når et album har været særligt indflydelsesrigt eller rammende i sin samtid, får den ofte et klassikerstempel, selv hvis der måtte være nogle åbentlyse kunstneriske kortslutninger hist og her – se blandt andet min nylige Sex Pistols-anmeldelse. Sådan et album er Loves tredje studiealbum, ‘Forever Changes’ fra 1967, ikke. Gruppen havde haft et enkelt mindre hit før dette album, den skramlede garagerocksang ‘7 and 7 Is’ fra året før. De havde smagt duften af succes, men ‘Forever Changes’ var et kommercielt flop i sin samtid. Love havde altid taget inspiration fra folk-genren på deres tidlige album, men det var ledsaget af godt med elektrisk tråd, at de hittede. Det var derfor meget vovet af dem, at følge denne succes med ‘Forever Changes’, et album bestående næsten udelukkende af akustisk instrumentation. Oven i dette nægtede de at gå på turné og nøjedes med en single, der endda floppede. Det var ikke en succes. Det er ikke ligefrem et album, folk hører, fordi de vil forske i psykedelisk musiks historie. Det er derimod et album, som generation efter generation er vendt tilbage til, fordi det kunstneriske indhold på skiven er fuldkommen uovertruffent.

Når man snakker om Love og især om Forever Changes, er skikkelsen, der nævnes oftest, forsanger Arthur Lee. Til trods for hvad jeg lige troede, da jeg lyttede til albummet for første gang, var Lee faktisk modstander af flower power-bevægelsen. På overfladen er det ellers en samling fredelige hippie-sange, men som man dykker ned i albummet, lurer temaer som identitet, død og ensomhed, og der er ikke rigtig nogen specielt glade sange på tracklisten. Det tog mig lidt tid at indse, for Lees tekster er så kryptiske, at jeg i starten troede, at de ikke handlede om noget som helst. De er meget poetiske og maleriske – og albummet er heldigvis mixet så smukt, at de er rigtig lette at høre. To af sangene, ‘Alone Again Or’ og ‘Old Man’ er skrevet af rytmeguitarist Bryan MacLean frem for Lee, og mens disse er knap så eklektiske i ordvalgene, passer de både melodisk og tematisk ind med resten af albummet. En anden lim i albummets struktur er de fabelagtige arrangementer og orkestreringer, som David Angel stod for. Disse sange er skruet sammen som finurlige små puslespil, hvor hver eneste brik sidder på det rette sted. Arrangementerne er så veludførte, at jeg endda slet ikke kan høre, at to af sangene er indspillet af Lee sammen med studiemusikere, frem for Loves andre medlemmer.

Skønheden ved disse arrangementer er lige til at måbe over. Der er både blæsere og strygere på mange af sangene, men de bruges varsomt, og de tager aldrig fokus fra, at det nu engang er et guitardrevent album. Dette slås også fast med åbningsnummeret, ‘Alone Again Or’, der har en af de smukkeste guitarintroer, jeg nogensinde har hørt. Hver eneste gang, de guitartoner starter, finder jeg mig selv i en helt vidunderlig ekstase af ro. Albummet har masser af farverige lyde at byde på, men den formår at holde igen, og kun ganske få øjeblikke er mærkbart prangende. Albummets mange fede krøller er med til at gøre det til et af de mest levende og inviterende album til nogensinde at have døden som et centralt tema. Produktionen er samtidig knivskarp, især på de nye remasters. Den highligter flot de mange fine ting i arrangementet, og trods et stort ensemble på til tider omkring et dusin instrumenter på én gang, drukner lyden aldrig, og vi nærmer os ingen Phil Spector-lignende lydmurer – det ville næppe virke for et så intimt album. Love er muligvis den psykedeliske æras mest fejlagtigt oversete gruppe, men her i internettets æra er det muligt at lave om på dette. ‘Forever Changes’ fortjener at gå fra at være en kultklassiker til et almenkendt mesterværk – for et mesterværk, dét er det.

50 – Little Richard – Here’s Little Richard (1957)

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det stadig er sådan, men da jeg i sin tid frekventerede Gladsaxe Hovedbibliotek, var en af væggene i musiksektionen prydet af en række citater om betydningen af musik. Her kunne man blandt andre kloge ord finde Little Richards poetiske verselinje »A whop bop-a-lu a whop bam boo« fra debutsinglen ‘Tutti Frutti’. Disse vrøvleord er muligvis den eneste gang musiks virkning i sandhed er blevet kommunikeret sprogligt. Little Richards ekspertise i et ellers tæt befolket tidligt rock & roll-marked var vildskaben – den seksuelle energi, der nok er det allerbedste ved hans debutalbum ‘Here’s Little Richard’ fra 1957. Når man lytter til rockalbum fra den tid, er det vigtigt at have in mente, at man egentlig mest af alt får en håndfuld sange, der tilfældigvis blev indspillet tæt på hinanden – albummet som helhedsoplevelse var ikke rigtig en kunst, der havde bredt sig til rockmusikken før midt-60’erne. Med de briller på, er det ret utroligt, hvor konsekvent ‘Here’s Little Richard’ er. Det er indspillet over en måned, og alligevel får vi umanerligt mange stærke sange – ud over ‘Tutti Frutti’ står ‘Rip It Up’, ‘Jenny, Jenny’, ‘Long Tall Sally’ og ‘Ready Teddy’ som klare eksempler på Little Richards karismatiske lyd, når den er bedst.

Generelt er energiniveauet rigtig højt sammenlignet med samtidige plader fra fx Elvis Presley, Buddy Holly og Fats Domino, og trods sine 12 numre, varer albummet under en halv time. Og godt det samme, for Little Richards repertoire er ikke just det mest varierede. Rigtig ofte er det lignende bluesprogressioner igen og igen, og der er kun få numre, hvor vi tager en slapper. Muligvis burde albummet faktisk have været endnu kortere, for de roligere numre holder ikke det mindste – Richards stemme lyder stadig godt på ‘Can’t Believe You Wanna Leave’, ‘Baby’ og ‘Oh Why?’, og det er ikke fordi vi har at gøre med deciderede ballader, men Little Richard er langt bedre til at tage lytteren på vilde rock & roll-rutsjebaneture end gennem melodramatiske r’n’b-skæringer, hvor hjerte rimer på smerte. Hvis måske i det mindste, der var skruet op for kompleksiteten på disse numre, ville de retfærdiggøre sig selv, men vi ender med at have en række tracks, der ikke kan kompensere for, at Little Richard ikke er nær så kæk og frejdig som på de andre numre. Jeg må dog rose Richard for at have tænkt over, at 12 numre, hvor han råber, mens han hamrer på klaveret, godt kunne gå hen og blive trættende. Det bliver ‘Here’s Little Richard’ ikke, og det kan de langsommere sange nok takkes for.

Little Richard har talent, både som sanger, pianist og performer, det kan ikke modsiges – sammenlignet med de fleste i sin samtid har han endda talent for at skabe et sammenhængende album. Men han er også et produkt af sin tid, og det var en tid, hvor rockmusik stadig tog sine spæde skridt. Han er ledsaget af et dygtigt band, der også oser af charme, men selv de kan ikke distrahere fra det faktum, at albummet er ufatteligt simpelt – Richards stil var lidt blot at skrue ekstra op for det, der allerede skete i rock og r’n’b. Det er ikke særlig inspirerende at høre på længere, selv om der er en del stærke tracks. Men spilleglæden strømmer stadig fra albummet, og når det ikke er længere end sine 28 minutter, så ender dets simple natur aldrig med at blive et væsentligt problem. At vise så meget seksuel livskraft var vovet nok i 1957 – at forvente, at han skubber genren meget mere end det, er vist lige lovlig krævende, især efter 60 års udvikling i stilen. For i modsætning til sine stilfæller, så er det faktisk stadig både sjovt og hyggeligt, at høre ‘Here’s Little Richard’ i dag, man skal bare ikke forvente det helt store artistiske statement.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.

 

70 – Led Zeppelin – Physical Graffiti (1975)

Sidst jeg kiggede på hard rock-pionererne Led Zeppelin var det med deres anden plade, hvor nøgleordene i min vurdering vist må have været “skala” og “ambition”, noget de så sandelig ville tage videre i deres karriere på bl.a. deres ubetitlede fjerde plade og efterfølgeren ‘Houses of the Holy’. Med deres sjette plade i 1975 tog de skridtet videre ved at udgive deres første dobbeltalbum i form af ‘Physical Graffiti’. Pladen består dels af dengang spritnyt materiale, dels af sange, der blev skåret væk fra deres tre foregående plader. Jeg har det lidt ambivalent med denne tilgang, for dels er de gamle sange jo lavet til at passe ind i en helt anden plade end de nye, men dels er visse af dem drøngode. De bedste af dem er nok også dem, der minder mest om de nye numre. ‘The Rover’, ‘Night Flight’ og det ubrugte titelnummer fra ‘Houses of the Holy’ fungerer især godt, da de følger den storladne, episke tone, pladen sætter fra starten af. Country-rock-balladen ‘Down by the Seaside’ følger også overraskende nok denne tone ganske fint, især gennem nogle overraskende dynamiske drejninger i løbet af nummeret.

Der er dog nogle af disse outtakes, der helt klart er totalt malplacerede. Den fjollede lille boogie woogie-sang ‘Boogie With Stu’ dræber nogenlunde al stemningen, albummet ellers havde opbygget. Den instrumentale ‘Bron-Yr-Aur’ er en ganske køn lille akustisk sag, men den bygger ikke rigtig op imod noget. Den kunne være fin til at runde pladen af, men den er et af de første numre på LP2. Mod slutningen får vi derimod en sød lille blues-sang i form af ‘Black Country Woman’, der endnu engang føles uhyre ligegyldigt, når den står side om side med så flot udtrykte stykker musik som den symfoniske ‘Kashmir’, den progressive ‘In the Light’ og den elegant opbyggede ‘Ten Years Gone’. Der ophober sig en irriterende dissonans mellem numrene på ‘Physical Graffiti’, for når det virker, har vi virkelig at gøre med Led Zeppelin i deres es. Det møder vi heldigvis ofte. Uanset om det er det fængslende, funky, nærmest metal-agtige groove på ‘The Wanton Song’ eller den ligeledes funky ‘Trampled Under Foot’, der på formidabel vis bygger op til et smukt kaos, så har størstedelen af numrene på ‘Physical Graffiti’ mærkbare proportioner.

Det bliver næsten lidt for meget. Når man har at gøre med en plade, der varer 80 minutter, hvor næsten alle sange er episke rock-eskapader, så kan man let blive ret udmattet, og som allerede gennemgået, så tiltaler pladens forsøg på mere afdæmpede sange mig sjældent. Selv har jeg sjældent lyttet til pladen, uden at jeg på et eller andet tidspunk i løbet af LP2 tænker “er den ikke snart færdig?”. Og det er synd, for det resulterer i, at jeg bare på ingen måde nyder de sidste par numre på pladen nær så meget, også selvom ‘Sick Again’ og ‘Night Flight’ da er glimrende sange. ‘Physical Graffiti’ er ingenlunde en dårlig plade, men Led Zeppelins fremgangsmåde egner sig måske bedst til kortere albums. Måske er der en sammenhæng i, at ‘Houses of the Holy’ er min favorit i deres diskografi, mens den er deres korteste plade bestående af nyt materiale. Selvom ‘Physical Graffiti’ er en lidt stor mundfuld, så er der rigtig meget guf på den. Den ville muligvis være endnu bedre som to kortere albums, men der er stadig ganske meget at komme efter som den er.

75 – Led Zeppelin – Led Zeppelin II (1969)

Led Zeppelin er et af den slags bands, jeg nærmest tror, alle har hørt. Selv hvis man ikke mindes at have hørt dem, har sange som ‘Stairway to Heaven’, ‘Kashmir’ og ‘Immigrant Song’ fået en så fasttømret plads i vores kultur, at gruppen praktisk taget er umulig at undgå. Når det gælder hård rock var de tidlige bannerførere, og selvom de udvidede deres lyd med tiden, er der stadig noget forfriskende over deres første par rå, meget blues-prægede albums. Og allerede dengang kunne man se, at de osede af ambition, bl.a. på ‘Led Zeppelin II’ fra 1969. Det her, det var langt mere end blues-musik med distortion fra en højlydt forstærker. Nænej, det var starten på en ny musikalsk æra. Det simple, fængende guitarriff på åbningsnummeret ‘Whole Lotta Love’ sætter for en stund stemningen og antyder en letfordøjelig omend attituderig oplevelse, noget der især bliver understøttet af Robert Plants kraftige leadvokal og det nærmest punkede omkvæd, der er uhyre let at synge med på. I disse trygge rammer får vi dog kun lov til at blive i lidt over 1 minut, før vi skal gennem en syret instrumental del, hvilket faktisk ender med at blive nummerets egentlige fokus.

‘Whole Lotta Love’ er et oplagt valg til at indlede pladen, dels grundet dens mindeværdige omkvæd og stærke skelet, men også da den flot udtrykker, at der generelt gemmer sig rigtig meget dybde under pladens testosteronfyldte overflade. Led Zeppelin tager chancer. Om det er den følsomme, akustiske ballade ‘Thank You’ eller guitarsoloen på ‘Heartbreaker’, der i løbet af et længere stykke kører helt uden anden instrumentation. Den slags dynamiske valg gør pladen mere varieret og frisk hver eneste gang, og til min store overraskelse endte ‘Led Zeppelin II’ for mig mere med at være en musikalsk rejse end en samling sange. Visse numre kan sagtens fungere storartet individuelt, bl.a. ‘Ramble On’ og ‘Whole Lotta Love’, men i hovedreglen formår pladen at være meget mere end blot summen af dens dele. Sange som ‘The Lemon Song’ og ‘Bring It On Home’ formår at udvide pladens lyd, mens man samtidig beholder et relativt samlet billede af pladen som en enhed. Begge kører i store dele over en meget simpel, fortærsket bluesmelodi, men i pladens kontekst ender de med at bidrage med både kulør og variation. Man kan let sidde med et stort smil på læben, når man hører hvordan de bygger videre på elementer, der ellers kan opfattes som klichéer.

Pladen har dog naturligvis år på bagen, og det er ikke det hele, der har ældet lige yndefuldt. Robert Plants vokalstil i versene til ‘What Is and What Should Not Be’ og ‘Bring It on Home’ lyder ret fjollet i dag, og de vækker for mig slet ikke den sensuelle stemning, som jeg antage var intentionen. Ligeledes er trommesoloen på ‘Moby Dick’ alt, alt for lang, og jeg synes egentlig at den er temmelig intetsigende. Trommesoloen udgør størstedelen af sangen, og derfor er den langt fra min yndlingssang på pladen, men jeg må indrømme at den lille resterende del er noget nær fantastisk. Stereomixingen kan muligvis også tage noget tid at vænne sig til, da den på visse numre er meget opdelt, men selv fandt jeg den ikke for distraherende, og effekten virker da glimrende det meste af tiden. Jeg havde tidligere en eller anden idé om, at Led Zeppelin først begyndte for alvor at blive ambitiøse på deres fjerde plade, men jeg er nu overbevist om, at det altid har været i dem. ‘Led Zeppelin II’ er i både skala og kvalitet stadig imponerende i dag, og det er med god grund, at vi stadig regner dem for et af de største rockbands nogensinde.

272 – Labelle – Nightbirds (1974)

Patti LaBelle, Nona Hendryx og Sarah Dash udgør sammen Labelle, funkgruppen bedst kendt for megahittet Lady Marmalade, der blev voldspillet i alle diskoteker i 1974, og som siden fik en renæssance gennem det meget populære cover i filmen Moulin Rouge. Men foruden dette nummer og Patti LaBelles enormt stærke stemme, så ved de fleste ikke så meget om gruppen. Ikke mange har f.eks. lyttet til albummet, Lady Marmalade stammer fra, Nightbirds. Og denne plade er virkelig spækket med stærke melodier. Der er næsten altid rigtig meget energi på, men numrene har flot individuel dynamik. Der er nogle langsommere numre spredt omkring på pladen, og de sørger for, at de energiske stadig er fulde af energi. Dog har både It Took a Long TimeNightbird og You Turn Me On meget højlydte øjeblikke, og hvordan kunne dette også undgås? Vi har at gøre med tre sangere, der har stemmer større end bjerge. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mest populære nummer blev fortolket af Christina Aguilera. Derudover ville man slet ikke være i humør til nogle oprigtige, stille kærlighedssange, når man allerede er gået i gang med det festlige funkmusik.

Jeg vil uden tvivl sige, at de langsommere sange dog er det mindst interessante på denne plade. Det mest interessante er de funky melodier. Halvdelen af sangene på pladen er skrevet af gruppens egen Nona Hendryx, og mens hun ganske vist skriver nogle fine sange, når det står på det lidt langsommere, så er det festlige hendes ekspertise-område. De Hendryx-skrevne sange er ikke de mest populære på pladen, men de er godt nok noget for sig. Hendes evner som sangskriver er virkelig oversete, og sangene Space ChildrenAre You Lonely og Somebody Somewhere er gode kandidater til at være min yndlingssang fra pladen ved siden af selvfølgelig Lady Marmalade. Dynamikken på de numre er bare så sindssyg, at det er utroligt, men numrene føles stadig sammenhængende. De fleste er også meget glade for den meget højlydte What Can I Do For You, hvor sangerne skråler højere end ellers på noget sted på pladen. Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid, at lære at elske dette nummer, for det er ret utraditionelt. Der er en meget afrikansk inspireret rytmesektion, og instrumentationen udvikler sig ret meget. Det væsentligste på dette nummer er dog vokalpræstationerne, der bare er ufatteligt imponerende og kreativt skrevet.

To af de ti sange er skrevet af albummets producer, Allen Toussaint, der også har produceret albums for navne som The Meters, Dr. John, Joe Cocker og Etta James. Toussaints sangskrivning er meget modsat Hendryx’. De går meget lige fra punkt a til b med et ret boogie-inspireret flow, der gør det hele lettere at forholde sig til. Den er dog ikke den mindste smule mindre fængende end det, Hendryx har at byde på. Hans to numre, All Girl Band og Don’t Bring Me Down er begge virkelig velskrevne, kreative melodier, som bare borer sig ind i øret på dig, og de bliver der. Man har dog slet ikke lyst til, at de forsvinder. Jeg vil dog sige, at jeg i forhold til resten af albummet har lidt svært ved at danne et følelsesmæssigt forhold til Toussaints sange. Nightbirds sparkes igang af den latterligt sjove Lady Marmalade, og pladen afsluttes eminent af You Turn Me On, der desværre fader til sidst, hvilket er en meget anti-definitiv måde at slutte et album. Nightbirds er en plade med rigtig gode sange på sig. Der er ikke den største røde tråd eller noget, og langt fra det hele er helt utroligt, men hvert eneste nummer er solidt. Jeg ville næppe begynde at kalde det et mesterværk, men jeg kan godt gå med til at sige, at det er en plade, du absolut bør lytte til, hvis du kan lide funk eller disko.

304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.

312 – Lauryn Hill – The Miseducation of Lauryn Hill (1998)

Fugees var en vidunderlig hip hop-gruppe, som desværre kun nåede at optage to albums. Efter det andet, The Score, gik medlemmerne hvert til sit, og alle tre begyndte ret succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde af dem var dog underligt nok den mindst produktive, nemlig Lauryn Hills. I skrivende stund har Lauryn Hill ikke lavet andet end ét studiealbum og ét livealbum, men studiealbummet var både et af 90’ernes mest roste og et af de mest solgte. Det hed The Miseducation of Lauryn Hill, og der blev taget et par skridt væk fra rapmusikken, hun ellers var kendt for. Hun rapper stadig på et par numre her og der på albummet, men generelt har vi at gøre med noget førsteklasses neo-soul. I modsætning til meget af samtidens R&B, så var The Miseducation of Lauryn Hill en meget organisk plade. Der er nogle få samples, men næsten al musikken er indspillet i studiet. Og det er ikke bare et lille antal musikere, nej der er mange, og ikke én spiller med på mere end halvdelen af numrene, så der er stor variation i instrumentationen.

På et af pladens bedste numre, To Zion, spiller selveste Carlos Santana endda med på guitar, og han gør det naturligvis virkelig imponerende. Men mest af alt er det vigtigt, at det lyder rigtig godt sammen med Lauryn Hills sang. Jeg vil også lige bide mærke i, at Hill heller ikke er den eneste, der synger på denne plade. Lauryn kunne med lethed bare have optaget flere vokalportioner, men hun har i god gammeldags motown-stil fået en masse korsangere til at skabe en mere levende lyd. De gør musikken meget mere fyldig og livlig, og det føles ikke helt ulig den nærhed, man mærker, når man lytter til The Roots. Et gennemgående tema på The Miseducation of Lauryn Hill er kærlighed. Mellem mange af sangene finder man interludier, der er optaget i et klasselokale, hvor en lærer snakker med eleverne om kærlighed. Det er sjovt at høre disse optagelser, og der spiller noget musik under, så de stadig passer musikalsk ind på albummet. Ellers sørger de for at fastslå dette tema, hvilket sørger for, at disse mange sange om kærlighedens facetter føles som om, de hænger mere sammen med Hills privatliv.

The Miseducation of Lauryn Hill er en ret lang plade. Den varer næsten 70 minutter, men længden er faktisk slet ikke et problem, og den væsentligste årsag til dette er, at alle sangene er virkelig stærke og sammenhængende. Derudover er de varierede. Der er meget hårdtslående rapnumre som åbningsnummeret Lost Ones, mens den sentimentale Ex-Factor har en meget flot ømhed, som Hill virkelig skønt udtrykker. Alle sangene lærer man let at kende så godt, at man får et ret nært forhold til dem hurtigt efter, man har lyttet til dem. Ingen, jeg kender, har som Hill formået at mestre både rap og sang så godt, og selvom hun ikke rapper så ofte her som på Fugees-pladerne, så er hun stadig sprød, når hun gør det på Lost OnesFinal Hour og Forgive them Father. Hun har også to rigtig dygtige gæstesangere med på pladen, nemlig Mary J. Blige og D’Angelo, der kommer med unikke bidrag til henholdsvis I Used to Love Him og Nothing Even Matters. Begge har smukke stemmer, og de arbejder godt sammen med Hill. Hvis du kan lide ambitiøs popmusik, så er The Miseducation of Lauryn Hill nok et album for dig, for det fortjener al sin ros og succes, hvis du spørger mig.

324 – Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt (2002)

Linda Ronstadt er en virkelig dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre heller. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The Very Best of Linda Ronstadt. Denne findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som It’s So Easy af Buddy Holly og Back In the U.S.A. af Chuck Berry bliver behandlet meget respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons Poor Poor Pityful Me mere populære, og det i en fremragende udgave.

Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys That’ll Be the Day er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en meget karismatisk musiker. Smokey Robinsons Tracks of My Tears og Ooh Baby Baby får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs After the Gold Rush og Eagles’ Desperado bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at Blue Bayou er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, lige med forskel at jeg end ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er alle tre forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.

Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder Different Drum, og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu slet ikke rørt ved hendes originale solomateriale, men det er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder Winter Light, og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der egentlig kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder How Do I Make You, og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The Very Best of Linda Ronstadt giver mig et meget nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.

328 – Liz Phair – Exile in Guyville (1993)

Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monotom i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver på at skabe. Navnet Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som med denne, kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.

Phair har måske været rigtig simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. CanaryGirls! Girls Girls!ShatterFlower og Johnny Sunshine er eksempler på sange, der har en meget æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt, så har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anderkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især som hun senere i sangen, der i øvrigt hedder Fuck and Run, synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love ’cause he’s in it?”. Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.

Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal få ros. Hun har skrevet nogle meget fængende melodier, og nogle melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem Flower og Johnny Sunshine. De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem uden hinanden. Jeg har virkelig svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90’ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.