Tag-arkiv: Linda Ronstadt

164 – Linda Ronstadt – Heart Like a Wheel (1974)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt har arbejdet indenfor mange forskellige stilarter, men hun er nok især kendt for sin pop- og country-rock. Hun er knap så kendt for sin mere rendyrkede country, og det forstår jeg som sådan, for denne musik holder ikke nær så godt. Hendes stemme er ofte bare for pæn, til at jeg får noget ud af hendes musik. De mere rockede numre dominerer naturligt nok også hendes mest berømte plade, Heart Like a Wheel fra 1974. Denne rummer to af hendes bedste rocksange, nemlig hendes covers af You’re No Good og When Will I Be Loved. Disse er sjove og kraftige, og de gør virkelig op med forestillingen om, at countrymusikere skal være kedelige. Det er de nemlig kun, når de ren faktisk laver countrymusik. Jo mere country, Heart Like a Wheel går over i, des mindre kan jeg lide det. Dette gælder numre som hendes cover af I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) og Keep Me From Blowing Away. Keep Me From Blowing Away har i det mindste en ret god tekst med flot billesprog, men I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) lyder bare som det, den er: en Hank Williams-sang uden væsentlige ændringer.

Når et nummer på Heart Like a Wheel ikke tilfredsstiller mig, er det aldrig fordi det er aggressivt dårligt eller forfærdeligt, det er mest, hvis det ender med at være baggrundsmusik. Det kan man sige om det meste af anden halvdel af pladen. Willin’, I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You), Keep Me From Blowing Away og You Can Close Your Eyes er ikke rigtig noget, man husker særlig tydeligt, selvom de gør visse interessante ting. Ronstadt er på Willin’ virkelig sød og karismatisk, og som tidligere nævnt er billedsproget på Keep Me from Blowing Away meget flot. Men der er ikke særlig meget at komme efter. Første halvdel har dog sine øjeblikke. Den dramatiske intro til You’re No Good er fed, og sangen har i det hele taget en spydig tone, jeg er rigtig glad for. Derudover er det en rendyrket rocksang, hvilket virkelig får den til at skille sig ud. Hendes cover af When Will I Be Loved blander country og rock på en meget pæn måde, og melodien er ændret drastisk fra originalen af The Everly Brothers. Jeg foretrækker faktisk nok Ronstadts udgave, der er sjovere, mere fængende og mere slagkraftig.

Hendes cover af The Dark End of the Street er et andet højdepunkt. Den er måske lidt kedelig i længden, men den er godt skrevet, og lyden derpå matcher den mørke og triste tekst rigtig godt. Hendes stemme er fuld af desperation, og hun sørger på den måde virkelig for, at gøre denne fortolkning mere gribende end de fleste andre udgaver. Den er faktisk næsten lige så god som James Carrs original, den måtte bare have været lidt kortere. Nummeret Heart Like A Wheel er så rent produceret, at bratschen, celloen og klaveret virkelig skærer igennem. Samtidig er der ingen trommer, og derfor virker Ronstadt nøgen og ærlig. It Doesn’t Matter Anymore og Faithless Love er nogle ret forudsigelige omkvæd, hvor Ronstadts stemme, er det eneste, der hiver dem ud fra mængden af romantiske countrysange om hjertesorger. Især på førstnævnte er hendes stemme dog flot. På Faithless Love bliver hun derimod lidt overskygget af en banjo, der giver sangen en lidt unik lyd, men stadig er ret distraherende fra resten af sangen, der dog alligevel ikke er noget specielt. Jeg har haft kendskab til Ronstadt i lang tid, men jeg har aldrig været helt vild med hende, men jeg elsker faktisk visse sange fra Heart Like A Wheel. Det bedste af denne plade viser virkelig Ronstadts evner, men kvaliteten varierer meget.

324 – Linda Ronstadt – The Very Best of Linda Ronstadt (2002)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt er en virkelig dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre heller. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The Very Best of Linda Ronstadt. Denne findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som It’s So Easy af Buddy Holly og Back In the U.S.A. af Chuck Berry bliver behandlet meget respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons Poor Poor Pityful Me mere populære, og det i en fremragende udgave.

Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys That’ll Be the Day er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en meget karismatisk musiker. Smokey Robinsons Tracks of My Tears og Ooh Baby Baby får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs After the Gold Rush og Eagles’ Desperado bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at Blue Bayou er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, lige med forskel at jeg end ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er alle tre forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.

Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder Different Drum, og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu slet ikke rørt ved hendes originale solomateriale, men det er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder Winter Light, og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der egentlig kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder How Do I Make You, og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The Very Best of Linda Ronstadt giver mig et meget nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.