272 – Labelle – Nightbirds (1974)

Patti LaBelle, Nona Hendryx og Sarah Dash udgør sammen Labelle, funkgruppen bedst kendt for megahittet Lady Marmalade, der blev voldspillet i alle diskoteker i 1974, og som siden fik en renæssance gennem det meget populære cover i filmen Moulin Rouge. Men foruden dette nummer og Patti LaBelles enormt stærke stemme, så ved de fleste ikke så meget om gruppen. Ikke mange har f.eks. lyttet til albummet, Lady Marmalade stammer fra, Nightbirds. Og denne plade er virkelig spækket med stærke melodier. Der er næsten altid rigtig meget energi på, men numrene har flot individuel dynamik. Der er nogle langsommere numre spredt omkring på pladen, og de sørger for, at de energiske stadig er fulde af energi. Dog har både It Took a Long TimeNightbird og You Turn Me On meget højlydte øjeblikke, og hvordan kunne dette også undgås? Vi har at gøre med tre sangere, der har stemmer større end bjerge. Vi har at gøre med en gruppe, hvis mest populære nummer blev fortolket af Christina Aguilera. Derudover ville man slet ikke være i humør til nogle oprigtige, stille kærlighedssange, når man allerede er gået i gang med det festlige funkmusik.

Jeg vil uden tvivl sige, at de langsommere sange dog er det mindst interessante på denne plade. Det mest interessante er de funky melodier. Halvdelen af sangene på pladen er skrevet af gruppens egen Nona Hendryx, og mens hun ganske vist skriver nogle fine sange, når det står på det lidt langsommere, så er det festlige hendes ekspertise-område. De Hendryx-skrevne sange er ikke de mest populære på pladen, men de er godt nok noget for sig. Hendes evner som sangskriver er virkelig oversete, og sangene Space ChildrenAre You Lonely og Somebody Somewhere er gode kandidater til at være min yndlingssang fra pladen ved siden af selvfølgelig Lady Marmalade. Dynamikken på de numre er bare så sindssyg, at det er utroligt, men numrene føles stadig sammenhængende. De fleste er også meget glade for den meget højlydte What Can I Do For You, hvor sangerne skråler højere end ellers på noget sted på pladen. Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid, at lære at elske dette nummer, for det er ret utraditionelt. Der er en meget afrikansk inspireret rytmesektion, og instrumentationen udvikler sig ret meget. Det væsentligste på dette nummer er dog vokalpræstationerne, der bare er ufatteligt imponerende og kreativt skrevet.

To af de ti sange er skrevet af albummets producer, Allen Toussaint, der også har produceret albums for navne som The Meters, Dr. John, Joe Cocker og Etta James. Toussaints sangskrivning er meget modsat Hendryx’. De går meget lige fra punkt a til b med et ret boogie-inspireret flow, der gør det hele lettere at forholde sig til. Den er dog ikke den mindste smule mindre fængende end det, Hendryx har at byde på. Hans to numre, All Girl Band og Don’t Bring Me Down er begge virkelig velskrevne, kreative melodier, som bare borer sig ind i øret på dig, og de bliver der. Man har dog slet ikke lyst til, at de forsvinder. Jeg vil dog sige, at jeg i forhold til resten af albummet har lidt svært ved at danne et følelsesmæssigt forhold til Toussaints sange. Nightbirds sparkes igang af den latterligt sjove Lady Marmalade, og pladen afsluttes eminent af You Turn Me On, der desværre fader til sidst, hvilket er en meget anti-definitiv måde at slutte et album. Nightbirds er en plade med rigtig gode sange på sig. Der er ikke den største røde tråd eller noget, og langt fra det hele er helt utroligt, men hvert eneste nummer er solidt. Jeg ville næppe begynde at kalde det et mesterværk, men jeg kan godt gå med til at sige, at det er en plade, du absolut bør lytte til, hvis du kan lide funk eller disko.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.