R.E.M. havde udgivet 4 plader før Document i 1987, som indeholder sang efter sang af enormt høj kvalitet. Vi har klassiske singler som den energiske og vrede It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine) og den meget triste The One I Love, der med ganske få ord får fortalt en historie om kærlighed, had, utroskab og sex, som bliver ufattelig rørende, især med dens placering på albummet, hvor den fungerer som en virkningsfuld omend ikke for distraherende kontrast til It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine), som kommer lige før. Pladen er dog også spækket med fantastiske numre, der er knap så kendte, og især en rigtig god albumstruktur. Man skal ikke lytte til albummet mere end et par få gange, før hvert eneste nummer står klart frem, hvilket især er imponerende, da de som sådan minder ret meget om hinanden. Mange af sangene har midtertempo og en trist lyd. Instrumenterne bliver ofte brugt i nogenlunde samme omfang i hver eneste sang, og kun 2 sange har andet end de sædvanlige bas, trommer og guitar.

De individuelle sanges knap så umiddelbare men i retrospekt tydelig distinktion er selvfølgelig ikke kun et produkt af dynamiske kontraster, men i særdeleshed også af fabelagtige kompositioner. Alle sange er skrevet af hele bandet i fællesskab med undtagelse af deres cover af Strange af den klassiske post-punk-gruppe Wire, der netop var en af grundpillerne i skabelsen af alternativ rock, som R.E.M. var en af de første grupper til at spille. En anden indflydelse er 70’ernes og start-80’ernes klassiske punkbands, som tit og ofte havde politiske meddelelser i deres sange, og i højere grad end på nogen anden R.E.M.-plade spiller politik en stor rolle på Document. R.E.M. er dog ikke nær så aktive i deres aggression overfor deres politiske modstand. Deres bitterhed, angst og samtidige ro skaber en lyd, der ikke minder om noget andet på den tid, og som selvom mange bands sidenhen har taget meget fra deres stil, holder musikken dog stadig på grund af stærke tekster, solide kompositioner og et rigtig overbevisende væld af følelser.

R.E.M. var i deres tidlige år meget berygtede for forsanger Michael Stipes ofte uforståelige vokal, der mest af alt mumlede sig igennem musikken. Han havde absolut arbejdet på det problem mellem debuten og Document, hvor hans stemme er klar som krystal. Og det er rigtig, rigtig godt, for når stemmen er tydeligere, lægger man mærke til, at R.E.M.’s tekster er fænomenale. Som sagt klarer The One I Love at gøre kun 6 forskellige linjer til en dyb historie med masser at rive i, men også de andre sange har meget interessante, og i samme grad ikke specielt entydige meddelelser. Hvis man er til alternativ rock, er R.E.M. uundgåelige, og Document har meget rigtig stærkt materiale på sig, struktureret sådan, at lytteoplevelsen passer perfekt til at høre det fra ende til anden, men hver eneste sang fungerer uden tvivl også på egne præmisser, så man kan sagtens lytte til dem individuelt, og uanset hvordan man lytter til det, er det hvert sekund værd.